Materialisternes filosofi tilbyder en enkelt forklaring på ordenen og balancen i universet: den er tilfældig. Ifølge denne påstand er hele universet skabt af tilfældighed.
Selv når vi kun foretager en overfladisk undersøgelse af universet, ser vi imidlertid at denne påstand er fuldstændig urealistisk. Tilfældighed leder kun til kaos. Men det er orden, snarere end kaos, som hersker i universet. Denne orden beviser for os eksistensen og den evige kraft hos Allah, Han som skabte universet af ingenting og gav det form.
Når vi udforsker universet, opdager vi talrige eksempler på orden. Den jord, vi lever på, er kun et af disse. Med alle dens egenskaber, er jorden skabt med utroligt fine balancer, der gør den egnet til levende væsners overlevelse. Jordens afstand til solen, aksens hældning i forhold til dens bane, balancerne i atmosfæren, omdrejningshastigheden omkring jordens egen akse og omkring solen, havenes og bjergenes indflydelse på jorden, de levende væsners egenskaber og samspillet mellem dem er kun nogle få elementer i denne miljømæssige balance.
Når jorden sammenlignes med andre planeter, bliver det endnu mere indlysende, at den er skabt specielt for mennesket. Vand er f.eks. en sammensætning, som er meget sjælden i rummet. Vand i flydende form findes kun på vor planet af alle solsystemets planeter. Desuden er mere end 70% af jorden dækket af vand. Millioner af varianter af levende væsner lever i dette materiale. At vand kan fryse, dets evne til at tiltrække og opbevare varme, eksistensen af meget store vandmasser i form af havene samt den jævne fordeling af varme på jorden er alle særlige kendetegn for jorden. Ingen anden planet har en sådan flydende masse, der konstant bevæger sig.
Jordens akse har en hældning på 23 grader i forhold til dens bane. Årstidernes skiften afhænger af denne hældning. Hvis denne hældning var blot en lille smule anderledes, end den er nu, ville temperaturforskellene mellem årstiderne betyde, at ekstremt og uudholdeligt varme somre og ekstremt kolde vintre ville brede sig over jorden.
Jordens hastighed omkring sin akse er den mest passende for levende væsner.
Når vi betragter andre planeter i solsystemet, ser vi, at de også har nat og dag. Da tidsforskellene imidlertid er meget større end dem på jorden, er temperaturforskellene på dag og nat meget store. De voldsomme vinde i andre planeters atmosfære findes ikke i jordens atmosfære på grund af den afbalancerede rotation.
De luftarter, som atmosfæren består af, og den koncentration, de findes i, er ekstremt vigtige ikke kun for menneskets eksistens, men for eksistensen af alle levende væsner på jorden. Blandingen af atmosfærens luftarter i det præcist rette forhold, som er konstant, muliggøres af samspillet mellem talrige fine balancer.
Hundredvis af punkter kan tilføjes listen over de ovenfor nævnte egenskaber.
Den jord, vi lever på, er meget specielt konstrueret for at sikre levende væsners overlevelse. Den er et produkt ikke af tilfældigheder, men af en bevidst orden. Denne perfekte orden, som hersker i hele universet, fører os til en enkelt konklusion: en Skaber med uendelig kraft og visdom, det vil sige Allah, Han som er Besidderen af alle verdner, skabte dette univers.
Der findes følgende basale luftarter i atmosfæren: kvælstof (78%), ilt (21%), argon (mindre end 1%) og kultveilte (0.03%). Luftarter i atmosfæren kan opdeles i to grupper: de, som er “reaktive” og de, som er “nonreaktive”. Analyser af reaktive luftarter viser, at de reaktioner, som de indgår i, er essentielle for liv, mens de nonreaktive luftarter producerer blandinger, der er ødelæggende for liv, når de bliver aktive. Argon og kvælstof er for eksempel inaktive luftarter. De kan indgå i meget få kemiske reaktioner. Hvis de havde været i stand til let at indgå i reaktioner, som ilt, ville f.eks. havene ændres til salpetersyre.
På den anden side reagerer ilt med andre atomer, med organiske blandinger, ja, endda med klipper. Disse reaktioner frembringer livets mest grundlæggende molekyler, som f.eks. vand og kultveilte.
Udover luftarternes reaktionsevne er deres koncentrationsmængde også yderst afgørende for livet.
Lad os f.eks. undersøge ilt. Ilt er den mest aktive luftart i vor atmosfære. Det høje iltindhold i vor atmosfære er et af de træk, der adskiller jorden fra andre planeter i solsystemet, hvor der ikke forefindes selv den mindste smule ilt.
Hvis der var mere ilt i atmosfæren, ville iltning foregå hurtigere og klipper og metaller ville hurtigere blive nedbrudt. Som følge heraf ville jorden blive nedbrudt og opløses, og dyr og mennesker ville stå overfor en stor trussel. Hvis vi havde en lille smule mindre ilt, ville vejrtrækningen blive besværligere og der ville blive produceret mindre ozon. Forandringen i mængden af ozon ville være ødelæggende for livet. Mindre ozon ville medføre, at solens ultraviolette stråler nåede jorden med større styrke og derved udslettede livet. Mere ozon ville forhindre solens varme i at nå jorden og derfor blive ødelæggende.
Kultveilten må holdes i samme fine balance. Planter optager solens stråler ved hjælp af denne luftart, de blander den med vand og danner bikarbonat, der kan opløse klipper, og efterlader det i havene. De nedbryder også denne luftart og frigiver ilt til atmosfæren. På denne måde frigives der hele tiden ilt, som er uundværlig for levende væsner, til atmosfæren. Denne luftart hjælper også jorden med at vedligeholde “drivhuseffekten”, som holder jordens temperatur konstant.
Hvis der var mindre kultveilte, ville mængden af planteliv på jorden og i havet blive reduceret, hvorved der blev mindre føde til dyrene. Der ville være mindre bikarbonat i havene, som derfor ville blive mere sure. En stigning af kultveilten i atmosfæren ville fremskynde den kemiske nedbrydning af landjorden og skabe en skadelig alkalirest i havene. Desuden ville drivhuseffekten øges, hvorved temperaturen på jordens overflade ville stige og jordens liv ville blive udslettet.
Som det kan ses, har atmosfærens eksistens stor betydning for fortsættelsen af livet på jorden. En række astrofysiske forhold må sameksistere for at atmosfæren kan bevares.
1. Derfor må jorden holde en bestemt afstand til solen. Denne afstand spiller en rolle i forhold til den mængde af varme-energi, der når jorden fra solen. En lille ændring af jordens afstand til solen – hvad enten det er nærmere eller fjernere – ville medføre store ændringer i mængden af den varme, der når jorden fra solen. Beregninger viser, at et 13 procents fald i den varmemængde, der når jorden, vil medføre, at jorden vil blive dækket af et 1.000 m tykt islag. En ubetydelig stigning ville medføre, at alle levende væsner blev brændt.
2. Temperaturen over hele jorden skal være ensartet. For at opnå dette, skal jorden rotere om sin egen akse med en bestemt hastighed (1.670 km/t ved ækvator). Hvis jordens omdrejningshastighed overskrider en vis grænse, vil atmosfæren blive
ekstremt varm og luftmolekylernes hastighed, hvormed de bevæger sig væk fra jorden øges, og vil bevirke at atmosfæren spreder sig ud i rummet og forsvinde.
Hvis jordens omdrejningshastighed bliver langsommere, vil den hastighed hvormed luftmolekylerne bevæger sig væk fra jorden falde og på grund af tyngdekraften vil de også forsvinde, idet de vil blive opsuget af jorden.
3. Hældningen af jordens akse på 23o27’ forhindrer dannelsen af den overskudsvarme mellem polerne og ækvator, som ellers kunne være en hindring for dannelsen af atmosfæren. Hvis denne hældning ikke havde eksisteret, ville temperaturforskellen mellem polarområderne og ækvator øges enormt og umuliggøre eksistensen af en egnet atmosfære.
For at holde jordens overfladetemperatur på et konstant niveau, må temperaturfald forhindres, særligt om natten. Derfor er det nødvendigt med en sammensætning, der forhindrer varmetab fra atmosfæren. Dette behov imødekommes ved tilstedeværelsen af kultveilte i atmosfæren. Kultveilte dækker jorden som et tæppe og forhindrer et varmetab ud i rummet.
Mellem polerne og ækvator er der en varmeforskel på 120o C. Hvis en sådan varmeforskel havde eksisteret på en mere jævn overflade, ville der blive kolossale atmosfæriske forstyrrelser og voldsomme storme med en hastighed på 1.000 km/t ville vende op og ned på jordkloden. På grund af disse storme ville atmosfærens balance hurtigt blive ødelagt og atmosfæren ville spredes.
Jorden er imidlertid ujævn og det forhindrer mulige kraftfulde luftstrømme, der kunne være opstået på grund af varmeforskellen. Ujævnhederne begynder med Himalaya, der ligger mellem det indiske subkontinent og Kina. De fortsætter i Taurusbjergene i Anatolien og gennem bjergkæder, der forbinder Atlanterhavet i vest med Stillehavet i øst, når de Alperne i Europa. I havene fordeles overskudsvarmen fra ækvator mod nord og mod syd som følge af væskers egenskaber hvorved varmeforskellene balanceres.
Som det kan ses, er eksistensen af luft, et af de fundamentale livselementer, kun mulig gennem tilvejebringelsen af tusinder af fysiske og økologiske balancer. Hvad mere er, så er tilvejebringelsen af disse forhold på vor planet i sig selv ikke tilstrækkeligt for fortsættelsen af liv på jorden. Hvis jorden eksisterede i sin nuværende tilstand med sine geofysiske strukturer og sin bevægelse i rummet, men med en anden placering i galaksen, ville balancen også blive forstyrret.
For eksempel ville en mindre stjerne end solen betyde, at jorden blev ekstremt kold og en større stjerne ville betyde, at den blev brændt.
Det er tilstrækkeligt at iagttage de døde planeter i rummet for at forstå, at jorden ikke er resultatet af tilfældige sammenfald. De forhold som er nødvendige for livets eksistens er alt for komplicerede til at være skabt “af sig selv” og tilfældigt. Desuden er kun jorden, indenfor dette solsystem, skabt specielt til at rumme liv.
 | |
| A. Atmosferdeki Nitrojen | 7. Azot Sabitleştirici Bakteri |
Kvælstof omdannes til ammoniak gennem lyn og opløses (med regn) i jorden | Bakterier omdanner aminosyrer til ammoniak |
Kvælstoffets kredsløb udgør et andet bevis for, at jorden er skabt specielt til mennesker.
Kvælstof er et af de grundlæggende elementer, der eksisterer i vævet hos alle levende organismer. Skønt 78% af atmosfæren består af kvælstof, kan dyr og mennesker ikke optage det direkte. Det er bakteriernes hovedopgave at opfylde vort behov for kvælstof.
Kvælstoffets kredsløb starter med luftarten kvælstof (N2) i luften. Bakterier, som lever i visse planter, omdanner kvælstof i luften til ammoniak (NH3). Andre bakterier derimod omdanner ammoniak til nitrat (NO3). (Lyn spiller også en vigtig rolle ved omdannelsen af kvælstof i luften til ammoniak).
I næste fase optager levende væsner, som producerer deres egen føde, f.eks. grønne planter, kvælstoffet. Dyr og mennesker, som ikke kan producere deres egen føde, kan kun få dækket deres behov for kvælstof ved at spise disse planter.
Kvælstoffet i dyr og mennesker vender tilbage til naturen gennem afføringen og de døde kroppe, som nedbrydes af bakterier. Herved rydder bakterierne ikke kun op, men de frigiver også ammoniak, som er den vigtigste kilde til kvælstof. Mens en vis mængde ammoniak omdannes til kulstof af visse bakterier og blandes med luften, omdannes en anden del af andre bakterier til nitrat. Planterne optager dette, og kredsløbet fortsætter.
Manglen på bakterier i bare dette kredsløb ville betyde afslutningen på liv. Uden bakterier ville planter ikke kunne få dækket deres behov for kulstof og de ville snart uddø. Det er ikke muligt at tale om liv på et sted, hvor der ikke eksisterer planter.
Selvom vi normalt ikke er opmærksomme på dem, falder der mange meteorer på jorden og på andre planeter. Grunden til at disse meteorer, som laver kæmpekratere, når de rammer andre planeter, ikke skader jorden er, et atmosfæren udøver meget stærk modstandskraft på de faldende meteorer. Meteorer kan ikke kæmpe imod denne modstandskraft ret længe og de bliver betydelig mindre, fordi de brænder. Skønt de er i stand til at forårsage store katastrofer, er denne fare afværget takket være atmosfæren.
I Koranen forklares denne egenskab ved skabelsen af atmosfæren: “ Og Vi gjorde himlen til et beskyttet tag, men alligevel vender de sig bort fra Vore tegn.” (Sura al-Anbija: 32)
Et af de vigtigste tegn på at himlen er et “velbeskyttet tag” er det magnetfelt, som omgiver jorden. Atmosfærens øverste lag består af en magnetisk zone, “Van Allen bæltet”. Denne zone er skabt af egenskaberne ved jordens kerne.
Jordens kerne består af tunge magnetiske elementer som jern og nikkel. Mere vigtigt er det dog, at kernen består af to forskellige strukturer. Den indre kerne er fast, mens den ydre kerne er flydende. Det ydre lag flyder på toppen af det indre lag og skaber derved en magnetisk effekt på tunge metaller, som derefter skaber et magnetfelt. Van Allen bæltet, som er en forlængelse af denne magnetiske zone, når de ydre lag i atmosfæren. Dette magnetiske felt beskytter jorden mod mulige farer fra rummet.
 | |
| 1. Magnetiske feltlinjer | 3. Det indre Van Allen bælte |
En af de mest alvorlige farer er “solvindene”. Bortset fra varme, lys og røntgenstråling sender solen en vind mod jorden, der indeholder protoner og elektroner og som bevæger med en hastighed af 1,5 billioner kilometer i timen.
Solvinde kan ikke passere gennem Van Allen bælterne, som skaber magnetiske felter i en afstand af 40.000 km fra jorden. Når solvinden, som en regn af partikler, møder dette magnetiske felt, opløses den og flyder rundt om feltet.
Atmosfæren opsuger de fleste af de røntgenstråler og ultraviolette stråler, der udsendes fra solen. Hvis ikke denne opsugning fandt sted, ville liv på jorden være umuligt.
De atmosfæriske bælter omkring os tillader kun at uskadelige stråler, radiobølger og synligt lys når jorden. Hvis vor atmosfære ikke besad en sådan uigennemtrængelighed, ville vi ikke kunne bruge radiobølger til kommunikation eller have dagslys, som er livets grundsten.
Ozonlaget, som omgiver jorden, forhindrer skadelige ultraviolette stråler fra solen i at nå jorden. Ultraviolette stråler fra solen er så energifyldte, at de ville dræbe alt levende på jorden. For at gøre liv på jorden muligt, udgør ozonlaget en anden speciel del af himlens “velbeskyttede tag”.
Ozon består af ilt. Molekylerne i luftarten ilt (O2) består af to iltatomer, mens molekylerne i luftarten ozon (O3) består af tre iltatomer. Ultraviolette stråler fra solen tilfører iltmolekylet et iltatom mere for at danne ozonmolekylet. Ozonlaget, som er skabt af de ultraviolette stråler, standser farlige ultraviolette stråler og udgør dermed en af de mest fundamentale forudsætninger for liv på jorden.
Kort sagt, hvis jordens kerne ikke havde evnen til at skabe magnetiske felter og atmosfæren ikke havde den struktur og tæthed, der gør, at den kan filtrere farlige stråler, ville liv på jorden være udelukket. Det er utvivlsomt umuligt for mennesket eller noget andet levende væsen at frembringe disse egenskaber. Det er indlysende, at Allah har skabt disse beskyttende egenskaber, som er fundamentalt nødvendige for menneskeligt liv, og at Han skabte himlen som et “velbeskyttet tag”.
At andre planeter mangler et sådant “velbeskyttet tag”, er et andet tegn på at jorden er specielt skabt for mennesker. Kernen i for eksempel planeten Mars er fast og derfor er der ikke noget beskyttende magnetfelt omkring den. Da Mars ikke er så stor som jorden, har der ikke udviklet sig et tryk, som er stort nok til at skabe den flydende del af kernen. For at der kan skabes et magnetfelt omkring en planet er det ikke nok, at den har den rette størrelse. Venus, for eksempel, har en diameter, som er næsten den samme som jordens. Dens masse er kun 2% mindre end jordens og dens vægt er næsten den samme som jordens. På grund af trykket og andre forhold, er det uundgåeligt, at der skulle opstå en metallisk flydende del i Venus’ kerne. Der er imidlertid intet magnetfelt omkring Venus på grund af Venus’ relativt langsomme rotation i forhold til jordens. Mens jorden fuldender rotationen omkring sin akse på et døgn, bruger Venus 243 døgn.
Månen og andre planeters størrelse samt deres afstand til jorden er også vigtig for eksistensen af det magnetiske felt, der udgør jordens “velbeskyttede tag”. Hvis en af disse planeter var større end den er, ville det medføre, at dens tyngdekraft var større. En naboplanet med en sådan større tyngdekraft ville forandre hastigheden i jordens flydende og faste kerne og forhindre udviklingen af et magnetfelt, som vi kender det i dag.
Kort sagt, at himlen har denne egenskab som et “velbeskyttet tag”, forudsætter, at mange variabler, som for eksempel strukturen i jordens kerne, dens omdrejningshastighed, afstanden mellem planeterne og planeternes masse samles i det mest passende punkt.
 |
| Hvis atmosfæren ikke havde et beskyttende skjold, ville jorden være forsvarsløs overfor meteorbygerne. |
Hvert øjeblik sendes millioner af kubikmeter vand fra havene til atmosfæren og derfra til jorden. Livet afhænger af dette enorme kredsløb. Hvis vi havde forsøgt at arrangere dette kredsløb, ville det ikke lykkes for os, om så vi havde brugt alverdens teknologi. Gennem fordampning får vi vand, den første og vigtigste betingelse for liv, uden at skulle bruge ekstra energi. Hvert år fordamper der 45 millioner kubikmeter vand fra havene. Det fordampede vand bæres af vinden ind over land i form af skyer. Hvert år bæres der 3-4 millioner kubikmeter vand fra havene til land, og derved frem til os.
Enkelt sagt: Vandet, hvis kredsløb vi ikke kontrollerer og uden hvilket vi ikke kan leve mere end nogle få dage, kommer til os på en meget speciel måde.
Koranen minder os om, at dette er et af de klareste tegn og at mennesker skulle være taknemmelige for det:
“Ser I ikke vandet, som I drikker? Er det jer, der sender det ned fra regnskyen eller er det Os, som sender det? Hvis Vi ville, kunne Vi have gjort det bittert.” Hvorfor er I da ikke taknemmelige?” (Sura al-Waqi’ah: 68-70)
I den tolvte strofe i Sura al-Zukhruf beskrives vand som noget, der sendes ned i “et (bestemt) mål”.
“Sandelig, regnen falder på jorden i aldrig svigtende mængder.”
 |
| 1. Dannelsen Af Regn |
Det første af de forhold, der vedrører regnen er den hastighed, hvormed den falder. Hvis en genstand med samme vægt og størrelse som en regndråbe, faldt fra en højde af 1.200 m, ville den accelerere hele vejen og ramme jorden med en hastighed på 558 km/t. Regndråbers gennemsnitshastighed er imidlertid kun 8-10 km/t.
Grunden til dette er, at regndråben har en speciel form, som øger atmosfærens modstandskraft, hvorved den falder langsommere til jorden. Et blik på tallene herunder er tilstrækkeligt, til at forstå den katastrofe jorden ville udsættes for, hver gang det regnede, hvis regndråberne havde en anden form eller atmosfæren manglede modstandskraften.
Minimumshøjden for skyer er 1.200 m. Den effekt, som skabes når en enkelt dråbe regn falder fra den højde, svarer til, at en genstand på 1 kg falder 15 cm. Der findes også regnskyer i en højde af 10.000 m. I dette tilfælde ville effekten af en enkelt dråbes fald svare til, at en genstand på 1 kg faldt 110 m.
Det er beregnet, at på et sekund fordamper der omkring 16 millioner tons vand fra jorden. Dette tal svarer til den mængde vand, der falder på jorden på et sekund. På et år løber dette tal op i 505x1012 tons. Vand cirkulerer konstant i et balanceret kredsløb, i “et (bestemt) mål”.
Først efter opfindelsen af vejr-radaranlæg blev det muligt at opdage de stadier, regn dannes i. Ifølge disse anlæg foregår dannelsen af regn i tre stadier. Første stadium: vinden dannes, andet stadium: skyer dannes, tredje stadium: regndråber opstår.
Koranens beretning om dannelsen af regn viser store paralleller til disse opdagelser:
“Det er Allah, som sender vindene (første stadium), så de driver skyerne af sted.
Så spreder Han dem ud på himlen, som Han vil, og Han lader dem lægge sig i lag (andet stadium). Så ser du regnen strømme ud af deres midte (tredje stadium).
Og når Han lader den falde over hvem Han vil af sine tjenere, så fryder de sig.” (Sura al-Rum: 48)
 |
| Fra havoverfladen brister hvert øjeblik utallige små luftbobler, som er dannet af havskummet, og talrige vanddråber med et højt saltindhold, sendes op i atmosfæren. Vanddråberne føres af sted med vinden og på denne måde fyldes atmosfæren med 27 millioner tons salt om dagen. Disse saltpartikler danner den kerne, hvorom regndråben senere dannes. Vandpartikler omgiver de saltkrystaller, der er ført fra havet til skyerne og danner på denne måde regndråber. Når dråberne bliver tungere end luften, begynder de at falde fra skyerne mod jorden som regn. |
Utallige luftbobler, som er skabt af det skummende hav, brister hele tiden og medfører, at vandpartikler skydes mod himlen. Disse partikler, som indeholder meget salt, bæres af vinden op i atmosfæren. Disse partikler, som hedder “aerosols” luftbobler, fungerer som vandbeholdere. De danner skyer ved at samle det fordampede vand, som stiger op fra havene som små dråber.
 |
Skyerne dannes af fordampet vand, som fortættes rundt om saltkrystaller eller støvpartikler i luften. Da vanddråberne i disse skyer er meget små (med en diameter på 0.01-0.02 mm), svæver skyerne i luften og spreder sig over himlen. På denne måde dækkes himlen af skyer.
De vandpartikler, der omgiver saltkrystaller og støvpartikler, vokser og danner regndråber, som falder fra skyerne mod jorden som regn, når de bliver tungere end luft.
Koranen henleder vor opmærksomhed på, at regnen er usaltet:
“Ser I ikke vandet, som I drikker? Er det jer, der sender det ned fra regnskyen, ellerer det Os, som sender det ned? Hvis Vi ville, kunne Vi have gjort det bittert. Hvorfor er I da ikke taknemmelige? (Sura al-Waqi’ah: 68-70)
“...og Vi har givet jer frisk vand at drikke.” (Sura al-Mursalat: 27)
“Det er Ham, som sender vand ned fra himlen til jer: af det drikker I og af det (vokser) planterne, hvoraf kvæget æder. Ved det lader Han kornet gro for jer og oliven og daddelpalmer og druer og frugter af enhver art. Sandelig, heri er der visselig et tegn for folk, som vil tænke efter.” (Sura al-Nahl: 10-11)
Som vi ved. stammer regnvand fra fordampning og 97% af fordampningen finder sted fra salte have. Regnvand er imidlertid saltløst. Grunden hertil findes i en anden fysisk lov, som Allah har oprettet. Ifølge denne lov vil vand, som fordamper, hvad enten det er fra salte have, mineralske søer eller fra mudder, ikke indeholde noget fremmed materiale. Det falder helt rent til jorden, efter Allahs bestemmelse: “...Og vi sender rent vand ned fra himlen,...” (Sura al-Furqan: 48)
I Koranen henleder mange strofer vor opmærksomhed på regnens funktion som det element, der kan “skænke liv til dødt land”. “...Og vi sender rent vand ned fra himlen, For at Vi kan skænke liv til et dødt land med det og give det som drikke til kvæg og mange mennesker, som Vi har skabt.” (Sura al-Furqan: 48-49)
Udover at fylde jorden med vand, som er et uomgængeligt behov for levende væsner, har regnen også en frugtbargørende effekt.
Regndråber, som når skyerne efter at være fordampet fra havene, indeholder visse stoffer, som vil “skænke liv” til et dødt land. Disse livgivende dråber kaldes “overfladespændingsdråber”. Overfladespændingsdråber dannes i det øverste lag af havets overflade, som biologer kalder mikrolaget. I dette lag, som er tyndere end 1/10 mm, er der mange organiske rester fra den forurening, der skyldes mikroskopiske alger og animalsk plankton. Nogle af disse rester udgøres af elementer, som er meget sjældne i havvand, som for eksempel fosfor, magnesium, kalium og visse tungmetaller som for eksempel kobber, zink, kobolt og bly. Disse “livgivende” dråber føres op i luften af vinden og efter et stykke tid falder de til jorden, inde i regndråberne. Frø og planter på jorden finder i disse regndråber talrige metalliske salte og elementer, som er afgørende for deres vækst.
 |
| "Among His Signs is that you see the earth laid bare and then when We send down water on it, it quivers and swells. He Who gives it life is He Who gives life to the dead. |
Denne tildragelse åbenbares i et andet vers:
“Og Vi sender velsignet vand ned fra himlen, og Vi lader haver og korn vokse frem.” (Sura Qaf: 9)
De salte, der falder som regn er små eksemplarer af visse almindelige gødningsstoffer (kalcium, magnesium, kalium og så videre), som bruges for at øge frugtbarheden. De tungmetaller, som findes i disse luftbobler, udgør en anden påvirkning, der øger frugtbarheden ved udviklingen og frembringelsen af planter.
Kort sagt, regn er en vigtig gødningsart. Ufrugtbart land kan få tilført alle de nødvendige elementer til plantevækst, i løbet af et århundrede, udelukkende gennem den gødning, der falder med regnen. Også skove kan udvikles og næres ved hjælp af disse hav-baserede luftbobler.
På denne måde falder der hvert år 150 millioner tons gødning på den samlede landoverflade. Fandtes der ikke naturlig gødning, som denne, ville der være meget lidt vegetation på jorden og den økologiske balance ville svækkes.
 |
 |
En af de mest interessante og vigtigste egenskaber ved vand er den, at det i modsætning til andre stoffer er lettere i sin faste form end i sin flydende form – det vil sige, at is er lettere end vand. Derfor starter havene med at fryse ovenfra, fordi det frosne lag er lettere end den flydende del af vandet. På denne måde fjernes risikoen for at havene fryser fuldstændigt til og dermed udslettes liv i havet. Det frosne lag, som løfter sig, isolerer den flydende del, som forbliver nedenunder, fra det kolde vejr ovenover.
Hvis is var tungere end vand (hvad der normalt kunne forventes), ville havene begynder med at fryse fra bunden. I dette tilfælde ville den isolering, som blev omtalt ovenfor, ikke finde sted. Hele havet ville fryse og livet i vandet ville blive udslettet. Da is fylder mere end vand, ville de frosne have fylde mere og forårsage, at havoverfladen stiger og breder sig ind over landjorden.
Endvidere er det meget vigtigt for liv, at vand er tungest ved +4o C. Når vandet i havet når +4o C, synker det til bunds, fordi det er tungt. Af den grund er bundvandet i de have, der er dækket af isbjerge, altid i en flydende tilstand og har en temperatur på +4o C, som gør det muligt for levende væsner at overleve. På samme måde er bunden af søer og floder, som om vinteren er dækket af et islag, også livsbevarende.
En anden egenskab ved vand er dets langsomme fordampning og afkøling. Det er en kendt sag, at sand, som om sommeren hurtigt opvarmes om dagen hurtigt køler af om aftenen. Havets temperatur svinger kun to til tre grader mellem dag og nat. Grunden til dette er, at havvandet på en eller anden måde bevarer sin temperatur under pludselige temperatursvingninger og forsinker fordampningen og afkølingen.
Når denne egenskab ved vand betragtes på verdensplan, ses det, at vand, hvad enten det er i flydende form eller som damp, i havet eller i atmosfæren, spiller den vigtigste rolle for jordens temperatur. I de egne af jorden, som udsættes for stærk sol, forhindrer det vand, som dækker jorden, overophedning ved at opsuge varmen. I de egne af jorden, som ikke udsættes for så stærk sol, fungerer havene og andet vand som en slags radiator med den varme de indeholder. Derved forhindrer de, at temperaturen bliver for lav. På denne måde holdes temperaturforskellen mellem dag og nat altid indenfor rimelige grænser, som mennesker og andre levende væsner kan tåle. Hvis mængden af vand på jorden var mindre end landområdernes størrelse, ville temperaturforskellene mellem nat og dag øges kraftigt og omdanne jorden til en ørken, hvor liv ville være umuligt eller i det mindste meget vanskeligt.
Skyer kan være utroligt tunge. For eksempel samles der i en stormsky “Cumulo-nimbus” op til 300.000 tons vand.
Etableringen af en orden hvori en masse på 300.000 tons kan svæve på himlen er uden tvivl temmelig forbløffende. Et vers i Koranen henleder vor opmærksomhed på skyernes vægt:
“Og det er Allah, der sender vindene med godt nyt om Sin Nåde (regn). Når de tunge regnskyer har samlet sig - driver dem til et dødt land. Så lader Vi vandet strømme ned og lader alle slags frugter vokse derved. På samme måde lader Vi de døde oprejse, så I vil huske eller tænke jer om.” (Sura al-A’raf: 57)
Vindene
“…Og vindenes skiftende retninger, er tegn for et folk, som bruger deres fornuft.” (Sura al-Djathija: 5)
 |
Vind består af de luftstrømme, der dannes mellem forskellige temperaturzoner. Skiftende temperaturer i atmosfæren medfører forskellige lufttryk, som konstant får luften til at bevæge sig fra højtryk til lavtryk. Hvis forskellen mellem trykcentrene, det vil sige mellem temperaturer i atmosfæren, er for stor, bliver luftstrømmene, det vil sige vinden, meget hård. På denne måde opstår ødelæggende vinde, som for eksempel orkaner.
Det interessante er, at trods højst afvigende temperaturzoner og tryk, som for eksempel mellem ækvator og polerne, er vor jord, takket være forskellige barrierer og “regulatorer”, ikke hele tiden udsat for de meget hårde vinde. Hvis den kæmpe luftstrøm, som ellers sandsynligvis ville være blevet dannet mellem polerne og ækvator, ikke var blevet dæmpet på de måder, som bliver beskrevet længere fremme, ville jorden være blevet ændret til en død planet, konstant udsat for hårde storme.
I princippet bryder højdeforskellene på jorden vindenes styrke. De meget forskellige højder medfører dannelsen af varme og kolde frontsystemer. Når disse frontsystemer ses på de lavereliggende bjergsider, danner de nye vinde. Takket være klinter ved havet, ændres på denne måde det to-centrede frontsystem mellem ækvator og polerne til et multi-centret system, og vindene afbødes ved at blive kanaliseret i forskellige retninger. Korridorer hjælper vindene med at sprede luften jævnt over jorden.
Hældningen på jordens akse spiller også en stor rolle ved afbøjningen af vindene. Hvis hældningen af jordens akse havde stået præcis lodret på dens bane, ville jorden hele tiden have lidt under voldsomme storme. Vor planets ækvatorialakse hælder imidlertid i en vinkel på 23o27’. Derfor er temperaturen i områderne mellem de to poler ikke altid den samme, men skifter i overensstemmelse med årstiderne. Dette betyder, at lufttrykket bringes i balance og at vindens styrke derfor formindskes. Når temperaturforskellen mellem ækvator og de to poler falder, bliver vindene varmere.
Endvidere findes der to luftlag rundt om planeten for at afbalancere temperaturforskellene. Ozonlaget og kultveiltelaget regulerer atmosfærens temperatur. Ozonlaget opsuger “overflødige” solstråler. Kultveilte har derimod den modsatte funktion: Det tilbageholder den nødvendige varme og forhindrer afkøling.
Hele dette emne viser os, at menneskets liv afhænger af et stort system, der består af uendeligt komplekse undersystemer. Hele universet er skabt for at muliggøre liv.
