Kapitel 5: Jøder Og Kristne I Fanatikernes Religion

Fanatikernes skræmmende tankegang, som vi især har set, når de gælder krig og kvinder, kan også ses i deres attitude over for Bogens Folk, jøder og kristne. Det er igen de opdigtede hadith, som i årevis har forgiftet muslimske samfund, som har ført til intenst fjendskab over for kristne og jøder. På baggrund af disse falske hadith, berettet som om de blev fortalt af Profeten (ﷺ) selv, har muslimske samfund ignoreret de retskafne jøder og kristne, som lovprises i Koranen, og har levet i total uvidenhed om det faktum, at jøder og kristne må forblive under muslimers beskyttelse. På baggrund af denne fejlagtige tankegang har de ignoreret de vers i Koranen, hvori oprigtige kristne og jøder beskrives. I det islamiske syn betyder nægtelse af nogen af Koranens vers, at man afsværger troen, og de har endda formået at undervurdere det.

Denne sektion diskuterer den sande betydning af vers i Koranen, som fanatikerne og nogle modstandere af islam forsøger at bruge som bevis for fjendskab over for Bogens Folk i islam, og også de opdigtede hadith, som er den sande årsag til det fjendskab over for jøder og kristne, som der er blevet opfordret til gennem årene. Vi må også huske de følgende meget vigtige fakta: Kristendom og jødedom er sande trosretninger, som blev nedsendt før islam, og ifølge Koranen har alle muslimer ansvar for at acceptere alle de sande trosretninger og sande profeter. Et vers lyder:

Sig: "Vi tror på Allah og på det, som er blevet sendt ned til os, på det, som er blevet sendt ned til Ibrahim, Ismail, Ishaq, Yaqub og stammerne, på det, som blev givet til Musa og Isa, og på det, som blev givet til profeterne af deres Herre. Vi gør ingen forskel på nogen af dem, og vi har hengivet os til Ham." (Sura al-Baqara, 136)

Der er ingen tvivl om, at disse sande trosretninger gradvist er blevet fejltolket af fanatiske tankegange, og at denne fordrejning er nået helt ud til de hellige skrifter selv. Men når vi ser på Koranen, som vil forblive ufordærvet indtil Dommedag, forstår vi, at vi må tro på kristendommen og jødedommen i deres første og originale former, og handle i overensstemmelse dermed.

Nogle muslimske samfund, som stadig anvender en fjendtlig politik af skræmmende dimensioner mod kristne og jøder, på trods af de ovenstående vers og andre vers i Koranen, som lovpriser Bogens Folk, og derfor repræsenterer denne fabrikerede fanatiske tro, ikke islam i Koranen.

Nogle folk begår denne fejl bevidst, og andre ubevidst. Formålet med denne bog er at advare dem, som kommer til at begå denne fejl og at vise nogle modstandere af islam, at den religion, de er imod, ikke er det sande islam.

I kontrast til alle de påstande, fanatikerne kommer med, forbander Koranen fjendskab mod Bogens Folk og tilråder kærlighed til dem. Lad os nu se på beviserne for dette:

Svar Fra Koranen Til De, Som Leder I Koranen Efter Fjendskab Mod Jøderne

Særlig jøderne, et af Bogens Folk, har i årevis haft svært ved at forstå, muslimernes fjendskab over for dem. De har forestillet sig, at der må være et sådan bud i Koranen, og at de pågældende muslimer handler ud fra det. Nogle af dem har derfor altid skudt skylden på islam. De er ikke klar over, at Koranen faktisk forbander folk, som er fjendske over for jøder.

Der er to hovedpåstande, som jøderne får rettet mod sig, at jøderne forbandes og at de er sammenlignelige med aber og grise (vores jødiske brødre og søster er bestemt mere end det). Fanatikerne baserer, i deres eget syn, deres påstande på Koranen. Lad os nu tage et kig på, hvad Koranen virkelig siger.

Sammenligningen Med "Aber Og Grise" Og Hvad Koranen Virkelig Siger Om Bogens Folk

Bogens Folk har en speciel plads i Koranen. Gud lovpriser oprigtige jøder og kristne og åbenbarer, at Han vil belønne dem i det hinsides. Alle Bogens Folk er betroet til muslimer. Den tiltro udtrykker de følelser af kærlighed og hengivenhed, som muslimer skal føle. Det betyder dog ikke, at Bogens Folk har brug for beskyttelse.

Nogle fanatikere ser på Koranens vers for at finde bevis for deres fjendskab over for jøderne, og det er også det vigtigste kort på hånden for vestlige modstandere af islam. Disse folk opfordrer fjendskab mod jøderne ved fejlagtigt at pege på Koranens vers og sige, at jøderne forbandes og sammenlignes med "aber og grise." Når vi ser på Koranen er de folk, som forbandes og sammenlignes med dyr, dog polyteister, som er opstået blandt jøderne og som opfører sig hyklerisk og aggressivt.

Lad os undersøge Koranens vers om emnet:

I vers 60 i Sura al-Ma’ida taler Gud om et samfund, som Han betragtede som "aber og svin". I lyset af de foregående vers består dette samfund af folk blandt de, som "fik Skriften", altså blandt kristne og jøder med andre ord:

Undersøgelse Af Vers 60 I Sura Al-Ma'ida:

Disse vers omtaler et samfund, som er opstået blandt Bogens Folk. Men dette samfund har tilbedt falske guder. De er afvigere, som har insisteret på at begå synder og har hånet troen. Udtrykket "Bogens Folk" bruges udelukkende for at identificere det samfund, hvorfra disse dobbeltmoralske folk er opstået, ikke til at antyde, at Bogens Folk som helhed er skyldige i sådanne ting (de er bestemt større end det).

Vi kan se hele beskrivelsen, når vi ser på versene før vers 60 i Sura al-Ma’ida. Vers 57 erklærer, "Tag ikke dem, der fik Bogen før jer, og som håner og driver spot med jeres religion, og (ej heller) de vantro, som jeres beskyttere. " Udtrykket "før jer" betyder før muslimer, og ordene "fik Bogen" betyder kristne og jøder, og versene omtaler folk, som er vantro og gør nar ad deres religion blandt kristne og jøder. Lad os gentage, at dette ikke er en generelt reference til jøder og kristne, men til et ureligiøst, aggressivt og hånende samfund, som er opstået blandt dem. Sådan et samfund er en stor trussel og fare, ikke kun for muslimer, men også for jøder og kristne.

For at ordet "vantro", som optræder i versene citeret her og nedenfor, ikke skal misforstås, må emnet gøres klart: Man kan tro på en religion eller ej. Man er fri til at vælge, og dette er et emne, man kan beslutte sig for i sin egen bevidsthed. En troende vil aldrig forsøge at pålægge nogen, som ikke tror, sin religion. Sådan tvang er udtrykkeligt forbudt i Koranen. Faktisk har en muslim, som vi har det i tidligere afsnit, ansvar for at beskytte en vantro, selv på bekostning af sit eget liv.

Men hvis den vantro håner og griner af troen, og derved forsøger at skade troende og deres værdier, hvis han forlader kærlighed og hengivenhed og opfører sig på en fjendlig måde i stedet, og endda bliver aggressiv, så begår han en forbrydelse mod Gud. De vantro i versene her besidder netop de kvaliteter og har overskredet grænserne. Gud sammenligner disse folk med aber og svin, fordi de er hyklere og skaber vanskeligheder for troende.

Jøder Som Lovprises

Som vi har set, viser undersøgelsen af versene før vers 60 i Sura al-Ma’ida dette samfunds egenskaber. Undersøgelsen af versene, som følger, åbenbarer kvaliteterne hos de sande jøder og kristne i Koranens øjne.

Sandelig, de, som tror, og jøderne og sabeerne og de kristne, de, som tror på Allah og Den yderste Dag og handler retskaffent, skal ikke føle frygt, ej heller skal de sørge.(Sura al-Ma'ida, 69)

Der er glædelige tidender i dette vers, og de rettes mod jøder og også mod kristne, som tror på Gud og gør gode gerninger. Gud forudsiger, at de jøder og kristne, som er oprigtige, og som tror på Ham, ikke vil smage nogen frygt. Dette er de gode nyheder fra paradis for dem, fordi Gud lover, at de ikke vil kende nogen sorg. Gud sætter dem på et ophøjet sted. Gud udtrykker sin kærlighed for dem.

Gud åbenbarer i vers, at Han aldrig vil tillade oprigtige jøder og kristne, som hengivent tror på Ham, at kende til frygt.

Undersøgelse Af Vers 166 I Sura Al-A'raf

Når vi ser på de vers, som kommer før vers 166 i Sura al-A’raf, ser vi, at de direkte omtaler Israels Børn. Et samfund, som er opstået fra Israels Børn, altså blandt jøderne, adlyder ikke Sabbatten (lørdag). De glemmer og tilsidesætter de påmindelser, de får i troens navn, og gør oprør ved at insistere på at gøre noget, de ikke burde. Derfor er disse folk i et stadie af direkte fornægtelse af deres egen religion. Dette er et samfund, der er opstået fra jødiske samfund, og som nægter at lytte efter.

Når man ser på disse vers, er der et samfund af ærlige og oprigtige jøder og et andet, blandt disse jøder, som repræsenterer er samfund af fornægtere, som nægter at lytte. For eksempel er der i vers 164 jøder, som vedholdende advarer dette samfund og opfordrer dem til sandhed. Deres mål er at kalde dem til den rigtige vej, "for at de dermed må vise gudsfrygt." Vers 165 erklærer, at dette ærlige samfund, som forbyder det onde, blev reddet. De, som blev kyset bort, var de vantro, som nægtede at lytte til råd, og som lavede problemer for de oprigtige jøder.

Før disse vers lovpriser Gud retskafne jøder med disse ord:

Blandt Musas folk er der et samfund, som retleder med sandheden og udøver retfærdighed i kraft af den. (Sura al-A’raf, 159)

Gud lovpriser et samfund fra Moses’ folk, som handler retfærdigt, og vejleder dem til sandheden på grund af denne adfærd. Der er meget visdom i, at Gud nedsender dette vers. Det beskriver på en perfekt måde den attitude, muslimer skal have over for oprigtige jøder.

Undersøgelse Af Vers 65 I Sura Al-Baqara

Sabbatten er et forbud, der er unikt for jøderne. Vi kan derfor se, at dette samfund, som omtales i verset, må være opstået blandt jøderne. Versene før de ovenstående omtaler folk, som gjorde livet vanskeligt for Profeten Moses (ﷺ) gennem tiden i vildmarken, og beskrivelsen her ligner den, der gives i Toraen. Efter at beskrive adfærden i dette samfund af gudsløse, som skabte så mange problemer for Profeten Moses (ﷺ), får vi at vide, at de fik at vide, at de skulle "holde fast ved Toraens bud og handle i overensstemmelse med den. " Ikke desto mindre vendte de ryggen til det råd. Gud foragter de folk, som brød Sabbatten, altså som fornægtede Toraen.

Som det kan ses, var det disse folk, som ikke adlød Toraen, selvom der blev indgået en pagt med dem: Med andre ord er de ikke jøder, men fornægtere. Deres hensynsløshed omkring Sabbatten bekræfter dette. En egenskab hos disse folk er, at de – ud over at være fornægtere – konstant skaber problemer for Profeten Moses (ﷺ) og oprigtige jøder. Det er grunden til, at de gør sig fortjent til foragt.

Et andet faktum her er, at oprigtige jøder og kristne i verset, lige før dette, lovprises og får glædelige tidender om det hinsides:

Som vi har set, betragtes jøder og kristne som at fortjene lovprisning i Koranen. Muslimer vil også elske dem, som Gud elsker. Ud over at det er en pligt, er det også en naturlig følelse i hjertet og bevidstheden. Af den grund, som det gentages mange gange i Koranen, skal muslimer elske og beskytte kristne og jøder og behandle dem med hengivenhed. Som det kan ses tydeligt, skelner Gud ikke mellem oprigtige jøder og kristne og oprigtige muslimer i versene. Dette vers eliminerer al fjendskab over for Bogens Folk.

Fejlen I, At Jøderne Forbandes

Først og fremmest er det i total uoverensstemmelse med Guds retfærdighed og Hans tro at sige, at "alle jøder forbandes". For det første er jødedommen en sand tro og blev åbenbaret for Profeten Moses (ﷺ), som også er en profet for muslimer. Gud taler om jøder og jødedommen i Koranen. Han lovpriser oprigtige jøder. Ifølge Koranen har muslimer ansvar for at elske og beskytte Bogens Folk. Nogle vers i Koranen omtaler direkte Israels Børn og Bogens Folk. Dette betyder, at der vil være jøder og kristne som læser – og adlyder – Koranen. Men ifølge fanatikerne er det uacceptabelt for en jøde blot at holde Koranen i sin hånd.

For det andet kommer alle til denne verden for at blive testet. Deres position i det hinsides vil blive bestemt ifølge resultaterne af den test. Gud afslører, at denne verden er et prøvelsessted, som følger:

Han er Den, som har skabt døden og livet for at sætte jer på prøve, (hvorved det vil komme frem) hvem af jer, derr er bedst til at udføre gode gerninger. Han er Den Almægtige, Den mest tilgivende. (Sura al-Mulk, 2)

Derfor udsættes en muslim for de samme prøvelser som en jøde. At foreslå, at et barn født i en jødisk familie, på ingen måde klar over verden, er forbandet, går imod Guds retfærdighed. At forestille sig, at et barn, som endnu ikke er blevet testet, er uigenkaldeligt forbandet, og at forvente sådan uretfærdighed fra Gud (Gud er bestemt større end det), betyder at man ikke har evnet at forstå Hans retfærdighed, medfølelse og barmhjertighed. De, som påstår, at "jøder er forbandede" er i stand til at bruge denne perverse tankegang mod alle jøder, uden hensynstagen til, om de er børn eller voksne. Men hvordan søger fanatikerne til Koranen for bevis for, at "alle jøder er forbandede"?

Undersøgelse Af Vers 88 I Sura Al-Baqara

Et kig på de foregående vers viser, at de folk, der tiltales her, er et samfund blandt Profeten Moses’ (ﷺ) folk, blandt jøderne. Grunden til, at de samfund forbandes, gøres meget tydelig: "deres vantro"… Samfundet her er et samfund af vantro, som har forrådt jødedommen og endda er gået så langt som at forsøge at slå deres profet ihjel, som vist i de ovenstående vers. På samme måde som aggressive vantro blandt muslimer forbandes i Koranen, ligeledes forbandes de, som opstår blandt jøderne. Det er derfor oprørske vantro, som forbandes, ikke jøder eller muslimer.

Undersøgelse Af Vers 155 I Sura An-Nisa'

I de foregående vers beskrives et samfund af vantro blandt Bogens Folk. Det løfte, der sikres fra dette samfund, som blev tilgivet af Gud på trods af al deres overflod, citeres i vers 154 i Sura an-Nisa’. Vers 155 åbenbarer så, hvordan de ikke holdt deres ord, vente tilbage til deres fornægtelse og dræbte profeterne. Disse er årsagerne til, at de er forbandede.

Følgende vers omtaler et jødisk samfund, og Gud skelner mellem de, som er vantro, og de som besidder en dyb tro:

Til de jøder, som er vantro og overskrider grænserne, anvendes der forskellige bestemmelser, ligesom forskellige bestemmelser gælder for muslimer, som er vantro, og som overskrider grænserne. Men Gud ekskluderer tydeligt oprigtige jøder og siger, at Han vil "give dem en stor belønning. " Hvordan kan dette jødiske samfund, som Gud lovpriser og siger, Han vil belønne, på nogen måde forbandes? Hvordan kan nogen pludselig rejse sig og sige, at "alle jøder er forbandede og de må alle dræbes", når Gud lovpriser dem? Problemet med fanatikerne er, at de ikke værdsætter Gud ordentligt, ikke forstår Koranen og er faldet i en fælde af opdigtede hadith, når det gælder det emne, vi skal se på i det følgende afsnit.

Lad os minde os selv om en meget vigtigt pointe her; hvis man er vantro i denne verden, og så længe man ikke er hykler, ikke skaber problemer for troende og lever et ærligt og respektabelt liv, er man stadig under muslimernes beskyttelse. Dette er et ansvar, der pålægges muslimer gennem Koranen. Det samfund, som forbandes, er dog et, som har forrådt det troende samfund, har opført sig hyklerisk, med andre ord, og endda har dræbt profeter. Gud betragtede deres drab på profeter som grund til at forbande dem. Han beskriver dem også som et samfund, som dolker troende i ryggen ved at "bryde deres pagt. " Disse folk udgjorde også en trussel for Profeten Moses (ﷺ) og for hengivne troende. Med andre ord forbandes dette samfund af vantro, ikke fordi de opstår fra et jødisk samfund, eller udelukkende på grund af deres fornægtelse, men på grund af deres forbrydelser i Guds Syn. Det er vigtigt, at denne forskel forstås rigtigt.

Gud nævner oprigtige jøder i versene og åbenbarer, at Han vil give dem en stor belønning. Hvordan kan nogen forbande et jødisk samfund, som Gud siger, Han vil belønne, som Han værdsætter, og til hvem Han vil skænke paradis.

Ideen Om, At Man Ikke Skal Have Jøder Og Kristne Som Venner

Et af Koranens vers, som fanatikere og nogle modstandere af islam i vesten peger på som angiveligt bevis for fjendskab mod jøder og kristne, er i Sura al-Ma’ida:

O I troende! Tag ikke jøderne og de kristne som beskyttere (awliya), de er kun hinandens beskyttere. Og hvis nogen blandt jer tager dem som beskyttere, så bliver han en af dem. Sandelig, Allah retleder ikke uretfærdige folk.(Sura al-Ma'ida, 51)

Ordet "beskyttere" optræder to gange. De originale arabiske version af ordet "beskyttere" i passagen: "Tag ikke jøderne eller de kristne som beskyttere" er "awliyao". Den sande betydning af dette ord er "vogtere, de der er ansvarlige ifølge loven, helgener, herrer, ejere eller herskere." Det originale arabiske ord oversat som "beskyttere" i passagen "nogen blandt jer tager dem som beskyttere," er "yatawallahum." Betydningen af dette ord er "som plejer, som tager sig af." Når vi ser på den originale arabiske betydning, ser vi let, at henvisningen til "beskyttere" i dette vers, faktisk betyder "herskere." Det, der forbydes for muslimer her, er at de skal herskes over og styres af jøder og kristne. (Prof. Dr. Bayraktar Bayraklı, Text of the Qur’an)

Visdommen her er slet ikke svær at forstå: Selvom alle Guddommelige trosretninger deler samme monoteistiske tro og er bygget på samme grundlag, har de deres egne tilbedelsesmetoder og egne bud. Derfor er der en meget stor sandsynlighed for, at en muslim under administrationen af en jøde eller en kristen vil opleve vanskeligheder, når det gælder tilbedelse og praksisser. Det er grunden til buddet i dette vers.

Misforståelser Om Krig Og Jizya

Bekrig dem blandt Bogens folk, som ikke tror på Allah og Den yderste Dag og ikke erklærer det forbudt, som Allah og Hans sendebud har gjort forbudt, og ikke accepterer den sande religion, indtil de betaler skat med deres fornedrede hænder. (Sura Al-Tawbah, 29)

Folk, som er fejlinformeret om det sande islam, påstår generelt, at kun Bogens Folk skal betale jizya (en slags skat), som der henvises til i verset ovenfor, og at dette er en uretfærdighed mod ikke-muslimer. De fortolker ordene "bekæmp [dem]… indtil de kuet og er rede til at betale skat" til at betyde, at muslimer må bekæmpe Bogens Folk, med mindre de konverterer til islam og betaler jizya. De er derfor mistænksomme over for Koranen og islam (Koranen og islam er bestemt større end dette).

Men der er en seriøs misforståelse her.

For det første må vi gøre det klart, at jizya er en slags skat. Alle, der lever i et land, har en forpligtelse til at betale skat. Med andre ord, hvis man lever i et muslimsk land, så skal man betale skat, hvad enten man er muslim eller ej, og uanset hvilken religion man har. Der er ingen diskriminering i form af, at muslimer i et muslimsk land ikke skal betale skat, mens Bogens Folk skal betale det. Alle indbyggere er forpligtede til at betale skat.

Det, der betyder noget for os omkring jizya er ikke, hvordan det blev brugt af muslimske lande i fortiden, men hvordan det optræder i Koranen. Når vi undersøger befalingen i vers 29 i Sura at-Tawba, ser vi dette:

De folk, der henvises til i verset, er "som ikke tror på Allah og Den yderste Dag og ikke erklærer det forbudt, som Allah og Hans sendebud har gjort forbudt, og ikke accepterer den sande religion", med andre ord de folk, som er opstået blandt kristne og jødiske samfund, og som ikke tror på Gud og Dommedag, og som ikke anerkender troen og profeterne. Med andre ord er det de vantro. Som vi har gentaget mange gange før, er alle fri til at tro eller ikke. Koranen forbyder enhver tvang, når det gælder religion. En muslim har en pligt til at respektere vantro ligesom alle andre og pålægges at beskytte dem i vers 6 i Sura at-Tawba. Ifølge Koranen ligger en vantros skyld i, at han er aggressiv, stræber mod troende og spreder stridigheder. Det er denne egenskab af de vantros samfund, som der henvises til i vers 29 i Sura at-Tawba, vi skal se på i dette afsnit. Ifølge verset, "ikke erklærer det forbudt, som Allah og Hans sendebud har gjort forbudt", De adlyder derfor ikke forbud, spreder korruption og opfører sig aggressivt.

Lad os nu tænke: Muslimer og ikke-muslimer – og selv afgudsdyrkende hedninge – lever alle fredeligt sammen i en stat under muslimsk herredømme (dette er, hvad der skete i alle byer under Profetens (pbuh) styre. Alle aftaler lavet af vores Profet (pbuh), inklusiv Medinas Forfatning, er upåklageligt demokratisk og bringer lighed til alle statens medlemmer og beskytter deres rettigheder). Men blandt indbyggerne i den stat er der også folk, som – ud over at være vantro – konstant håner lovene, ikke betragter det forbudte som forbudt og derfor opfordrer samfundet til degeneration, er aggressive mod hengivne samfund, skaber forstyrrelser i samfundet, og som gør oprør mod statens egne love, på trods af at nyde godt af alle de fordele og muligheder, det giver. De er ganske komfortable under muslimsk styre. De passes på og beskyttes. Men de begår stadig en stor forbrydelse ved at sprede korruption. Ikke kun er de ubrugelige for staten, de betaler heller ikke skat, som faktisk er et ansvar, de har. De skaber anarki i samfundet, involverer sig i terrorhandlinger og prøver at slå andre folk ihjel, særligt hengivne folk i det samme samfund. Når sådanne forhold opstår, er krig med sådan et samfund uundgåeligt, hvis de nægter at angre deres handlinger og underkaste sig staten.

Vers 29 i Sura at-Tawba henviser til sådanne folk, som spreder korruption og anarki i samfundet. Disse folk er en trussel, ikke blot for muslimer under muslimsk styre, men også for kristne og jøder i det samfund (og faktisk alle andre). Derfor er det vigtigt at bruge magt mod dem og sætte en stopper for deres korruption, for at livet skal være komfortabelt og rart for jøderne og de kristne, som bor i det samfund. Det er irrelevant, om disse samfund af vantro og spredere af korruption opstår blandt kristne, jøder eller muslimer. En vantro er en, som allerede har opgivet religionen, og han kan derfor ikke sammenlignes med muslimer eller Bogens Folk. Der er dette bud om at bekæmpe sprederne af korruption, "… indtil de kuet er rede til at betale skat", fordi betaling af jizya er et tegn på, at de har accepteret statens styre. Efter det vil de selvfølgelig ikke forbryde sig mod statens love eller sprede korruption igen.

Et Andet Misforstået Koncept: Taqiyya (Forstillelse)

Taqiyya betyder "at skjule, forbehold, bevogte." Konceptet optræder som følger i Koranen:

De, som bliver vantro efter at have antaget troen på Allah – dog ikke den, som med magt er tvunget til det, men hvis hjerte er fuld af tro, men den, som åbner sit hjerte for vantro – over dem er Allahs vrede. For dem er der den største straf (i vente)! (Sura an-Nahl, 106)

Dette vers beskriver en meget speciel situation. Det er tilladt at sige, at man fornægter Gud eller at skjule sin tro på midlertidig basis, selvom man faktisk tror på Gud, for at undgå undertrykkelse. Forstillelse har ingen anden betydning i Koranen.

Men nogle folk med en forvrænget forståelse af islam anvender forstillelse på en helt anden måde, og det forstås meget anderledes af nogle modstandere af islam. Nogle folk, med en overtroisk forståelse af islam, forsøger at bruge forstillelse som en taktik, der skal styre hele deres liv, og kan let ty til ikke-islamiske praksisser, selv når deres liv ikke er i fare og lade som om, takket være de relevante involverede falske hadith, at de behandler folk, de faktisk betragter som fjender, som venner i stedet.

Nogle modstandere af islam eller folk, som er mistænkelige overfor islam på grund af radikalisme, understreger generelt dette og påstår, at man aldrig skal stole på, hvad en muslim siger om fred og kærlighed, og at muslimer faktisk forbereder sig på en stor konflikt. De vedholder, at de pågældende muslimer anvender den forstillelse, der beskrives i Koranen, på den måde, og at muslimer, som meget utålmodigt forbereder sig til krig, foregiver at være udsendige af fred og kærlighed. Derfor, ifølge disse mennesker, lyver enhver muslim, som taler om fred og kærlighed.

Hovedproblemet med begge sider er, at de faktisk er uvidende om Koranen.

Der er et meget vigtigt forhold, der tilknyttes den forstillelse, som optræder i Koranen: "Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen"... Det forhold, der tilknyttes forstillelse i verset, omhandler en person, der er i fare, under vanskelige omstændigheder, og som skjuler sin tro for at undgå forfølgelse. Ikke for at skjule bitterhed og fjendskab. Almægtige Gud åbenbarer i Koranen, hvordan der var et medlem af Faraos familie, som havde tro, men som skjulte den.

Og en troende mand, som tilhørte Faraos familie, og som holdt sin tro hemmeligt, sagde: "Vil I dræbe en mand, kun fordi han siger: Min Herre er Allah!" (Sura Ghafir, 28)

Denne person, som skjulte sin tro, var i tydelig og nærværende fare. Han levede sammen med Farao, den ondeste tyran på sin tid, og skjulte sin tro, eller forstillede, fordi han var under dødstrusler. Dette er i overensstemmelse med det forhold, der tilknyttes forstillelse i Koranen. Den person skjulte sin tro, selvom han var en troende, fordi han var truet i stor grad. Det er ifølge Koranen den eneste måde, hvorpå forstillelse er acceptabel.

Praksisser under forstillelsens navn, for nogle fortalere for vrøvl og nogle modstandere af islam, som forestiller sig, at disse praksisser er i overensstemmelse med islam, forsøger at blokere vejen til fred og kærlighed, fordi de er langt fra Koranen. Forstillelse, som opfattes og anvendes langt fra sin sande definition fra Koranen, støtter det nuværende krigs- og konfliktklima, som bringer vold til verden. Ved at gøre dette giver man indtrykket af, at fred aldrig vil komme, og at masseslagteri og brutalitet vil fortsætte.

Denne tankegang er lige så meget et brud på logik, som på Koranen. Forestil dig en muslim, som dedikerer hele sit liv til fred og broderskab og bliver venner med folk, for Guds skyld, som trues, fordi fortalerne for krig og ekstremisterne sætter hans liv i fare, overbeviser jøder og kristne om at være hans venner på trods af de skadelige effekter af islamofobi og opgiver sine penge, midler og ungdom for dette venskab. Og så forestil dig, at han pludselig beslutter sig for at slagte de folk, han har bragt sammen over så mange vanskeligheder, og med hvem han har etableret kærlighedsbånd! Det er et totalt perverst perspektiv. Hvis nogen har så djævelske ideer og har tænkt sig at slagte folk, så kunne han nemt finde en mulighed for at gøre det. Han kan handle efter den djævelske ide når som helst og hvor som helst. Hvis han har intentioner om at gøre det i religionens navn, så er den slags folk, som misbruger religion til at myrde andre, ikke langt væk.

En muslim kan ikke leve sit liv med en løgn. Det er forbudt ifølge islam. En sand muslim lever altid i overensstemmelse med Koranen. I lyset af Koranens vers, har en muslim en pligt til at bringe kærlighed til verden, Over dem, som troede og handlede retskaffent, vil Den Nådigste øse kærlighed (Sura Maryam, 96), Træd sammen ind i fred. (Sura al-Baqara, 208), …hvis I ikke handler på samme måde, vil der være stor uretfærdighed og ufred på jorden. (Sura al-Anfal, 73). Hvis nogen blandt afgudsdyrkerne søger din beskyttelse, så giv ham beskyttelse, (Sura at-Tawba, 6). De har et ansvar for at være venner og brødre med Bogens Folk, som har en særlig plads i Koranen. De har et ansvar for at omfavne dem, fordi de elsker dem, og fordi det er, hvad Gud befaler, og fordi de siger, "Gud er en". De befales ikke at slagte dem eller tvinge dem til at konvertere til deres egen tro. De, som fejlagtigt misbruger forstillelseskonceptet til at fremstille islam som en krigsførende religion, vil slå fejl i deres lumske plan, fordi ondskabsfulde planer er dødsdømt fra starten. På trods af alle krigsscenarierne vil repræsentanter af de tre trosretninger bringe fred til verden. Gud skænker altid sejr til sandheden og begærer fred og kærlighed. Han har skabt menneskeheden og hele universet på en basis af kærlighed.

Vi har set den sande betydning af vers, som fanatikerne og modstandere af islam forsøger at bruge som bevis for fjendskab mod jøder. Lad os nu se på de opdigtede hadith, som bruges til at indføre antipati mod jøder. Hadith, som de ubetinget tror på.

Opdigtede Hadith Om Kristne Og Jøder Og Afklaringer Baseret På Koranen

Ideen Om At Dræbe Jøder, Som Går Ind I Puberteten

Berettet af Atiyyag al-Qurazi: Jeg var blandt Banu Qurayzahs fanger. De (Kompagnonerne) undersøgte os og de, som var begyndt at få hår (pubeshår) blev dræbt, og de som ikke havde blev ikke dræbt. Jeg var blandt de, som ikke havde fået hår. (Sunan Abu Dawud, Bog 38, Hadith 4390)

Med denne opdigtede hadith befales det, at man skal dræbe alle jøder, som er nået puberteten. Islam er en religion, som betragter uretfærdige drab som den største forbrydelse, som lover oprigtige jøder en stor belønning, og som opfordrer til kærlighed og hengivenhed. At dræbe en person, "som ikke har begået nogen kriminalitet overhovedet", når han er nået puberteten, kun fordi han er jødisk, kan på ingen måde være en befaling fra islam, slet ikke når denne fredelige religion befaler tilgivelse, selv ved tilstedeværelsen af forbrydelser. Selvfølgelig er der intet sådan bud i Koranen. Sådan en ide er en bagvaskelse mod Koranen og vores fine Herres tro. Det ville være mord i Koranens syn. Så længe han ikke oprigtigt tror på det, på grund af uvidenhed, er en person, som opfatter sådan en falsk hadith som en befaling og anvender den, ikke en muslim, men en morder. Det faktum, at fanatikerne tror på dette bud omkring ubetinget drab på jøder, når Gud lovpriser oprigtige jøder, viser niveauet af deres uvidenhed.

At Gøre Jøder Ansvarlige For Muslimers Synder

"På dommedag vil min Ummah (nation) samles i tre grupper… En slags vil bære bunker af synder på deres ryg som store bjerge… Gud vil sige: ’Læs synderne af dem og læg det samme på jøderne og de kristne…’" (110 Hadith Qudsi Kapitel 1, Hadith 8; nævnes i Mustadrak of Hakim)

Lad os besvare denne falske hadith med Koranen:

Alle muslimer, som ankommer med bjerge af synd vil blive dømt for deres egne synder, og jøderne vil blive dømt for deres synder. Ingen vil være i stand til at læsse sine synder over på andre. Han vil kun blive udspurgt om sine egne synder. Dette åbenbares tydeligt i Koranen:

Den, der finder den rette vej, finder retledningen for sit eget bedste. Og den, der farer vild, bringer vildfarelsen over sig selv. Og ingen synder skal bære en anden synders byrde på sig. (Sura al-Isra', 15)

I et andet af Koranens vers fremsætter Gud en tydelig udtalelse om enhver, som prøver at læsse sine synder over på andre:

Den, som begår en fejl eller en synd og derefter skyder skylden på en uskyldig, vil bære på en falsk beskyldning og en åbenlys synd. (Sura an-Nisa', 112)

Enhver vil være ansvarlig for sine egne handlinger i det hinsides. Som Gud åbenbarer, Frygt den dag, på hvilken I skal blive bragt tilbage til Allah. Da vil enhver modtage fuldt ud det, som han har fortjent, og ingen skal lide uret (Sura al-Baqara, 281) vil ingen uretfærdighed påføres nogen i det hinsides. Ingen vil være i stand til at sige, i Tilstedeværelsen af vores Herre, "mine synder er blevet overført til ham, så jeg er uden synd". Han vil ikke være i stand til at gentage dette skamløse perspektiv der, fordi hans samvittighed vil vide, at denne ide faktisk er forkert.

Mens Gud lovpriser oprigtige jøder i Koranen, tror fanatikerne på et såkaldt bud, som erklærer, at de burde slås ihjel uden spørgsmål.

Ideen Om, At Mad Går Til Spilde På Grund Af Jøder

Denne falske hadith er et meget væsentlig bevis for at forstå den tankegang, som opdigter sådanne hadith og for at vise, hvor fejlagtige de er. De opdigtede hadith, vi har diskuteret gennem denne bog, er produktet af den tankegang. Det er selvfølgelig ikke overraskende, at en mentalitet, som påstår, at mad ikke ville blive ødelagt og kød ikke blive for gammelt, hvis der ikke var nogen jøder i verden, også har en forfærdelig måde at se på kvinder, dyr, kunst og socialliv. Den pågældende falske hadith er også bevis på, hvordan hadith, som er foragtende og fjendtlige over for jøder, er fabrikationer. Et trossystem, som vedholder, at et samfund, som nævnes og lovprises i Koranen, og som nedstammer fra Profeten Moses (ﷺ), kan gøre, at mad ødelægges og kød bliver for gammelt, kan bestemt ikke tilhøre en sand tro. Vi må også huske, at vores Herre gør det tilladt at spise mad, som er tilberedt af jøder og kristne i vers 5 i Sura al-Ma’ida. Det perspektiv, vi ser på, som er anderledes fra Koranen, er tydeligvis et fanatisk et af slagsen. Det dybe, logiske kollaps her er nok til at illustrere fanatikernes forvrængede logik.

Et trossystem som fastholder, at tilstedeværelsen af et samfund, som nævnes og lovprises i Koranen, og som nedstammer fra Profeten Moses (pbuh), forårsager at mad spildes og kød bliver dårligt, kan aldrig være en del af en Hellig tro.

Ideen Om, At To Trosretninger Ikke Kan Sameksistere I Arabiske Lande

Denne falske hadith er igen en forfærdelig krænkelse af vores Profet (ﷺ). Almægtige Gud taler om eksistensen af kristendom og jødedom i Koranen og åbenbarer, at Koranen blev nedsendt for at bekræfte disse to sande trosretninger. Koranen ugyldiggør ikke grundsætningerne i disse to trosretninger, men bekræfter dem. Denne vigtige information gives i flere vers. Et lyder:

Han har sendt Bogen ned til dig med sandheden. Den stadfæster det, som blev åbenbaret før den. Han åbenbarede tidligere Al-Taurat og Al-Indjil. (Sura Al 'Imran, 3)

Koranen fortæller os, at der vil være jøder og kristne i denne verden, og som beskrevet i linjerne ovenfor vil nogle af disse være et oprigtigt og udvalgt samfund, som Gud har skabt dem. Gud gør det i Koranen tilladt for muslimer at gifte sig med kristne og jødiske kvinder og at spise ved samme bord som dem (dette vil blive beskrevet nærmere snart). I tillæg erklærer vores Almægtige Herre, at de folk, der er tættest på muslimer, når det gælder kærlighed, er "kristne". De folk, som spreder den ide, at "Gud skal lade jøder og kristne gå til grunde, " som om vores Profet (ﷺ) har sagt det, når Gud faktisk lovpriser og taler om at belønne eksistensen af disse samfund, har ansvaret for en forfærdelig bagvaskelse. Den pågældende falske hadith afkræftes fuldstændig af de lovprisende ord om Bogens Folk i Koranen og af vores Profets (ﷺ) adfærd over for Bogens Folk. Vi skal snart se på Koranens vers og vores Profets (ﷺ) adfærd i forhold til lige netop det.

Arabiske lande er hellige steder, hvor de tre trosretninger sameksisterede og blev beskyttet af vores Profet (pbuh). Det er tydeligt, at vores Profet (pbuh) aldrig ville sige, at jøder og kristne, hvis eksistens Gud taler om, og hvem Han lovpriser, skal ødelægges. De opdigtede hadith er alle bagvaskelser mod vores Profet (pbuh). Jean-Leon Geromes oliemaleri ”Solomon's Wall, Jerusalem”

Ideen Om, At Det Er En Fornærmelse At Kalde Nogen For En Jøde, Og At Det Giver En Belønning At Forbande Jøder

Intentionen i disse opdigtede hadith er at fremstille begrebet "jøde" som en fornærmelse. At forbande en jøde fremstilles som en kilde til belønning, hvor ideen er, at man kan sprede had mod jøder på denne måde. Det er meget tydeligt, hvorfor fanatikerne lever efter en så anderledes tro; Koranen, som siger, at oprigtige jøder vil blive belønnet i det hinsides, og som lovpriser deres oprigtighed, er langt fra disse folks verden.

Kilden til hadet mod jøder og kristne er den intellektuelle konkurs, der spredes af denne overtro. Dette er det vigtigste område, som de, der forsøger at sprede klager over fanatisme, ved at modsætte sig Islam, må fokusere på. Ved at sætte sig selv op mod det sande islam og oprigtige muslimer, forsøger de at eliminere det ene store våben, som kunne udslette fanatikernes tankegang, og forbereder derfor en katastrofe, som vil springe tilbage og ramme dem selv.

Ideen Om At Tvinge Dem Over På Den Smalle Del Af Vejen

Hvis nogen, som betragter sig selv som muslim, skyder en jøde bag et træ på det grundlag, at ”træet sagde, jeg skulle gøre det”, på baggrund af hvad de falske hadith siger, vil den dræbte jøde komme i paradis, men med mindre den muslim angrer, vil han blive straffet i det hinsides for at have begået mord.

Denne hadith, opdigtet mod befalingerne fra en sand tro, som befaler kærlighed, venlighed og, i særdeleshed, beskyttelse over for Bogens Folk, repræsenterer svær vold og er også en ærekrænkelse af vores Profet (ﷺ). En tankegang, som er i total konflikt med vores Profets (ﷺ) handlinger, som behandlede jøder og kristne med enorm kærlighed og hengivenhed, beskrives i denne opdigtede hadith som om, det kom fra hans egen mund.

Gharkad, Jødernes Træ

Abu Huraira berettede Guds Budbringer (ﷺ) som at sige: "… Jøderne ville gemme sig bag en sten eller et træ og en sten eller et træ ville sige: ’Muslim, eller Guds tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham. ’ Men Gharkad træet sagde ikke dette, for det er jødernes træ." (Sahih Muslim, Bog 41, Hadith 6985)

Den måske mest anvendte hadith, når det gælder fjendskab mod jøderne, er denne falske hadith om Gharkad træet. Ifølge denne hadith skal en jøde slås ihjel, når han gemmer sig bag en sten eller et træ. Det gør ingen forskel på denne ulogiske, forarmerede tankegang, om de pågældende jøder er uskyldige og fri for synd. Jøden kan være et barn, hengiven eller fuld af kærlighed. Igen, ifølge denne falske hadith, når en jøde gemmer sig bag et træ, vil stenene og træerne, uafhængigt af hans personlige kvaliteter, fortælle en muslim om dette, og den jøde skal slås ihjel, uden undtagelse, selv hvis han er et lille barn.

Men dette er mord i Koranens syn. Hvis en person, som betragter sig selv som muslim, tror på disse opdigtede hadith og dræber en jøde, som gemmer sig bag et træ, fordi "træet sagde, jeg skulle gøre det", kan jøden komme i paradis, men muslimen vil blive straffet for sin synd, at dræbe i det hinsides, med mindre han angrer sin handling. Dette er også et så skræmmende system, fordi de, som tror på det, let kan komme med den falske udtalelse, at "træet sagde" eller "stenen sagde", og begå mord på det grundlag.

Når de bliver spurgt hvorfor, kan de citere den befaling, stenen har givet, og der vil ikke være nogen, som holder dem ansvarlige i et sådan system. De opererer under ingen omstændigheder deres system på Koranens grundlag. Deres system er et, som betragter mord, ydmygelse og tvang af folk over på vejens smalle del som legitimt. Men Koranen foragter disse falske systemer:

Hvad er der i vejen med jer? Hvordan kan I drage en sådan slutning. Tænker I ikke efter? Eller har I et tydeligt bevis? Så bring jeres bog, hvis I er sandfærdige! (Sura as-Saffat, 154-157)

Lad os nu se, hvordan disse opdigtede hadith om jøder og kristne afkræftes af Koranen og vores Profets (ﷺ) handlinger:

Den Værdi, Der Lægges På Bogens Folk I Koranen

Muslimske mænd må gerne gifte sig med medlemmer af Bogens Folk. Mad tilberedt af dem er tilladt for muslim, og mad tilberedt af muslimer tilladt for dem.

Muslimer må gifte sig med medlemmer af Bogens Folk, og dem og muslimer må gerne spise mad tilberedt af dem:

I dag er alle gode og rene ting blevet gjort tilladt for jer. Mad fra Bogens folk er tilladt for jer, og jeres mad er tilladt for dem. Og (tilladt er) ærbare kvinder blandt de troende og ærbare kvinder blandt Bogens folk, såfremt I giver dem deres medgift, (idet I ægter dem) og lever sammen (med dem) som ærbare (mænd), der ikke bedriver utugt og ikke holder (dem som) hemmelige elskerinder. Den, der fornægter troen, hans gerninger er blevet nytteløse, og han er blandt taberne i det hinsidige. (Sura al-Ma'ida, 5)

Dette vers beskriver den værdi, som muslimer sætter på Bogens Folk med flere vigtige detaljer. Ifølge dette vers er det tilladt for en muslimsk mand at gifte sig med en kvinde fra Bogens Folk. Dette er en vigtig tilladelse, fordi, som det befales i verset: Urene kvinder er for urene mænd, og urene mænd er for urene kvinder. Ligeledes er rene kvinder for rene mænd, og rene mænd er for rene kvinder. (Sura an-Nur, 26) har muslimer et ansvar for at gifte sig med gode, rene folk. Dette indikerer, at jøder og kristne også er gode, rene folk.

I tillæg er der et meget vigtigt kriterie i dette vers. En muslim vil forsøge at få en jødisk eller kristen kvinde som sin kone, at kalde hende "skat, elskede", at starte en familie med hende, at tilbringe sit liv med hende og endda at tilbringe det evige liv med hende. Dette er den ene person gennem hele sit liv, med hvem han vil dele alle sine bekymringer og al sin glæde. Disse to passer på hinanden, når de er syge, og stoler på hinanden.

Ifølge fanatikernes tankegang skulle en person pludselig føle fjendskab over for den kvinde, han kalder ’elskede’, som han tilbringer hele sit liv med og stoler på med hele sit liv, moderen til hans børn, og pludselig erklære, at hun er forbandet, blot fordi hun er kristen eller jødisk. Hvordan kan han, efter at have tilbragt hele sit liv med hende, beslutte sig for at sige, "Dette træ har fortalt mig, at min kone er jøde, og at hun gemmer sig bag det", og så dræbe hende? Man skulle være dybt mentalt forstyrret for at gøre det. Dette vers beskriver den kærlighed, der skal vises til en jøde eller kristen af en fornuftig muslim, som følger Koranen.

Dette vers skænker også en særlig autorisation til muslimer: autoriteten til at spise mad forberedt af Bogens Folk. Dette er meget vigtigt. Som vi ved, skal muslimer være meget opmærksomme på særlige forbud, når de forbereder mad; svinekød og kød fra et dyr, som ikke er blevet slagtet i Guds navn, forbydes i islam. Det faktum, at mad forberedt af jøder og kristne gøres lovligt, viser, at man kan stole på disse folk. Det samme gælder også for kristne og jøder, og verset gør mad, som er forberedt af muslimer, tilladt for dem.

Det vil også være brugbart at henføre til et andet udtryk for venskab her. Bogens Folk og muslimer kan spise sammen under samme tag, være hinandens gæster, sidde ved samme bord og være vært for hinanden. Dette er en beskrivelse af venskab. Det, der beskrives, er ikke et miljø baseret på had og drab, men på kærlighed, venskab og broderskab.

Referencerne i dette vers er nogen, som fanatikerne aldrig ville skrive under på. Denne tilladelse givet gennem Koranen er både forbudt i deres verden og et skræmmende scenarie. Spørg fanatikerne, om man må gifte sig med en fra Bogens Folk, eller sætte sig ned og spise med dem som deres gæst, og de vil vredt afvise det. Fanatikerne handler ikke i overensstemmelse med Koranens bestemmelser, for de benægter, at det er Koranen, der fremsætter befalinger.

Det faktum, at mad tilberedt af jøder og kristne er tilladt for muslimer, er en garanti for, at man kan stole på disse mennesker. Samme kriterie gælder også for jøder og kristne, og ifølge verset er mad tilberedt af muslimer også tilladt for dem.

Dette er ikke det eneste vers, der beskriver positionen for Bogens Folk. Gud lovpriser Bogens Folk i mange af Koranens vers. De relaterede vers inkluderer:

Blandt Musas folk er der et samfund, som retleder med sandheden og udøver retfærdighed i kraft af den. (Sura al-A’raf, 159)

De er ikke alle på samme måde. Blandt Bogens folk er der en gruppe, som er retskafne. De reciterer Allahs ord i nattetimerne, og de bøjer sig for ham. De tror på Allah og Den yderste Dag; de påbyder det rette og forbyder det urette, og de kappes med hinanden om gode gerninger. Det er dem, der handler retskaffent. Hvad de end gør af gode gerninger, vil det ikke blive dem fornægtet. Allah er alvidende om de gudfrygtige.. (Sura Al ‘Imran, 113-115)

Sandelig, blandt Bogens folk er der også dem, som hengivent tror på Allah og på det, som blev åbenbaret for jer, og det, som blev åbenbaret for dem. De bytter ikke Allahs åbenbaringer bort for en ussel pris. For dem er der belønning hos deres Herre. Allah er meget hurtig til at gøre regnskabet op. (Sura Al ‘Imran, 199)

De, som Vi tildelte Bogen tidligere, tror på den. Og når den bliver reciteret for dem, siger de: "Vi tror på den! Sandelig, den er sandheden fra vores Herre. Sandelig, vi hengav os før dette." (Sura al-Qasas, 52- 53)

Men de blandt dem, som er vel forankrede i viden og er troende og tror på det, som er blevet åbenbaret for dig, og det, som blev sendt ned før dig, forretter bøn, giver den obligatoriske almisse og tror på Allah og Den yderste Dag, dem vil Vi give en stor belønning. (Sura an-Nisa’, 162)

Sandelig, de , der tror, og de, som er jøder og kristne, og sabeerne, alle, som tror på Allah og på Dommens Dag, og somgør det gode, de skal få deres belønning fra deres Herre. De skal ikke føle frygt, ej heller skal de sørge. (Sura al-Baqara, 62)

Sandelig, de, som tror, og jøderne og sabeerne og de kristne, de som tror på Allah og Den yderste Dag og handler retskaffent, skal ikke føle frygt, ej heller skal de sørge. (Sura al-Ma’ida, 69)

...vil du visselig finde, at det er dem, som siger: "Sandelig, vi er kristne!" Det er fordi, der findes præster og munke blandt dem, og de er ikke hovmodige.
Og når de hører det, som er åbenbaret til Sendebuddet, ser du deres øjne fyldes af tårer på grund af sandheden, de erkender. De siger: "Vor Herre! Vi tror; skriv os op blandt vidnerne.
Hvorfor skulle vi ikke tro på Allah og det, som er kommet til os af sandheden, når nu vi håber, at vor Herre skal føre os ind sammen med de retfærdige? Så på grund af det, som de har sagt, har Allah belønnet dem med haver, hvor bække rinder - der skal de være til evig tid. Dette er lønnen for dem, som gør det gode.. (Sura al-Ma’ida, 82-85)

Sandelig, Allah sluttede en pagt med Israels børn. Og Vi udnævnte tolv ledere blandt dem. Og Allah sagde: Jeg er med jer, hvis I forretter bøn, giver den obligatoriske almisse, tror på sendebuddene og ihærdigt støtter dem og giver Allah et skønt lån, visselig, så vil Jeg udviske jeres synder og føre jer ind i Paradisets haver, hvor bække rinder. Enhver, der viser vantro efter deette, har afveget fra den rette vej. (Sura al-Ma’ida, 12)

Som disse vers tydeligt viser, lovprises oprigtige jøder og kristne med fine ord i Koranen og loves en fin belønning af Gud. Gud siger, at Han vil tage disse folk ind i paradis. Dette er et udtryk for Hans kærlighed til dem. Hvordan kan en muslim være fjende af nogen, som Gud elsker, er tilfreds med og byder velkommen til paradis? Det er umuligt ifølge Koranen. Sådan et fjendskab er en forbrydelse mod Koranen. Derfor begår fanatikerne, som bruger falske hadith som deres vejledning – på trods af, at Koranens vers tydeligt demonstrerer det modsatte – en forbrydelse i islams syn ved at sprede fjendtlighed mod Bogens Folk.

Muslimers Invitation Til Bogens Folk

Disse vers viser, at muslimers pligt er ikke at underkende Bogens Folk, tvinge dem op i et hjørne, føle had til dem eller dræbe dem. Det er simpelthen at samle dem til Guds enhed, på den mest behagelige måde. Monoteisme er en fundamental doktrin i alle tre trosretninger. Muslimer må mødes med og snakke med Bogens Folk, prædike til dem og opfordre dem til at tro på Guds enhed og alle de hellige skrifter, som er blevet nedsendt. Kommunikation, prædiken og venskab eksisterer mellem dem. Ifølge Koranen har en muslim ansvar for at tale venligt til en jøde eller kristen, når han ser en, og at invitere ham til at tro på Guds enhed med meget venlige ord frem for at mase ham op i et hjørne.

Muslimers Retfæridge Adfærd Over For Bogens Folk

Som vi lige har set foragtes folk, som stræber mod troende, skaber vanskeligheder for dem og forsøger at dræbe dem eller forvise dem fra deres land, uanset hvilket samfund de kommer fra, jødisk, kristen eller muslim, i Koranen. Muslimer har ansvar for at behandle alle andre, altså de som ikke er onde, retfærdigt. Retfærdighed kan nogle gange kræve, at en person handler mod sine egne interesser, men at opretholde retfærdighed, selv hvis det arbejder mod én selv, er ikke desto mindre en stor dyd. Muslimer klynger sig til den dyd som en befaling fra Gud. Dette ansvar beskrives som følger i et andet vers:

Dette krav betyder, at muslimer har et ansvar for nogle gange at tilsidesætte deres egne rettigheder og beskytte jøders og kristnes, og endda vantros. Koranens retfærdighedssystem er derfor diametral modsætning til den perverse fanatiske ide, som påstår, at "enhver, som forbander en jøde, vil blive belønnet."

Bogens Folks status er klar i Koranen. De angivelige hadither citeret i denne sektion er i direkte konflikt med Koranen. Vi kan tydeligt se dette i vores Profets (pbuh) handlinger og hos alle de muslimer, som anvender hans handlinger som deres rollemodel:

Vores Profets (ﷺ) Relationer Til Bogens Folk

● Der er redegørelser om, at vores Profet (ﷺ) deltog i bryllupsmiddage hos Bogens Folk, besøgte dem, når de var syge og gav dem gaver.

● Da de kristne fra Najran besøgte ham, lagde Profeten Muhammad (ﷺ) sin kåbe ud på jorden for, at de kunne sidde på den, og bød dem velkommen på den måde.

● En af Profetens (ﷺ) koner var Marya bint Sham’ûn (også kendt som Maryam al-Qubtiyyah), en koptisk kristen fra Egypten.

● Vores mor Safiyya bint Huyayy, en af Profetens (ﷺ) koner, var datter af lederen af den jødiske stamme, Banu Nadir af Medina, Huyayy ibn Akhtab.

● Profeten Muhammad (ﷺ) tillod jøderne at blive en del af Medinas Forfatning, underskrevet med klanerne Aws og Khazraj, og sikrede dermed overlevelsen af jøder som en separat religiøs gruppe blandt muslimerne.

● Under artiklen, "jøderne fra Banu Awf er et samfund sammen med de troende. For jøderne deres religion, og for muslimerne deres religion, " i Medinas Forfatning, blev grundlaget for den respekt, som muslimer har for jødisk tradition og tro, lagt på vores Profets (ﷺ) tid. Artikel 26-33 i samme forfatning erklærer, at medlemmer af Bogens Folk nyder samme rettigheder som muslimer, mens artikel 16 erklærer, at ingen uretfærdighed må påføres dem.

● I år 630 e. Kr. fremførte vores Profet (ﷺ) den følgende befaling til Kongen af Himyars udsendinge, som kom til Medina for at erklære, at de var blevet muslimer: "Hvis en jøde eller kristen bliver muslimsk, bliver han lige med troende [nyder samme rettigheder som muslimer]. Hvem end, der ønsker at forblive jøde eller kristen, han bliver ikke forstyrret. " (Ibn Hisham, as-Seera, II, 586)

● De kristne fra Najran sendte en delegation på 60 medlemmer til Medina. Da delegationen nåede frem til Medina, kom de til vores Profet (ﷺ), og da tiden kom til bøn, ønskede de at besøge moskeen. Folket gjorde modstand mod dette, men Profeten (ﷺ) gjorde moskeen ledig til dem. De vendte sig mod øst og bad. (Ibn Hisham, as-Seera, Beirut, I, 573-574; Hamidullah, The Prophet of Islam, I, 619-620.)

● Bogens Folks rettigheder blev sat under beskyttelse på vores Profets (ﷺ) tid under traktater lavet med jøder og kristne. Når en uoverensstemmelse opstod på senere tidspunkter, henviste Bogens Folk til disse traktater. For eksempel, da de kristne fra Damishq havde et problem, viste de deres traktat til Hazrat Umar, en kalif på den tid, og krævede en løsning. Dette er et kendt faktum, der optræder i historiebøger.

● En tekst fra en af vores Profets (ﷺ) pagter med den kristne Ibn Harith ibn Ka’b og hans folk indeholder passagen; "Til Sayyid Ibn Harith ibn Ka’b, hans trosfæller og alle de, som bekender den kristne religion, om de er i vest eller øst, i nærliggende regioner eller langt væk, om de er arabere eller fremmede, kendte eller ukendte… Jeg hengiver mig selv til at støtte dem, at sætte deres person under min beskyttelse, såvel som deres kirker, kapeller, oratorier, deres munkes klostre, deres stedbundnes bopæle, hvor end de findes, om det er i bjerge eller dale, grotter eller ubeboede områder, på plæner eller i ørkenen. Jeg vil beskytte deres religion og deres kirke, hvor end de findes, om det er jo jorden eller i havet, i vest eller øst, med største agtpågivenhed fra min side, Folket i mit Hus og muslimerne som helhed… Ingen kristen vil tvinges til at være muslim: Og diskuter ikke med Bogens folk andet end på en god måde (29:46). De skal konvertere af barmhjertighedens vinge. Frastød enhver skade, som kunne nå dem, hvor end de befinder sig selv, og i hvilket som helst land. "

● De overenskomster, vores Profet (ﷺ) gav til Bogens Folk fra Adruh, Makna, Khaybar, Najran og Aqaba’ viser også, at Bogens Folks liv og ejendom var under beskyttelse af muslimer og anerkendte deres frihed til tro og tilbedelse.

● Da vores Profet (ﷺ) først begyndte at prædike, mødte han først nogle kristne i Mekka. Faktisk var en af de første, som talte med vores Profet (ﷺ) og Hazrat Khadija i de første dage efter åbenbaringen, Waraqa bin Naufal, en kristen med håndskrevne kopier af Evangeliet. (Sahih Bukhari)

● Kirker, som blev ødelagt på kaliffernes tid blev genopbygget af muslimer, og der blev givet tilladelse til at bygge nye synagoger og kirker. For eksempel blev klostret St. Sergios, som var blevet brændt ned af partiark Mar Amme, genopbygget på Hazrat Uthmans tid.

● Muslimer plejede at udføre fredagsbønnen i St. Johns kirke i Damaskus efter erobringen af Syrien. De kristne udførte deres egne religiøse ceremonier der på søndage. Medlemmer af begge trosretninger brugte det samme tilbedelsessted i fred.

● Da profetens følgere rejste, boede de i klostre på deres vej, og der er artikler om emnet i traktater med Bogens Folk.

Evangeliet Og Toraen I Koranen

En muslim må tro på alle profeterne og alle de Hellige bøger. Muslimer befales i Koranen til ikke at diskriminere mellem profeterne, og enhver som ikke adlyder den instruktion betragtes som ikke at overholde det vers og at have afsvoret troen. Derfor er Profeten Jesus (ﷺ) og Profeten Moses (ﷺ) også vores profeter som muslimer, ligesom Profeten Muhammed (ﷺ) er det. På samme måde, som vi alle følger Muhammed, ligeledes følger vi også Jesus og Moses. Dette er en af de største og vigtigste forudsætninger for at være en muslim.

På samme måde som Koranen taler om jøder og kristne, ligeledes taler den om Toraen og Evangeliet. Gud lovpriser de Hellige skrifter i Koranen. Som vi allerede har set, blev Koranen nedsendt, ikke for at gøre op med disse hellige tekster men som en "bekræftelse" af dem. Selvom disse bøger indeholder sektioner, som er blevet mistolket over tiden, bekræftes de dele, som er i overensstemmelse med Kornanen, igen af denne. Dette beskrives udtrykkeligt i mange vers i Koranen: Han har sendt Bogen ned til dig med sandheden. Den stadfæster det, som blev åbenbaret før den. Han åbenbarede tidligere Al-Taurat og al-Indjil. (Sura Al ’Imran, 3)

Derfor har vi muslimer ansvar for at blive vejledt af at Koranen og tro på, at disse bøger kom fra Guds Nærvær. Enhver befaling, praksis og ethvert ord bekræftet af Koranen er en vejledning for muslimer.

At betragte de sande bøger, som lovprises af Koranen, som ugyldige på baggrund af de falske hadith produceret af fanatikerne, er uacceptabelt i islam. Vejledningen af sande muslimer er Koranen, og Koranen udtaler som følger om Toraen og Evangeliet:

Baseret på Koranen, tror muslimer, at alle Hellige Bøger er nedsendt fra Guds Tilstedeværelse. For muslimer er ethvert bud, enhver praksis og ethvert ord bekræftet af Koranen en vejledning.

Han har sendt Bogen ned til dig med sandheden. Den stadfæster det, som blev åbenbaret før den. Han åbenbarede tidligere Al-taurat og Al-Indjil. Som en retledning for menneskene. Han åbenbarede ogaå Kriteriet. (Sura Al ‘Imran, 3-4)

Kriteriet (Al-Furqan) er en anden betegnelse for Koranen, som adskiller sandt fra falsk.

Lad dem, som følger Al-Indjil, dømme ved det, som Allah har åbenbaret i det. De, der ikke dømmer ved det, som Allah har åbenbaret, er de syndefulde. (Sura al-Ma’ida, 47)

Dette er en velsignet bog, som Vi har sendt ned som bekræftelse af det, som var før den, og for at du med den skal advare byernes Moder (Mekka) og alle omkring den. De, som tror på Den yderste Dag, tror på den, og de overholder deres fastlagte bønner. (Sura al-An’am, 92)

Og de værdsætter ikke Allah, som Han bør værdsættes, når de siger: "Allah har ikke sendt noget som helst ned til noget menneske!" Sig: "Hvem har da sendt Bogen ned, som Musa kom med som et lys og en retledning for menneskene? I har lavet den til papirark, noget af den synliggør I (efter eget behov), men meget af den skjuler I. Og I er blevet belært om det, som hverken I eller jeres fædre vidste!" Sig: "Det har Allah!" Lad dem så lege i den hængedynd, de er havnet i (Sura al-An’am, 91)

Og til dig har Vi åbenbaret Bogen med sandheden, som stadfæster det af Bogen, som var før den, og vogter herover. Så døm mellem dem ved det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke derres lyster ved at vende dig bort fra sandheden, som er kommet til dig. Til hver eneste af jer har Vi givet en lov, og hvis Allah havde ønsket, kunne Han have gjort jer alle til et folk. Men Han sætter jer på prøve i det, som Han har givet jer. Så konkurrer med hinanden i at gøre det gode. Til Allah skal I alle vende tilbage. Da vil Han oplyse jer om de ting, hvorom I var uenige. (Sura al-Ma’ida, 48)

Og havde de overholdt Al-Taurat og Al-Indjil og det, som blev åbenbaret for dem af deres Herre, ville de have fået deres underhold både ovenfra og nedefra. Blandt dem er der nogle, som er mådeholdne (og er på rette vej), men de fleste af dem gør (gerninger), som er meget onde. (Sura al-Ma’ida, 66)

Sandelig, efter at Vi havde tilintetgjort de tidligere generationer, tildelte Vi Musa Bogen, som var en indsigt, retledning og nåde, sådan at de måtte godtage formaningen. (Sura al-Qasas, 43)

De sagde: " O vort folk! Sandelig, vi har lyttet til en sådan bog, som er blevet åbenbaret efter Musa, og som stadfæster det, der kom før den, og som inviterer til sandheden og til den rette vej. (Sura al-Ahqaf, 30)

Sandelig, blandt Bogens folk er der også dem, som hengivent tror på Allah og på det, som blev åbenbaret for jer, og det som åbenbaret for dem. De bytter ikke Allahs åbenbaringer bort for en ussel pris. For dem er der belønning hos deres Herre. Allah er meget hurtig til at gøre regnskabet op. (Sura Al ‘Imran, 199)

Og (jeg er kommet) for at bekræfte Al-Taurat, som foreligger før mig, og erklære nogle af de ting, som blev forbudt jer, for tilladt. Jeg er kommet til jer med et tegn fra jeres Herre. Så frygt Allah, og adlyd mig. (Sura Al ‘Imran, 50)

Sandelig, der er en lære i deres historier for de forstandige. Denne (Koran) er ikke et ord, der kan opdigtes, derimod bekræfter den det, som var før den. Den er altings detaljerede forklaring og retledning og nåde for folk, som tror. (Sura Yusuf, 111)

Gud beskriver Toraen som at "vække folks hjerter og vejlede til barmhjertighed" og som et "lys og retledning" i Koranen. Han beskriver Evangeliet som at "indeholde vejledning og lys og bekræfte Toraen, som kom forud for det, " og som "vejledning og formaning for de, som har frygt for Gud". Den sande Tora og det sande Evangelie lovprises som lys og vejledning. Dette er, hvad Koranen udtaler, og den gør det tydeligt. De, som siger noget andet, og som påstår, at disse bøger er ugyldige, er, som vi har set, løgnagtige.

Vores Profet’s Praksis Vedrørende Toraen Og Evangeliet

Jøderne nyder retten til at leve i det Hellige Land i Koranen

Eftersom nogle muslimske samfund ikke er klar over Koranens vers og er enormt uvidende om islam generelt, stræber de efter at fjerne jøder fra det Hellige Land eller at slette staten Israel fra kortet. De er ikke klar over, at de ved at gøre dette, gør oprør mod Koranen.

Ifølge Koranen havde jøderne retten til at leve i det Hellige Land. Vers om emnet lyder:

Som det tydeligt vises i Koranens vers, erklærer både Toraen og Koranen, at jøder må eksistere i det Hellige Land. Faktisk er det en god ting, at der er jøder i det Hellige Land, og det er en kilde til glæde for sande muslimer. Det er en overordentlig fin ting at se et 3000 år gammelt løfte fra Gud blive opfyldt, og at være vidne til det, der blev forudsagt af Profeten Abraham (ﷺ) og Profeten Moses (ﷺ). Gud åbenbarede, at "Jøder vil være i de lande" for tusindvis af år siden, og vi kan se det mirakel manifesteres nu. Dette er en vidunderlig situation, som må observeres med glæde og inderlighed.

Det er meget vigtigt at erklære, at Gud pålægger en essentiel betingelse på oprigtige troende, både i Koranen og Toraen, - "fred". Der vil være jøder i det Hellige Land. Der vil også være muslimer og kristne der, og de vil alle sammen sikre, at kærlighed og fred hersker i hele regionen. De vil leve i broderskab. Der er masser af plads til alle. Ingen vil blive tvunget fra sit hjem eller uddrevet. Dette vil ikke ske. Gud ønsker altid fred for os alle.

For at der skal være fred må sult efter land og fjendskab slutte, og den fanatiske tankegang skal elimineres. De sande trosretninger, religiøse moralske værdier, de troende og Koranen er alle essentielle på det område. Konflikter baseret på et begær efter land eller ideologi vokser altid og når de mest forfærdelige dimensioner. Det, der kan fjerne dette, er rigtig uddannelse i den sande forståelse af troen ved at bruge Koranen som referencepunkt. Denne uddannelse kan eliminere alle disse fejl og absorbere alle fjendskaber. Når folks tankegang er ændret, vil der ikke være noget grundlag for fjendskab eller krig, og den eneste måde at opnå den ændring i tankegang er gennem uddannelse.

Jøder, såvel som kristne og muslimer, vil være til stede i det Hellige Land, og samen vil de lade fred og kærlighed herske i regionen. Det er, hvad Gud vil have fra os, og hvad vi må stræbe efter.