Opfattelsen Af Tid Og Skæbnens Kendsgerning

Vores Levetid Er Blot En Opfattelse

Vi sammenligner den tid, vi tilbringer i denne verden – tænker over, hvad vi gjorde i går og laver således planer for morgendagen. Vi tænker over, hvad der skete for ti år siden, og vi tror, at tiden er gået, og at vi er blevet ældre. Det, der giver ophav til denne tro, er blot den sammenligning, som vi laver mellem de tidligere øjeblikke og det nuværende.

Hvis du så fjernsyn, før du åbnede denne bog, så sammenligner du det tidspunkt, hvor du så fjernsyn med det tidspunkt, hvor du læser, og du forestiller dig, at tiden er gået mellem de to begivenheder. Du taler om det tidspunkt, hvor du så fjernsyn, som ”fortiden” og forestiller dig, at der er gået tid mellem de to begivenheder. Faktisk er den tid, du så fjernsyn i, information, som er lagret i din hukommelse. Du sammenligner ”nutiden”, hvor du læser denne bog, med informationen i din hukommelse, og du opfatter dette interval som ”tid”. Faktum er dog, at der kun er det nutidige øjeblik, som du lever i. når du ikke sammenligner med minder i din hukommelse, så er der intet tidsbegreb tilbage.

Den velkendte fysiker John Barbour kommer med denne definition af tid:

Tid er intet andet end et mål for objekters ændrede positioner. En pendul svinger, klokkens visere tikker frem. 129

Tid består derfor af en sammenligning mellem diverse opfattelser, som opstår i hjernen. Et studie på folk, som lider af det hukommelsestab, som kaldes anterograd amnesi, gør det lettere at se, at tid ikke er andet end en menneskelig opfattelse. Sådanne mennesker mister al deres korttidshukommelse, de er ikke i stand til at huske, hvad der skete før, og derfor er de ikke klar over, om der har været et interval mellem to hændelser. Dette er endnu et bevis for, at tid udelukkende eksisterer som en opfattelse.

Fordi de hændelser, som sker i vores hverdag, vises for os i specifikke sekvenser, inddeler vi tid i fortid, nutid og fremtid. Men faktisk er ideen om en progression fra fortid til fremtid blot konditionering. Hvis vi så informationen i vores minder på samme måde, som vi ser en film baglæns, så ville fortiden være fremtiden for os, og fremtiden ville være fortiden. Dette viser, at tid ikke er absolut men dannes i overensstemmelse med vores opfattelse.

Den berømte fysiker Roger Penrose kommer med følgende kommentar:

Jeg tror, der altid er noget paradoksalt med den måde, hvorpå vi lader til at opfatte, at tid går, og den måde hvorpå fysikken beskriver tid. Og det er delvist et spørgsmål om, om der er en klar tidsmæssig rækkefølge for ting i vores opfattelser, eller om vi på en eller anden måde sammensætter en masse ting og danner billeder af ting… 130

Den sekvens, vi laver i vores egne sind mellem hændelser, som vi husker, giver ophav til det, vi kalder fortid, nutid og fremtid. Dette er dog en beslutning, som vi tager af egen fri vilje. François Jacob, fransk biolog nobelprismodtager, laver denne sammenligning:

Film, som afspilles baglæns, gør det muligt for os at forestille os en verden, hvori tid går baglæns. En verden, hvor mælk separerer sig selv fra kaffen og hopper ud af koppen for at nå mælkekartonen. En verden, hvor lysstråler udsendes fra væggene for at samles i en fælde (tyngdepunkt) i stedet for at fosse ud fra en lyskilde. En verden, hvori en sten lander i en mands håndflade via det forbløffende samarbejde mellem utallige vanddråber, som gør det muligt for stenen at hoppe ud af vandet. Men i en sådan verden, hvor tid har så omvendte egenskaber, ville processerne i vores hjerne og den måde, hvorpå vores hukommelse sammensætter information, ligeledes fungerer baglæns. 131

Dette viser alt sammen, at begreberne fortid og fremtid handler om, hvordan vi opfatter vores minder. Sandheden er, at vi på ingen måde kan vide, hvordan tid går eller ikke går. På samme måde, som vi aldrig kan have en direkte oplevelse af de billeder, vi ser, så kan vi heller aldrig vide med sikkerhed, om vi udsættes for tid og, hvis vi gør, hvordan det fungerer, fordi tid blot er en opfattelsesmetode.

Det faktum, at tiden er en opfattelse, blev bekræftet med den generelle relativitetsteori, som Albert Einstein fremsatte. I sin bog The Universe and Dr. Einstein skriver Lincoln Barnett:

Sammen med absolut rum kasserede Einstein begrebet om absolut rum – om en regelmæssig, uforanderlig, ubønhørlig universel tidsstrøm, som strømmede fra den uendelige fortid til den uendelige fremtid. Meget af den dunkelhed, som har omgivet Relativitetsteorien, stammer fra menneskets modvillighed til at anerkende, at en fornemmelse af tid, ligesom en fornemmelse af farve, er en slags opfattelse. Ligesom rum blot er en mulig rækkefølge af materielle objekter, så er tid blot en mulig rækkefølge af hændelser. Tidens subjektivitet beskrives bedst med Einsteins egne ord. ”Et individs oplevelser”, siger han, ”optræder for os arrangeret i en række hændelser. I denne række lader de enkelte hændelser, som vi husker, til at være arrangeret ifølge kriterierne ’tidligere’ og ’senere’. Der eksisterer derfor, for individet, en jeg-tid eller subjektiv tid. Dette er i sig selv ikke målbart.”132

Med Barnetts ord viser Einstein, at ”rum og tid er typer af intuition, som ikke kan adskilles mere fra bevidsthed end vores begreber om farve, form og størrelse kan”. Ifølge den generelle relativitetsteori: ”tid har ingen anden uafhængig eksistens end den rækkefølge af hændelser, som vi måler den ved.” 133

Fordi tid er en opfattelse, så er det også et relativt koncept, som afhænger af opfatteren. Den hastighed, hvormed tid går, varierer i forhold til den reference, vi bruger til at måle den. Der er ingen naturlig klokke i den menneskelige krop, som kan bekræfte tidens passage med absolut nøjagtighed. Som Lincoln Barnett sagde, ”Ligesom der ikke er nogen farve uden et øje, der kan skelne den, så er et øjeblik eller en time eller en dag ikke noget uden en hændelse til at markere det.”134

Når vi efterlades i et lukket rum, hvor vi ikke kan kende tiden og ikke kan se solen stå op og gå ned, så kan vi ikke bestemme, hvor hurtigt tiden går, eller hvor længe vi er der. Det, som får os til at tro, at en specifik mængde tid er gået, er ikke andet end, at solen står op og går ned igen og bevægelserne på vores armbåndsure. Når disse fjernes, så er alt, vi siger om den tid, vi forestiller os er passeret, hypotetisk og subjektivt – og tilhører udelukkende os selv. For eksempel går tiden hurtigt for en person, som tager en eksamen i en tidsbegrænset periode. Men den samme mængde tid går langsomt for personens ven, som venter udenfor.

Hvis tid var en absolut realitet, så ville den ikke være et variabelt koncept bestemt af vores opfattelser.

Ifølge Einsteins generelle relativitetsteori, så ændres tidens hastighed i forhold til kroppens hastighed og dennes afstand fra tyngdepunktet. Som hastigheden stiger, så indskrænkes og komprimeres tiden, så den går endnu langsommere og til sidst når til et punkt, hvor den helt går i stå.

For at bruge et eksempel, som Einstein citerede, så forbliver én af to tvillinger på Jorden, mens den anden rejser ud i det ydre rum med en hastighed nær lysets hast. Når den rejsende tvilling kommer tilbage til Jorden, så vil han være meget yngre end sin bror. Årsagen er, at tid går langsommere for broderen, som rejser ved høj hastighed.

Det samme eksempel kan også bruges om en far, som rejser i en raket, der bevæger sig med ca. 99% af lysets hastighed, og hans søn, som bliver på Jorden. Hvis faderen var 27 år gammel, da han rejste afsted, og sønnen tre, så vil faderen ifølge Einstein kun være 30 år gammel, når han kommer tilbage til Jorden 30 år senere (i jordslig tid), mens han søn vil være 33 år gammel. 135

Det faktum, at tid er relativ, påvirker ikke kun ures opbremsning eller acceleration, men hele det materielle system, helt ned til det subatomiske partikelniveau. I et miljø, hvor tid er forkortet, finder processer såsom hjerteslag, celledelinger og hjerneaktiviteter sted mere langsommeligt. En person kan derfor fortsætte i sit daglige liv uden at indse, at tiden går langsommere.

1. One of two twins sets off into space at a speed approaching that of light, while the other twin remains on Earth. 2. Through a telescope, the twin on Earth sees that the other twin appears younger than himself. 3. The twin who left in a rocket returns to Earth. The twin who had remained behind has aged, while his astronaut brother is much younger. 4. According to Einstein’s twin paradox, one twin remains on Earth while the other sets off into space at a speed near that of light. When the one who traveled into space returns to Earth, he will find his brother to be older than him. The explanation is that time passes slower for the twin traveling in space at a high 5. Light Speed = 300 000 km/sec

Partikelfysikeren Dr. Jim al-Khalili kom med følgende kommentarer i et radioprogram:

Begge Einsteins relativitetsteorier siger, at fremtidsrejser er mulige. Faktisk har vi bevist det eksperimentelt. Én måde er at rejse meget hurtigt, så du tager afsted i en raket, tæt på lysets hastighed og kommer tilbage igen. Fordi du har rejst meget hurtigt, så vil dine ure være gået langsommere, så hvis du har været væk i et år ifølge dit ur, så er der måske gået ti år på Jorden. Så du er egentlig rejst ni år ud i fremtiden. En anden måde at rejse til fremtiden på er ved at kredse om en massiv stjerne. Hvis du gør det i et år, så vil du igen måske komme tilbage og finde ud af, at der er gået ti år på Jorden. Så på begge måder er en tidsrejse til fremtiden mulig. 136

Al-Khalili forklarer tidsbegrebet:

Dette vil indebære, at fortiden, nutiden og fremtiden alle eksisterer. Der er intet nutidigt øjeblik, som kan skelne fortid fra fremtid. Al tid sameksisterer, tid er bare. Og derfor er fremtiden allerede derude. Den eneste måde at forstå dette på var ved at kæde de tre dimensioner af rum sammen med den ene dimension af tid til det, der blev kendt som firedimensionelt rum/tid. 137

Tidens passage er blot en fornemmelse, som skabes for os. Fordi vi opfatter det på denne måde, så tror vi, at det, vi gør, finder sted i en tidsmæssig proces. Faktum er, at vi altid lever i det nutidige ”øjeblik”. Konceptet af passerende tid er illusorisk.

Den matematiske fysiker Roger Penrose fra University of Oxford har vundet utallige priser for sit arbejde inden for opfattelse. Han gav dette svar på et spørgsmål fra en vært på et radioprogram:

Fysiker: vi har denne subjektive følelse af, at tiden går. Men fysikere ville påstå, at dette blot er en illusion.

Roger Penrose: Ja. Jeg tror, fysikere ville være enige i, at følelsen af, at tiden går, blot er en illusion, noget som ikke er virkeligt. Det har noget at gøre med vores opfattelser. 138

Den måde, sådan en angiveligt objektiv faktor opererer som en opfattelse i vores sind på, og hvordan al tid eksisterer på samme tid, er uden tvivl uden for vores forståelse. Vi kan kun forstå så meget, som Allah afslører for os. Vi kan kun vide så meget, som Han viser os. Det er uden tvivl nemt for Allah at skabe tid som en opfattelse og give ophav til fortid, nutid og fremtid inden for et begreb, som faktisk ikke eksisterer. Det er, fordi Allah er større end tid. Han skaber tid men omfattes ikke af den. Alle hændelser, som vi opfatter som fortid eller fremtid, eksisterer allerede i Allahs hukommelse. De skabes alle på ét øjeblik. Derfor er alle begivenheder, som hører fremtiden til, faktisk blevet skabt på samme øjeblik og eksisterer allerede nu. Men fordi vi omfattes af tid, så er vi endnu ikke i stand til at se dem.

Alle hændelser, som vi opfatter som fortid – som da du modtog en karakterbog fra skolen eller din første køretime – indeholdes også i Allahs uendelige hukommelse, og selv en sten, som du i fremtiden vil falde over, når du går langs gaden, er bestemt i Hans hukommelse. Det er, fordi Allah har skabt alle hændelser på ét øjeblik.

Canon David Brown kommer med denne udtalelse:

Gud er faktisk uden for tid, så der er ingen ”før” for Gud. Han er til stede i hver bid af vores tidsmæssige historie…139

Allah ser og kender til alle omstændigheder for ethvert individ. Det er Ha, Som skaber dem alle. Enhver meter, som en person rejser, de billeder, han møder, og den tid, han omfattes af, kendes og kontrolleres alle af Allah. I et vers fortæller Han os dette:

Og uanset hvilken tilstand du er i, hvor meget du reciterer Koranen fra Ham, og hvilken handling I udfører, så er Vi vidne og våger over jer, når I er dybt engagerede. Og der er ikke så eget som et støvkorn, som er skjult for din Herre, på jorden eller i himlene, og det, der er endnu mindre end det, og det, der er endnu større – uden undtagelse – står sandelig skrevet i Den tydelige Bog. (Surah Yunus, 61)

Rum Er, Ligesom Tid, Også En Opfattelse

Da han fremsatte sin teori, betragtede Einstein lysets hastighed som en universel konstant. Uanset hvor hurtigt du bevæger dig, så forbliver lysets hastighed altid konstant. Selv hvis du rejser med en hastighed, som nærmer sig 99% af lysets, så vil lys stadig rejse med 299.791 kilometer i sekundet. Det er umuligt at ramme den fart. Ifølge Einsteins udregninger så decelererer tid, når observatørens hastighed øges, og rum komprimeres afhængig af rejsens retning. Disse koncepter, som ændres i forhold til lysets hastighed, beviser, at de ikke er absolutte, fordi de varierer afhængig af individet.

Peter Russell beskriver:

… Uanset hvor hurtigt du bevæger dig, så vil du altid måle lysets hastighed til at være 186.282 miles i sekundet – ligesom Michelson og Morley fandt ud af. Selv hvis du rejste med 186.281 miles i sekundet, så ville lys ikke rejse forbi med blot én mile i sekundet mere. Det ville stadig suse forbi med 186.282 miles i sekundet. Du ville ikke have indhentet det bare en lille smule.

As the speed of the observer increases, so time decelerates, and space shrinks in the direction of travel. Einstein showed that what we regard separately, as space and time, are components of a space-time continuum. Therefore, space and time have been created as directly dependent on our perception.

Dette går fuldstændig imod sund fornuft. Men i dette tilfælde er det sund fornuft, som tager fejl. Vores mentale virkelighedsmodeller er afledt af en livslang oplevelse af en verden, hvor hastigheder er langt under lysets hastighed. Ved hastigheder, som er tæt på lysets hast, er virkeligheden meget anderledes. 140

Einstein viste, at det, som vi betragter som rum og tid, faktisk er den del af en rum-tid helhed. Derfor skabes tid og rum direkte som opfattelser og bliver dele af en verden, som opleves relativt. Opfattelserne af tid og rum er nødvendige for at danne et billede af verden i sindet. Men når vi påstår, at disse udgør den sande virkelighed, så tager vi fejl, for vi har aldrig direkte oplevelse af det sande begreb af rum udenfor.

Fred Alan Wolf kommer med følgende kommentar:

Ifølge Einsteins generelle relativitetsteori kan materie ikke eksistere uafhængigt af rum og tid. Hvis en af disse tre – materie, rum eller tid – mangler, så mangler de alle. Rum er nødvendigt for, at materie kan eksistere. Materie er nødvendigt for, at tid kan eksistere. Og tid er nødvendigt for, at rum kan eksistere. De er afhængige af hinanden.

Så hvis tid blot er en slags drøm, en illusion, som mange filosoffer har spekuleret, så er rum og materie det også. Men fra den standard eller Københavnske fortolkning af kvantefysik, så forstår vi, at materie ikke kan eksistere uden en observatør af materie.141

Det faktum, at materie kun kan opfattes gennem vores sanser og dermed er en skyggeentitet, afkræfter igen konceptet af rum som et materielt begreb. Vi opfatter rum som værende uden for os, men det er fuldstændig inde i hjernen, hvor vi husker alle steder. Når vi ser og vurderer et sted, som vi forestiller os ligger uden for os, så opstår begrebet rum faktisk igen kun inde i hjernen. Det værelse, vi forestiller os, at vi står i, er en illusion, som dannes inde i vores hjerne, en vågen drøm.

Peter Russell opsummerer denne opfattelsesmetode:

Einsteins arbejde viste også, at rum og tid ikke er absolutte. De varierer i forhold til observatørens bevægelse. Hvis du bevæger dig hurtigt forbi mig, og vi begge måler afstanden og tiden mellem to hændelser – en bil, der kører fra én ende af gaden til den anden for eksempel – så vil du observere, at bilen har rejst en kortere afstand på mindre tid end jeg har. Omvendt så bevæger jeg mig, fra dit synspunkt, hurtigt forbi dig, og i din referenceramme vil jeg observere mindre rum og tid, end du gør. Mærkeligt? Ja. Og næsten umuligt for os at forestille os. Men utallige forsøg har vist, at det er sandt. Det er vores fornuftige forestillinger om rum og tid, som er forkerte. Igen, de konstrueres i sindet og er ikke perfekte modeller for, hvad der er derude.142

Einstein gik skridtet videre og viste, at materie faktisk var en form for energi. Hans matematiske formel for dette var den berømte E = mc2.143 En entitet med masse fremstår udelukkende som en form for energi. Peter Russell har sagt dette:

Selv begrebet masse er tvivlsomt. I sin generelle relativitetsteori viste Albert Einstein, at masse og acceleration ikke kan skelnes. En person i en elevator føles lettere, når elevatoren accelerer nedad, og tungere, når den decelererer og stopper. Dette er ingen illusion. Vægte ville også vise, at din vægt havde ændret sig. Det, vi oplever som masse, er modstanden af jorden under vores fødder til vores ellers frie fald mod Jordens centrum. Ifølge Einstein decelereres vi hele tiden, og vi fortolker det som masse. En astronaut i kredsløb oplever ingen masse – altså indtil han bumper ind i rumskibets væg og oplever en midlertidig deceleration.144

1. Light Speed = 300 000 km/sec 2. The Speed of Light is constant 3. Imagine a police officer on a motorbike catching up to a speeding car. 4. In Newton's view, the driver of the car will appear stationary from the police officer’s perspective. 5. If you watch this scene from the pavement, both will appear to be moving very fast. 6. How can the story of the police officer be so different to yours, as you watched from the pavement? The reason is that time slowed down for the officer. 7. Let us now replace the car with a light beam. 8. If the police officer moved at a speed close to that of light, you could see him approach at almost light speed. But when you asked him later, he would say that no matter how much he accelerated, the light beam still moved at the usual speed of light. 9. According to Newton, time is uniform in the entire universe. A second on Mars is the same as one on Earth. 10. According to Einstein, however, time varies. As you accelerate, so time moves more slowly. A second on Earth is not the same as a second anywhere in space.

Tidens Relativitet Afsløret I Koranen

Tidens relativitet, opdaget af videnskaben i det 20. århundrede, blev afsløres for 1400 år siden i Koranen.

For eksempel understreger Allah i flere vers, at livet i denne verden er meget kort. Vores Herre har fortalt os, at den gennemsnitlige menneskelige levetid er så kort som ”en time af en enkelt dag”:

Den dag, hvor Allah kalder på jer, vil I svare med Hans lovprisning, og I vil tænke, at I kun var der for en kort periode. (Koranen, 17:52)

Og den dag, hvor Han samler dem, vil det være, som om de ikke har været på jorden mere end en enkelt af dagens timer, og de vil genkende hinanden… (Koranen, 10:45)

I nogle vers afslører Allah, at tid er meget kortere, end folk forestiller sig:

Han (i.e. Allah) vil sige: ”Hvor mange år var I på jorden?” De vil sige: ”En dag, eller en del af en dag, var vi der. Spørg dem, som holdt regnskab!” Han vil sige: ”I var der blot en kort stund. Hvis I bare vidste!” (Koranen, 23:112-114)

I andre vers i Koranen afsløres det, at tid passerer med forskellige hastigheder i forskellige dimensioner. For eksempel erklæres det, at én dag i Allahs Syn er lig med et tusind menneskeår. (Koranen, 22:47)

Andre vers om dette emne lyder som følger:

Englene og ånden stiger op til ham på en dag, og den måler halvtreds tusinde år. (Surah Al-Ma‘aridj, 4)

Han tilrettelægger (og forvalter) alle sager fra himlen til jorden, og derefter stiger de (i.e. sagernes regnskab) op til Ham på én dag, som er tusind år ifølge jeres tidsregning. (Koranen, 32:5)

Hulens folk, en gruppe troende, som Allah taler om i Koranen, blev holdt i en dyb dvale i omkring 300 år. Da Han senere vækkede dem, troede disse folk, at der var gået en meget kort tidsperiode, og de kunne ikke estimere, hvor længe de havde sovet:

Så slog Vi let på deres ører i hulen i nogle år. Derefter vækkede Vi dem for at se, hvilken af de to grupper der kunne beregne den tid, de havde tilbragt, rigtigt. (Koranen, 18:11-12)

Og i den tilstand vækkede Vi dem, så de kunne spørge hinanden. En af dem sagde: ”Hvor længe har I været her?” De sagde: ”Vi har været her en dag eller en del af en dag.” (Andre) sagde: ”Jeres Herre ved bedst, hvor længe I har været her…” (Koranen, 18:19)

I det følgende vers afslører Allah et vigtigt bevis for det faktum, at tid essentielt er en psykologisk opfattelse:

Eller som ham, der drog forbi en landsby, hvis bygninger lå omstyrtede, og sagde: ”Hvordan skal Allah mon kunne give liv til dette efter dets død?” Så lod Allah ham ligge død i hundrede år, gav ham så atter liv og sagde: ”Hvor længe har du ligget?” Han sagde: ”En dag eller en del af en dag.” Allah sagde: ”Nej, du har ligget i hundrede år. Se nu på din mad og dine drikkevarer, de er ikke blevet ældede. Se nu på dit æsel – og dette for at gøre dig til et tegn for menneskene; se på disse knogler, og hvordan Vi samler dem. Derefter beklæder Vi dem med kød.” Og da alt dette stod klart for ham, sagde han: ”Jeg ved, at Allah formår alt.” (Koranen, 2:259)

Disse vers afslører, at tid er relativ frem for absolut. Den varierer i forhold til opfattelse og observatøren, og det faktum blev afsløret for 1400 år siden i Koranen.

Skæbnens Eksistens Og Det Videnskabelige Bevis

. . . Allahs befaling er en beslutning, som er truffet. (Koranen, 33:38)

Hvis alle hændelser skabes på ét øjeblik og vi kun observerer disse med vores opfattelse af tid, så må vi konkludere, at der findes en Skaber, Som kender alle disse begivenheder helt fra starten af, Som ikke omfattes af tid, Som ser disse ting, som vi oplever dem, og Som derfor skabte dem.

Denne Skaber, Som skaber billeder, lyde og smage for os – kort sagt den eksterne verden såvel som opfattelsen af tid – må være klar over omstændighederne for og eksistensen af alt det, Han har skabt, og må observere dem på alle tidspunkter. Denne Store Skaber, Som får os til at opfatte alle disse ting og afslører dem for vores sind, må have dem under Sin kontrol på alle tidspunkter. Allah, Herre af verden, den Sublime og Almægtige, er Skaberen af alle ting. Det faktum, at Han kender til og skaber alle ting, viser os skæbnens faktum.

Almighty Allah is He Who creates images, sounds, tastes, in short the whole external world and the perception of time for us, and Who knows all the entities He has created, and all their situations. Everything is under His control. Allah’s creation and knowledge of the status of all things reveals to us the fact of destiny.

En tidsperiode, som varer i en milliard år for os, er blot et ”enkelt øjeblik” i Allahs Syn. Noget, som for os vil finde sted i fremtiden, er allerede sket i Allahs Syn. Vi observerer fremtiden inden for det tidsbegreb, som vi opfatter. Faktum er dog, at alt det, vi må vente på, allerede eksisterer i Allahs Syn. Alle hændelser, som vil finde sted i fremtiden, er allerede sket i tidløshedens dimensioner.

I Allahs Syn er alt fra det øjeblik, hvor universet blev skabt, til den Sidste Dag, hvor universet til ende, allerede sket. En hovedårsag til, at folk ikke helt kan forstå dette koncept, er, at de ikke er klar over det. Faktum er, at hændelser, ”som endnu ikke har fundet sted”, blot ikke er blevet oplevet endnu i vores perceptuelle verden.

Allah begrænses ikke af tid og rum. Han skaber tid og rum ud af ingenting. Han behøver ikke at vente for at se udfaldet af en hændelse. Dens begyndelse og afslutning finder alt sammen sted på ét øjeblik i Hans Syn. Fortiden og nutiden udlægges alt sammen foran Ham og udvikler sig på den måde, Han bestemmer.

In the sight of Allah, everything, from the moment of the creation of the universe right up to the Last Day when the universe will come to an end, has already taken place and is over and done with. Allah is unfettered by space and time. He is the Creator of space and time. All events are but “a single moment” in His sight. Past and future are always ready formed before Him and take place as determined by Him.

Dr. Jim al-Khalili beskrev dette faktum under et program på BBC radio:

Hvis du tager denne blok af 4-D rum/tid bogstaveligt, så betyder det, at du er nødt til at forlade fri vilje. Det betyder ikke bare, at fremtiden er forudbestemt, men den er der allerede, den er allerede sket. Der er ingen grund til at tage nogle beslutninger, hvad end du gør er allerede sket. Hvis jeg vælger at kaste denne sten i en sø, så tænker jeg, at det er mit eget frie valg. Men i 4-D rum/tid havde jeg selvfølgelig ikke noget valg om at kaste stenen. Plasket er der allerede i fremtiden, og så mister vi al fri vilje. 145

Roger Penrose, en gæst på samme program, drog følgende konklusion fra de tilgængelige data:

Så dette betyder, at nutiden, fortiden og fremtiden på en måde er derude, og det giver os også et meget deterministisk syn på verden. Vi har ingen kontrol over, hvad der sker i fremtiden, fordi det alt sammen er planlagt. 146

Et menneske er vidne til den skæbne, som er forudbestemt for ham, gennem hele sit liv. Ethvert øjeblik i alle menneskers liv, alle som har levet eller vil leve i fremtiden, er tidligere oplevet i Allahs Syn. Alle hændelser, som indskrives i alle tins skæbner – ikke blot mennesker, men dyrene, planterne, planeterne og alle andre entiteter – eksisterer alle i Hans ”hukommelse”, konstant og permanent. Skæbnens værk er en af manifestationerne af Allahs navn Al-Hafeedh (Bevareren, Vogteren) og af Hans uendelige magt og storhed.

Fred Alan Wolf beskriver, hvordan en persons fortid og fremtid er blevet bestemt lang tid forinden:

Selvom en historie afhænger af vores observationer af både de første og sidste hændelser, så husker vi historien, som om vi var klar over det, mens det fandt sted.

Med andre ord lader vi til at ”leve” i historien, mens det sker. Vi gør det til en ”levende” historie. Vi lever i en flod af tid, hvor kilden til floden (fortiden) og dens endelige destination foran os (fremtiden) allerede eksisterer.147

En person er konstant under Allahs kontrol, vores Skaber, og gør, hvad Han har bestemt for ham. Allah beskriver dette faktum i et vers:

Ingen ulykke rammer på jorden og ej heller i jeres liv, uden at den står skrevet i en Bog, før Vi skaber den. Sandelig, dette er let for Allah. (Koranen, 57:22)

Underkastelse Til Skæbnen

Du burde være klar over, at du er i et stadie af ubetinget underkastelse til din egen skæbne. Ingen anden magt en Allah kan ændre dette. Alt, du har oplevet eller vil opleve i fremtiden er fastsat i Allahs Syn, og du har ingen kontrol over din fremtid. Denne bog vil forlade dine hænder om lidt tid, rynker vil opstå i dit ansigt om nogle års tid, og alle detaljerne i en film, du vil se om 15 år, er alle inkluderet i Allahs viden. De folk, du vil møde, de penge, du kommer til at tjene, hvilken sygdom du vil få, hvad du vil gælde dig over, og hvordan og hvor du vil dø – alt dette har allerede fundet sted i din egen skæbne.

Everyone has surrendered unconditionally to their destiny. Everything a person has and will ever experience is determined in the sight of Allah, and that individual has no control over his or her own future. For that reason, the best thing to do is to be aware of the destiny appointed for one and to submit to Allah.

Den eneste grund til, at du ikke ved disse ting, er, at de endnu ikke er i din hukommelse.

At sørge over noget, som sker, og derfor bekymre sig over ”hvorfor skete det sådan?”, at være ked af det eller fortryde og tænke ”Hvis bare…”, og blive sur, grådig eller utålmodig – alle disse handlinger er unødvendige og meningsløse. Det er, fordi alle hændelser, som giver ophav til sorg eller vrede er under Allahs kontrol. Det er Allah, Som skaber alle disse i en persons skæbne, og der kan ikke være nogen spørgsmål om en anden mulighed uden for en persons skæbne.

Hvis en person kører galt efter at dreje ned ad en forkert gade, er det meningsløst at klage over sin fejl. Selv hvis han kunne genleve det igen og igen, så ville han stadig dreje ned af den forkerte gade og være med i en ulykke. At sige ting som ”hvis bare jeg kunne leve mit liv om igen” er meningsløse og stammer fra en manglende evne til at forstå dette faktum. På samme måde er det ingen løsning for en, hvis pung bliver stjålet, at sige ”hvis bare jeg ikke var gået ind i den butik” eller ”hvis bare jeg havde haft pengene i min lomme”. Den person havde ikke andet valg end at gå ind i den butik, have pengene i pungen og få den stjålet. Den persons skæbne er blevet skabt til, at han skulle være et specifikt sted på et specifikt tidspunkt og få sin pung stjålet. Selv hvis han gik tilbage i tiden et tusinde gange, så ville pengene stadig blive stjålet et tusinde gange.

En lykkelig begivenhed eller en succes, som opnås, er også i individets skæbne. De succeser og glædesøjeblikke vil uundgåeligt blive oplevet, fordi de er bestemt i skæbnen.

Nogle folk er ikke villige til at acceptere denne indsigt. Roger Penrose beskriver dem:

Jeg tror, det problem, folk har med denne idé, er, at du tror, fremtiden er under din kontrol til en vis grad. Og dette betyder så, at hvis fremtiden fastlægges, så er den på en måde ikke under din kontrol.148

Fordi de fleste mennesker ønsker at være i kontrol over deres egne liv, så benægter de skæbnen. Men de begår en stor fejl deri, fordi om de vil det eller ej, om det indrømmer det faktum eller ej, så lever folk deres egne skæbner. Folks nægtelse er i sig selv også bestemt i deres skæbne!

If Allah afflicts you with harm, no one can remove it except Him. If He desires good for you, no one can avert His favor. He bestows it on whichever of His slaves He wills. He is Ever-Forgiving, Most Merciful. (Surah Yunus, 107)

Det vil være brugbart at huske på, at det er en stor velsignelse og bringer fred til sindet at leve i underkastelse til sin skæbne. Folk oplever stor panik og bekymring, hvis de tror, at hændelser faktisk er under deres egen kontrol. De forestiller sig så, at enhver hændelse i fremtiden vil være deres eget ansvar, og de føler vægten af alle hændelser på deres egne skuldre. De føler, de må løse alle vanskeligheder selv. Ude af stand til at se den gunstige side af begivenhedernes gang så oplever de stor bekymring i lyset af hændelser. De bliver stolte i lyset af de triumfer, de opnår, og denne følelse kan resultere i seriøs skade i denne verden og i det Hinsides. De vanskeligheder, de oplever, fører på anden side til øgede følelser af pessimisme, tomhed og stress.

Men at vide, at enhver hændelse finder sted inden for en skæbne, som Allah har bestemt, og at tro på, at alle hændelser er for det bedre, er en af de største velsignelser, en person kan nyde. At underkaste sig den skæbne, som Allah har tildelt en, betyder at acceptere Hans vilje og frivilligt underkaste sig enhver hændelse, Han har bestemt. Folk vil så blive frigjort fra følelsen af, at hændelser er under deres kontrol, vil føle sig frigjort fra bekymringer, vil vide, at de oplever hændelser, som allerede er overstået, og vil nyde den fred i sindet, som dette medfører. At underkaste sig sin skæbne er en stor velsignelse for enhver, som ved, at alle ting er skabt til at være gunstige. Selv begivenheder, som kan virke som problemer eller vanskeligheder, er faktisk positive og resulterer til sidst i noget godt.

Når nogle folk overvurderer begrebet skæbne, så fortolker de det faktum, at alt er forudbestemt, som at der ikke er noget behov for, at de gør noget som helst. Men dette er en stor fordrejning af begrebet skæbne. Ja, alt vi oplever er bestemt i vores skæbner – før vi oplever dem, så har de begivenheder allerede fundet sted i Allah Syn, og alle deres detaljer er nedskrevet i Lawh al-Mahfuz (Den Bevarede Tavle) i Hans Syn.

Men Allah giver alle mennesker følelsen af, at de kan ændre begivenheder og handle i overensstemmelse med deres egne valg og beslutninger. Når man for eksempel er tørstig, så sætter man sig ikke ned, venter og siger ”Jeg vil drikke – hvis det er min skæbne”. Man rejser sig, tager et glas og drikker. Selvfølgelig drikker man faktisk den mængde vand, som er bestemt i ens skæbne. Men man føler alligevel, at man gør noget, som er i overensstemmelse med sit eget ønske. Den følelse oplever vi med alt, vi gør gennem vores liv. Forskellen er, at en person, som har underkastet sig den skæbne, Allah har skabt, ved, at på trods af følelsen af, at han gør ting af sig selv, så udfører han dem egentlig ved Allahs vilje. Andre, som ikke kan forstå dette faktum, forestiller sig fejlagtigt, at de gør alt med deres egen intelligens og styrke.

For eksempel vil en hengiven person, som finder ud af, at han har fået en sygdom, være resigneret, fordi han ved, at dette er hans skæbne. Han vil sige, ”Siden Allah har skabt dette i min skæbne, så må der være et gunstigt element i det”. Han vil ikke læne sig tilbage uden at handle og sige ”Hvis min skæbne er at blive rask, så bliver jeg det”. Modsat vil han tage alle de nødvendige forholdsregler. Han vil gå til lægen, passe på sin kost og tage sin medicin. Men han vil ikke glemme, at den læge, han besøger, den behandling, han får, den medicin, han indtager, og effekten af disse – kort sagt alle detaljer – alle er i hans skæbne. Han ved, at alle disse hændelser allerede var i Allahs hukommelse længe før, de nogensinde kom til verden.

Allah har beskrevet dette i vers:

Han er Den, som skabte jer af ler, og som derefter bestemte et tidspunkt (for jeres død), og hos Ham er et fastlagt tidspunkt (for Dommens Dag). Alligevel tvivler I. (Koranen, 6:2)

… Allahs befaling er en beslutning, som er truffet. (Koranen, 33:38)

Det er ikke kun mennesker, som har en skæbne i Allahs Syn, men Solen, Månen, bjergene, træerne og alle ting og entiteter. En århundreder gammel antik vase, som er ødelagt, knuses for eksempel i det øjeblik, som er fastlagt i dens skæbne. De folk, som brugte denne vase, hvor den stod i hvilket hjem, og hvilke andre objekter, der stod ved siden af den, var alt sammen bestemt i det øjeblik, den blev produceret. Ethvert mønster på den og alle dens farver var bestemt på forhånd i dens skæbne. Den dag, timen og minuttet hvor den ville blive ødelagt, og af hvem og hvordan, eksisterer allerede i Allahs hukommelse. Faktisk eksisterer det øjeblik, den blev produceret, øjeblikket, hvor den blev placeret i butiksvinduet, øjeblikket, hvor den blev placeret i sit nye hjem og øjeblikket, hvor den blev ødelagt – kort sagt alle øjeblik i vasens liv gennem flere hundrede år – alle som ét eneste øjeblik i Allahs Syn. Selvom den person, som ødelagde vasen, var helt uvidende om den begivenhed op til få sekunder inden, så var det øjeblik allerede sket og var kendt i Allahs Syn. Det er grunden til, at Allah fortæller os, at vi ikke skal blive kede af det, der sker for os. Det skyldes, at det, der sker, er en del af ens skæbne, og mennesker har ingen magt til at ændre dette. Men folk må stadig lære af sine forudbestemte hændelser og, ved at se visdommen og godheden i dem, vende sig til Herren, Som skaber deres skæbner, og Som er uendeligt Barmhjertig, Kærlig og Retfærdig, og Som bevarer og beskytter Sine tjenere.

Den form, folk antager, når de stadig er foster, deres stadie, når de først lærer at læse og skrive, og den tilstand, de har på deres 35 års fødselsdag, og når de går på pension, er allerede bestemt i bogen i Allahs Syn. Mennesker kan hverken opleve eller opnå noget, som ikke er forudbestemt i deres skæbne. Folk, som ikke bekymrer sig om denne sandhed, tilbringer deres liv i et stadie af frygt og nervøsitet. For eksempel bekymrer de sig hele tiden om deres børns fremtid, hvilken skole de skal gå på, hvilke jobs de får, deres helbred og det liv, de vil få. Men faktisk er alt fra en persons eksistens som en enkelt celle til det tidspunkt, hvor han først lærer at læse og skrive, fra hans svar i en eksamen til det job, han får, og i hvilket firma, hvor mange gange, de vil skrive deres underskrift, og hvordan og hvor de vil dø – alt er forudbestemt i Allahs Syn. Alle disse hændelser ligger skjult i Allahs hukommelse. For eksempel folks stadie i dette præcise øjeblik, som foster, i folkeskolen, på universitet, første dag på jobbet, på deres 35. års fødselsdag, når de ser englene på deres dødstidspunkt, når de begraves af deres slægtninge og det øjeblik, hvor de redegør for sig selv i det Hinsides – alt sammen eksisterer som ét enkelt øjeblik i Hans Syn.

De, som oprigtigt underkaster sig Allah, kan håbe at opnå Hans anerkendelse, barmhjertighed og Paradis, og de vil leve i fred og lykke i denne verden og i det Hinsides. For en person, som har underkastet sig Allah, og som ved, at den skæbne, Han har skabt, er den mest gunstige, er der ingen frygt, anger eller sorg. Sådanne folk gør en reel indsats men vil vide, at disse alle er i deres skæbne, og at de ikke har nogen magt til at ændre, hvad der står i sin skæbne, uanset hvad de gør.

En troende vil underkaste sig den skæbne, Allah har skabt, og vil – så meget som han kan – omfavne de hændelser, der overgår ham. Han vil tage sine forholdsregler og forsøge at vende alle begivenheder til noget positivt, men vil leve med bevidstheden om og roen ved, at han ved, de alle finder sted i hans skæbne, og at Allah allerede har bestemt dem på den mest gunstige måde.

I Koranen taler Allah om en forholdsregel, som Profeten Yaqub (as) tager for sine børns sikkerhed. For at de ikke skulle tiltrække ondskabsfulde personers opmærksomhed anbefalede Profeten Yaqub (as), at hans sønner gik ind i byen gennem separate porte, men han mindede dem også om, at dette aldrig kunne ændre den skæbne, Allah havde bestemt:

Yaqub sagde: ”O mine sønner! Gå ikke ind (i Ægypten) fra én port, men gå ind ad forskellige porte. Jeg kan (dog) på ingen måde værge jer mod Allah. Afgørelsen tilhører Allah alene. Til Ham har jeg sat min lid. De, som sætter deres lid (til nogen), må sætte deres lid til Allah alene.” (Koranen, 10:67)

Allah beskriver i et andet vers, at lige meget, hvad de gør, så kan folk ikke ændre deres skæbner:

Efter denne sorg sendte Han jer en sådan tryghed, at en dyb ro lagde sig over en gruppe af jer, mens en anden gruppe var bekymret for deres eget liv og i uvidenhed tænkte urette tanker om Allah. De sagde: ”Hvad har vi egentlig med denne sag at gøre?” Sig: ”Hele sagen hviler i Allahs hånd.” De skjuler i deres inderste de ting, som de ikke vil afsløre for dig. De siger: ”Hvis vi havde noget med denne sag at gøre, ville vi ikke blive dræbt her.” Sig: ”Selvom I var blevet tilbage i jeres hjem, så ville de, som døden var bestemt for, alligevel have begivet sig til det sted, hvor døden ville indfinde sig.” Dette for, at Allah skal teste det, I har i jeres hjerters inderste, og for at rense jeres hjerter. Allah er alvidende om, hvad der findes i hjertets inderste. (Koranen, 3:154)

Som det kan ses fra dette vers, så vil folk – selvom de undgår en lovende, religiøs overbevisning for at redde deres liv – stadig dø, hvis det står skrevet i deres skæbne. De metoder, som en sådan person vil ty til for at undgå døden, er også bestemt i den skæbne, og alle vil opleve, hvad der er bestemt for dem.

I dette vers erklærer Allah også, at de hændelser, der er skabt i folks skæbner, er ment til at teste dem og rense deres hjerter. I Surah Fatir afsløres det, at enhver persons levetid er forudbestemt i Allahs Syn:

Og Allah skabte jer af jord, derefter af en sammensmeltet dråbe, derefter gjorde Han jer til par. Ingen kvinde bliver svanger, og ej heller føder hun, uden at det er i Hans viden, og ej heller bliver alderen forlænget for en person med høj alder, og ej heller bliver alderen forkortet, uden at det står nedskrevet i en bog. Sandelig, det er meget let for Allah at gøre. (Koranen, 35:11)

De følgende vers fra den Hellige Koran afslører, at alt, en person gør, er blevet nedskrevet linje for linje, og gengiver de hændelser, som Paradisets folk har oplevet som hændelser, som virkelig er sket. Som allerede forklaret, så er Paradisets sande liv fremtiden for os. Men Paradisets diskurser, oplevelser og fester er alle til stede i Allahs hukommelse. Fremtiden for alle folk i denne verden og i det Hinsides har fundet sted på ét øjeblik i Allahs Syn, før vi overhovedet bliver født, og bevares i Hans hukommelse:

Og alt, hvad de har gjort, er i registrene. Alt, stort som småt, er nedskrevet deri. Sandelig, de gudfrygtige vil være i haver og (ved) bække. Ved sandfærdighedens sæde, hos Den almægtige Hersker. (Koranen, 54:52-55)

I nogle af Koranens vers taler Allah om nogle hændelser, som ligger i fremtiden for os, men som allerede har fundet sted i Hans Syn. For eksempel beskriver nogle vers, som afslører, at folk vil skulle redegøre for sig selv over for Allah i det Hinsides, de begivenheder som allerede værende overstået:

Og der vil blive blæst i dommedagsbasunen, og alle himlene og på jorden vil falde om, undtagen dem, som Allah friholder. Derefter vil der endnu engang blive blæst i den, og se, de står alle oprejst, kiggende. Og jorden vil blive oplyst med sin Herres lys, og registret (over handlinger) vil blive taget frem. Profeterne og vidnerne vil blive kaldt frem, og der vil blive dømt imellem dem med sandheden… (Koranen, 39:68-69)

Og de, som udviste vantro, vil blive fordrevet til Helvede i grupper… (Koranen, 39:71)

Og de, som viste frygt for deres Herre, vil blive ført til Paradiset i grupper… (Koranen, 39:73)

Andre vers om samme emne lyder:

Og enhver sjæl vil komme med en, der driver den frem, og en, som vil vidne. (Koranen, 50:21)

Himlen vil sprække og blive skrøbelig. (Koranen, 69:16)

Og Han vil belønne dem, fordi de viste tålmodighed, med en have og med klæder af silke. Her vil de sidde tilbagelænet på troner og hverken føle solhede eller kuldefrost. (Koranen, 76:12-13)

Og Helvede vil blive gjort synlig for den, der ser. (Koranen, 79:36)

Så, nu ler de troende ad de vantro. (Koranen, 83:34)

Og synderne vil se Helvedes ild. Da vil de vide, at de i sandhed skal falde i den, og de vil ikke finde en udvej fra den. (Koranen, 18:53)

Materies Essens Og Skæbnens Faktum Er En Stor Velsignelse For Troende

Det er en stor velsignelse for folk, som tror på Allah, og som er i stand til at se, at Han har skabt alle ting, at kende materies sande essens. Spørgsmål om død, det Hinsides, Paradis og Helvede er alle løst for folk, som forstår denne hemmelighed. Og spørgsmål som ”Hvor er Allah?”, ”Hvor er Paradis og Helvede?” og ”Eksisterer Paradis og Helvede i dette øjeblik?” er alle nemme at besvare. De indser det system, som Allah har skabt universet med ud fra ingenting, og hvordan Han hele tiden skaber, og takket være denne hemmelighed, så bliver spørgsmål som ”hvornår?” og ”hvordan?” meningsløse – fordi faktisk eksisterer hverken tid eller rum. Hændelser, som du endnu ikke har oplevet, har allerede fundet sted. Det er ulogisk og meningsløst at bekymre sig om, sørge over eller fortryde dem.

Forståelse for disse hemmeligheder vender livet i denne verden til en slags Paradis. Alle materielle bekymringer, tvivl, frygt og længsel, som skaber nød i denne verden, vil forsvinde. Man vil se, at Almægtige Allah, Herre af verden, er det eneste absolutte Væsen, og at ingen anden entitet virkelig eksisterer. Man forstår, at hele universet kun har en Herre, at Han ændrer den materielle verden, som Han vil, og at det eneste, man må gøre, er at vende sig til Ham og tage Ham som sin vogter og underkaste sig Ham.

At forstå denne hemmelighed er en af de største velsignelser, som en person kan nyde i denne verden.

Allah er meget tæt på os. Det er Ham, Som skaber mennesket og skænker ham Sin egen Ånd. Den entitet, som man kalder for ”jeg”, er derfor en manifestation af Allah. Allah kender til enhver handling, han gør, alt han tænker – de er alle skabt af Allah. Det er Ham, Som skaber en person til at opfatte, føle, tænke, glædes og blive lykkelig. En person lever hvert øjeblik, som Allah bestemmer det. Enhver hændelse, som man kommer ud for, er på den måde, som Allah har bestemt. Det er den sande situation. En person har ingen anden vogter og medhjælper end Allah, det eneste absolutte Væsen. Hans eksistens gennemsyrer hele verden og alle steder. Intet eksisterer ud over Almægtige Allah, den Store og Ophøjede, det Eneste Væsen, Som man må søge ly, hjælp og belønning hos.

I Koranen fortæller Allah os dette:

Det er Allah, jeres Herre! Der er ingen anden gud end Ham. Han er Skaberen af alting, så tilbed Ham. Han er formynderen over alting. Intet syn kan rumme Ham, men Han rummer alt syn. Han er Den Algode, Den Altvidende. (Koranen, 6:102-103)