Kapitel 1: De To Grundlæggende Koncepter, Som Misbruges Af De, Som Fremstiller Islam Som En Voldelig Tro: Sharia Og Jihad

Gud beskriver Koranen som følger i et vers:

... Denne [Koran] er ikke et ord, der kan opdigtes, derimod bekræfter den det, som var før den. Den er altings detaljerede forklaring og retledning og nåde for folk, som tror. (Sura Yusuf, 111)

Som Gud udtrykkeligt skriver i dette vers, er Koranen "en detaljeret forklaring af alting", selvom det aldrig er nok for fortalerne for overtro. De betragter ikke den vej, Koranen åbenbarer, som passende for deres egne falske religiøse forestillinger. Af den grund har de gennem hele historien holdt på, at nogle af Koranens vers er "utilstrækkelige" (Koranen er bestemt større end det) og må fortolkes. Fra det har de udviklet den ide, at "Vi kun kan forstå Koranen gennem hadith ."

Lad os gøre en ting klart her; hadith er overleveret som vores Profets (ﷺ) ord. Mens nogle er fuldstændig troværdige og præcise udtalelser og levevis, er andre gradvist blevet forvrænget, og betydningen af nogen er blevet ændret. Der er to måder, hvorpå man kan se, om en hadith virkelig er Profetens (ﷺ) ord eller handling, og det er at se, om det er i overensstemmelse med Koranen, eller om det allerede er sket. Det er uden tvivl bagvaskelse af vores Profet (ﷺ) at holde på, at ord eller praksis, som er i konflikt med Koranen, faktisk tilhører Profeten (ﷺ), for vores Profet adlød udelukkende Koranen.

Ideen, at "Vi kun kan forstå Koranen gennem hadith", har gjort kæmpe skade på den islamiske verden, fordi nogle muslimer, som tænker på den måde, begyndte at fabrikere hadith i troens navn. De forlod endda efterhånden fuldstændig Koranen, og brugte kun hadith som kilden til deres religion. Når fabrikerede hadith var i uoverensstemmelse med Koranen, havde de endda den uforskammethed at sige, "Denne hadith underkender Koranens befalinger". Hundredvis af fabrikerede hadith gav ophav til forskellige trosretninger, og resultatet var fire skoler, der ikke stemte overens med hinanden på mange områder af islam. Lærde kaldte alle sammen sig selv muslimer, men de troede alle på noget forskelligt. De troede endda, at de andre fuldstændig havde forladt troen.

Vores Profet (ﷺ) klager til Gud den Almægtige over det stadie, den islamiske verden er nået til, på denne måde i Koranen:

Og sendebuddet vil sige: " O min herre! Mit folk har behandlet denne Koran som en forkastelig ting." (Sura al-Furqan, 30)

Problemet i en stor del af den islamiske verden i dag er faktisk, at folket betragter Koranen som en bog, der er blevet forladt.

Da Koranen var blevet forladt, var det tid til "ijma". (Ijma: Beslutninger truffet af eminente religiøse figurer, der lever på et hvilket som helst givet tidspunkt og producerer befalinger om Sharia lov på basis af deduktion.) Eftersom de ikke var vejledt af Koranen, blev de oversvømmet af tusindvis af fabrikerede hadith, og de besluttede sig endelig for, at "hverken Koranen eller hadith fuldt ud kunne forklare befalingerne". Disse "religiøse ledere" begyndte at producere love i Islams navn. De forskellige lovskoler begyndte at have sammenstød, og de forskellige muslimske samfunds beslutninger kom i konflikt med de andre skolers. Enhver "religiøs leders" egen fortolkning blev betragtet som lov, ethvert samfund baserede sig på et forskelligt sæt praksisser og hele det Islamiske samfund begyndte at inddeles i sekter, klasser og til slut bittesmå grupper. Koranen blev efterladt som en dekorativ genstand, ophængt på væggen, stadig i sin indbinding. Som resultat "forlod og ignorerede en stor del af den Islamiske verden Koranen".

Problemet med meget af den islamiske verden i dag er, at den har forladt Koranen. Enhver udtalelse af folk beskrevet som ”troens ledere” er blevet vedtaget som en regel, og derfor har ethvert religiøst samfund deres egne praksisser.

Når man ser på nogle af Islams modstandere, ser vi, at deres problem ironisk nok er det samme som de overtroiskes: De lærer ikke om islam fra Koranen. Ligesom de overtroiske, koncentrerer de sig om fabrikerede hadith, traditioner og fortolkninger af islam foretaget af religiøse ledere, som er i generel uoverensstemmelse med Koranen. I deres øjne er "islam" de overtroiskes livsstil og praksisser. I deres øjne er "islam" historikernes forestillinger, ikke den tro, der beskrives i Koranen. De kalder lovene i denne fabrikerede religion for "Sharia", og det er ikke Koranens love. De er ikke klar over de værdier, koncepter og praksisser, Koranen pålægger dem, men har stor viden om alle reglerne i de overtroiskes falske religion. Kritiserer man reglerne i den falske religion, mener de, man kritiserer islam. De er så afhængige af de overtroiskes religion, at de ikke tror på det, når de får at vide, "Dette er ikke islam". Og det er en overordentlig stor fejl.

Disse folk må tro på dette, hvis de modsætter sig islam på grund af ideologisk religiøs modstand, og hvis de oprigtigt søger en løsning på fanatikerens formørkede tankegang. Deres religion er ikke islam. Koranen i sig selv er tilstrækkelig for en muslim. Hadith er sande og troværdige, så længe de er i overensstemmelse med Koranen. En hadith, som ikke stemmer overens med Koranen, har ingen plads i islam. Hvis en muslim ikke kan finde islam i Koranen, så leder han efter en anden religion, og Sharia i den religion er ikke islam.

Ordet Sharia betyder "vej." En muslim kan let forstå, hvilken "vej" han skal følge ved at læse Koranen. Få ting er ikke tilladt i Koranen, og disse tydeliggøres med eksplicitte forbud. De er ikke åbne for diskussion eller fortolkning. For eksempel er drab, utroskab, at tjene renter, spise svinekød eller drikke blod ulovlige handlinger, beskrevet i Koranens vers på en definitiv måde. Dette er en af Koranens vigtige kendetegn. Folk, som forsøger at finde på forbud ved at fortolke versene i lyset af deres egne begær, producerer altid deres egne deduktioner fra dem. Men Gud forbyder det, der er ulovligt, men definitive udtalelser, som i dette vers:

Han har forbudt jer det selvdøde dyr, blod og svinekød og det, som er ofret til andre end Allah (Sura al-Baqara, 173)

Gud beskriver i Koranen, at der vil være folk, som fabrikerer det, der er lovligt eller forbudt i Islams navn:

Og sig ikke den løgn, som deres tunger udtaler: "Dette er lovligt , og dette er ulovligt !" for at opdigte løgne om Allah! Sandelig, de, som opdigter løgne om Allah, vil aldrig opnå den sikre sejr (om frelsen). (Sura an-Nahl, 116)

Efter vores Profets (ﷺ) tid, opstod en række samfund, som opdigtede løgne om Allah. Eftersom disse samfund ikke brugte Koranen som vejledning, kunne de kalde hvad som helst for tilladt og forbudt.

Men der er nogle samfund, hvis egenskaber Gud især understreger: "De erklærer de gode ting for forbudte" Vores Herre siger i Koranen:

Oh I troende! Forbyd ikke de rene og gode ting, som Allah har gjort tilladt for jer. Overskrid ikke grænsen. Visselig, Allah kan ikke lide dem, som går over grænsen. (Sura al-Ma’ida, 87)

Ved at undersøge det brutale system, der er taget i brug i Sharias navn, og som er fuldstændig i uoverensstemmelse med islam, skal vi tale om nogle samfund, der gør tilladte ting forbudte for sig selv, og som er fuldstændig distancerede fra Koranen.

Lad os først definere den sande Sharia, Koranens sande vej med andre ord, som beskrevet i versene:

Sharia i Koranen betyder kærlighed, respekt og hengivenhed og beskyttelse til folk af alle trosretninger og holdninger. Sharia i Koranen insisterer på demokrati, og tankefriheden hersker. Under Koranens Sharia er folk oplyste, uddannede, åbensindede, respektfulde overfor andre ideer, glade, udad-skuende, moderne, optimistiske, af høj kvalitet, værdsætter kunst, videnskab, kærlighed og venskab. Der er intet had, ingen intolerance, konflikt, kamp, despotisme, tvang, trusler, ulykke, vrede eller krig i Koranens Sharia. Vi vil udvide alle disse definitioner associeret med Koranen med beviser fra vers i senere afsnit af denne bog.

Koranens Sharia kræver, at en muslim er moderne, velplejet, ædel, vis, kulturel, demokratisk, åbensindet, respektfuld over for alle ideer og fuld af kærlighed. Koranens Sharia er baseret på broderskab, fred og kærlighed. Krig, grusomhed, had, vrede og konflikt er alle forbudt for muslimer i Koranen. De som ønsker at kende den sande Sharia må udelukkende ty til Koranen.

Er der et islamisk land i verden i dag, som fungerer i overensstemmelse med disse definitioner af Sharia i Koranen? Selvfølgelig ikke. Denne Sharia er ikke blevet taget i brug siden vores Profets (ﷺ) tid. Landene, som siger, de styres under Sharia love bruger Sharia fra en fanatisk tro, som diverse voldelige grupper indfører i Islams navn. De anvender forskellige usande hadith som deres vejledning, men forlader Koranen.

Vi skal i kommende kapitler se, hvor de grupper, som påstår at anvende Sharia men faktisk spreder vrede og had, får den opfattelse af Sharia fra. Vi skal kigge en efter en og se ugyldigheden ved alle de falske hadith, de bruger som deres vejledning. Vi skal se, med fuld opbakning fra beviser, hvor langt denne Sharia er fra Koranen, og hvorfor den aldrig på nogen måde kan beskrives som islamisk Sharia.

Hvad bringer Koranens sande Sharia til et land?

Hvis der virkelig var et land, som brugte Islams sande Sharia, hvordan ville det så se ud? Det ville være meget udviklet, når det gælder kunst og videnskab, ville have et højt uddannelsesniveau og en høj levestandard, ville være af høj kvalitet, fredeligt, kærligt og fortaler for forening med alle mennesker i verden. Det ville stå vagt om fred og være en model for kærlighed; det ville omfavne jøder, kristne og ateister, det ville betragte folk med alle ideologier som venner og ville respektere dem alle, ville påtage sig opgaven med at bringe stilhed og ro til verden, ville tænke på dem i nød før sig selv, og ville finde løsninger for dem. Det ville være kærligt og lykkeligt. Ud over at være meget høj kvalitet, ville folket i det land også have en ultramoderne og meget demokratisk livsstil. Alle holdninger ville kunne udtrykkes frit, uden nogen aggressioner, fornærmelser, intolerance eller vold. Goder ville ikke ophobes og akkumuleres. En Koranisk livsstil baseret på at beskytte de fattige og "sætte andre før sig selv" ville herske. Der ville ikke være nogen fattige. Et sådant system ville være et, hvor alle verdens folk kunne leve lykkeligt, og som alle verdens lande ville være glade for.

Hvis vi sammenligner den beskrivelse med lande, som kalder sig "Islamisk Republik", fremstår en stor forskel med det samme. Det system, der lige nu anvendes under sharias navn, er bestemt ikke islams sharia. For at folk skal kunne leve efter islams sharia, ville den religion skulle renses for al sin overtro, og ville skulle møde alle de beskrivelser, der prises i Koranen og beskrives ovenfor.

For at det skal kunne ske, er det essentielt for lederen af et land, der regeres under islam, at handle i total overensstemmelse med Koranen, ikke med overtro. En muslimsk leder, som følger Koranen, vil have tre hovedtræk: han eller hun vil være hengiven, demokratisk og retfærdig. På grund af de egenskaber, vil en sådan leder altid være troværdig. Folk, som lever under beskyttelse af en muslimsk leder, som fuldt ud adlyder Koranens moralske værdier, vil nyde den mest perfekte frihed, hvis lige aldrig før er set. Ingen islamiske pligter vil pålægges nogen. Alle vil handle i lyset af deres egen tro. Alle vil have ret til at tale frit. Der vil ikke gives særrettigheder til nogen. Alle vil blive behandlet ens. Retfærdighed vil ydes ligeligt til alle. Folk vil stadig adlyde verset, "O I troende! Vær opretholdere af retfærdighed som vidner foran Allah, selvom det skulle være imod jer selv, (jeres) forældre eller (jeres) slægtninge" (Sura an-Nisa’, 135), selv hvis det nogle gange virker mod muslimer.

En muslimsk leder vil altid stræbe efter og ønske at etablere kærlighed. Fordi grunden til religioners åbenbaring, grunden til menneskelig eksistens og grunden til skabelsen af paradis, er kærlighed. Konflikt vil være meningsløs i et samfund, hvor kærlighed hersker, hvor ingens frihed er begrænset, og hvor alle behandles ligeligt i overflod. Konflikterne vil også forsvinde, når uretfærdighed, kærlighedsløshed og fjendskab udryddes.

Derfor må vi, for at forstå sharia, se på Koranen, og ikke på praksisserne i de lande, som påstår at anvende islams sharia. Islam kom med Koranen. Derfor er den eneste islamiske sharia den, som findes i Koranen, og den er meget klar. Det er umuligt for et land, som ikke anvender det retfærdige system, demokrati og den frihed, Koranen beskriver, at være en rollemodel, når det gælder Sharia. Det ville derfor være forkert af nogen at foreslå, "Men det er sådan, den anvendes i dette land, så Islam vil bringe brutalitet med sig." Det system, der må anklages her, er det falske, der indføres i Islams navn af det pågældende lands ledere. Det er ikke Koranens system. (Koranen er bestemt større end det.)

Den manglende evne til at indføre det sande system af Koranens Sharia, som ville medføre de glæder, der nævnes ovenfor, og det at brutalitet misrepræsenteres som Koranens Sharia er selvfølgelig en meget forfærdelig ting: At skyde skylden på islam er dog ikke svaret. De, som skyder skylden på islam, gør stor skade ved at forsøge at eliminere det som det eneste svar på radikalisme, vold og brutalitet. De letter faktisk de radikaliseredes vej ved at forsøge at svække islam. Det er ikke deres beskyldninger eller de våben, de producerer, som vil eliminere radikalisme og de falske trosretninger, der opstår under Islams navn. Den eneste måde er at forstå Islam påden rigtige måde. Der er et problem med falsk tro. Og falsk tro kan kun fjernes ved at erstatte den med sande.

Den sande Jihad I Koranen

”At føre jihad” i islam betyder at uddanne den anden side, at undervise i moralske dyder og stræbe efter at vende folk væk fra ondskab. De, som myrder i jihads navn, handler ikke i lyset af Koranen.

Ordet jihad kommer fra det arabiske ord "jahd". Dets betydninger er 1) At arbejde, at stræbe, at udvise beslutsomhed og vedholdenhed eller selvopofrelse og 2) At kontrollere ens lavere selv. På basis af disse definitioner betyder det at føre jihad i Islam at informere den anden side, at lære folk rigtige moralske værdier og vende dem væk fra det onde. For at gøre dette, må en muslim træne sit lavere selv i retning af moralsk dyd, og træne sig selv til at være langt væk fra vrede og had. Med andre ord er det, en muslim, der begiver sig på jihad, må gøre, er at træne sig selv og samtidig stræbe efter at lære folk sandheden og godheden. Han må være en rollemodel med sine egne moralske værdier for at sprede kærlighed, fred, hengivenhed og vende folk væk fra ondskab.

Ordet "jahd" bruges aldrig på nogen anden måde i Koranen. De, som begår slagteri under dække af "jihad" og siger "Vores referencepunkt er Koranen" enten lyver eller er fejlinformerede.

I Koranens øjne begår de, som nu slagter folk i jihads navn, tager deres egne liv som selvmordsbombere eller opfordrer til krig, en stor synd, men størstedelen af disse folk er ikke engang klar over, at de handler i strid med Koranen. Det er fordi, de er blevet ført på afveje i religionens navn. De har deres egen tro, hvori der er had i stedet for kærlighed, vrede i stedet for hengivenhed, fjendskab i stedet for broderskab, frygt i stedet for skønhed og uvidenhed i stedet for kunst, videnskab og kultur. Det er skræmmende let at lægge en pistol i hænderne på en, der tror på noget sådant, og det er alt for let at sige til dem "Dette samfund er din fjende, så angrib det". Det er ganske let at opildne dem, og overraskende let at bygge et samfund på vrede.

De falske hadith, disse folk citerer som retfærdiggørelse for aggression, og de vers i Koranen, de misfortolker i krigens navn, vil beskrives detaljeret i senere kapitler. Der er en vigtig pointe, som må huskes her; størstedelen af de radikaliserede spreder vold på grund af uvidenhed. De kender ikke den sande tro. De fleste af dem har nok aldrig læst Koranen. Det er grunden til, at det ikke nytter noget at fordømme, forbande, true, fængsle eller landsforvise nogen, som dræber under den misforståelse, at han udfører jihad. Hans problem er, at han ikke er blevet uddannet med Koranen, og ikke har forstået Guds lov. Siden det er problemet, må vi acceptere det faktum, at så længe falsk uddannelse hersker, vil der også være radikaliserede, som er uvidende omkring, hvad de gør. Hvis man accepterer, at dette er problemet, kan man også forstå det faktum, at det eneste, som de der spreder vold og terror i jihads navn, har behov for, er sand uddannelse.

Hvad Der Misforstås Om Krig I Islam

En Muslim Har Ansvar For At Tro På Alle Vers I Koranen, Uden Undtagelse

Grunden til, at denne overskrift opstår her, er for at kunne vise den falske natur bag fanatikernes påstande, som forsøger at føje overtro til islam og nogle modstandere af islam, som så misbruger de ubehagelige ideer fra de fanatikere til, at nogle af Koranens vers ikke længere er gyldige. De citerer dette vers som angiveligt bevis for deres påstande:

Hvilket vers, Vi end ophæver eller lader gå i glemme, erstatter Vi med et endnu bedre eller et tilsvarende. Ved du ikke, at Allahs almagt omfatter alt? (Sura al-Baqara, 106)

De, som ytrer sig imod Koranen har misforstået dette vers som bevis for at lade dem indføre deres egen overtro, som tro, i stedet for Koranen. De har uklogt forestillet sig, at de ved at misfortolke dette vers kan ugyldiggøre nogle vers og endda erstatte dem med opdigtede hadith. Nogle modstandere af islam vedholder på den anden side, at der er vers om brugen af rusmidler og krig, som ikke længere er holdbare, og de forsøger at opdele muslimer i de, som adlyder det, og de som ikke gør.

Den sande fortolkning af disse vers, som de pågældende folk forsøger at citere som bevis for deres egne perverse tankegang, er som følger: det arabiske ord "ayat" i formen "Når Vi ophæver et vers [ayat]" er i ental. Ordet ayat betyder også tegn eller mirakel, ligesom vers, men ordet "ayat", som bruges til at henvise til Koranens vers fremtræder aldrig i ental. Når de optræder i ental, betyder ordet "ayat" altid bevis eller tegn, og det er sådan det oversættes i alle andre vers.

Betydningen her er derfor ikke "Koranens vers" men "tegn, regler og sharia" som kom forud for dem. Ifølge dette vers betyder det altså, at hvis nogen praksisser og befalinger, brugt af tidligere samfund, som havde guddommelige bøger, altså Jøder og Kristne, blev glemt med tiden, er disse enten blevet erindret igen eller på en anden måde ophævet af Koranen. En lignende eller bedre version er således blevet til med Koranen.

Vi må også koncentrere os om ordene "lader det gå i glemme" i verset. For at et bud skal ophæve et andet, må det tidligere "gå i glemme". Da Koranen er forblevet uændret i 1400 år, kan der ikke være noget om, at et vers erstatter et andet. De bud, som fanatikerne påstår er blevet ophævet, er ikke blevet glemt; de er stadig i Koranen. Dette viser tydeligt, at den ophævelse, der her henvises til, ikke er et vers af et andet, men bud, der tilhører tidligere samfund, som siden er blevet glemt. Bud, som er blevet sendt ned til tidligere samfund men "glemt" er blevet genoprettet med Koranen, og mere gunstige eller lignende versioner er blevet sendt ned til de samfund.

Koranen Er En "Vogtet" Bog

Som vores Herre udtrykkeligt siger i et vers, er Koranen en "vogtet" Bog.

Sandelig, Vi har nedsendt påmindelsen! Og sandelig, Vi er dens vogtere. (Sura al-Hijr, 9)

Det er umuligt, at nogle vers i en bog, som er "vogtet", og hvis befalinger gælder alle muslimer, opfattes som gyldige, mens andre ikke gør. Perfektionen i Koranens helhed, dens matematiske og videnskabelige mirakler, det faktum at den er en vejledning, og versene omkring, hvordan den er blevet vogtet, modsiger alt sammen disse påstande fra fanatikerne og Islams modstandere.

Sandelig, de, som fornægtede Formaningen, da den var kommet til dem (vil være dem, som bliver kastet i ilden). For den er sandelig en ærværdig bog. Falskhed kan ikke nærme sig den, hverken forfra eller bagfra. Den er nedsendt af Ham, som er alvis, prisværdig. (Sura al-Fussilat, 41-42)

Sandelig, det påhviler Os at samle den (Koranen) og lade den blive reciteret. Så når Vi reciterer den, følg dens recitation. Sandelig, det påhviler Os at forklare den tydeligt. (Sura al-Qiyama, 17-19)

Som disse vers udtrykkeligt forklarer, er Koranen en uforlignelig bog, og falskneri kan ikke indhente den forfra eller bagfra. Denne bog er under vores Herres beskyttelse. Det er derfor åbenlys bagvaskelse at foreslå, at nogle bud er blevet erstattet i Koranen.

Vi må her erklære, at de såkaldte lærde, som bagvasker Islam og Koranen, på denne måde er i en intens uoverensstemmelse imellem sig, når det gælder det antal vers, der angiveligt er ophævet. Hver enkelt erstatter på sin egen måde et vers, han mener, er ophævet med et andet bud, og disse regler fører derfor til nye og anderledes trosretninger; nogle såkaldte lærde er endda gået så langt som at sige, at hadith kan erstatte vers. Disse folk ignorerer fuldstændig Guds vers, som lyder "… Vi har ikke udeladt noget som helst i Bogen..." (Sura al-An’am, 38). De afviser Koranens vers og erstatter dem med hadith, hvoraf nogle er fuldstændig opdigtede. Dette logiske kollaps, begået i islams navn, er også basis for de radikaliseredes handlinger. Vi skal se nærmere på dette senere hen.

Ligesom fortalerne for overtro, har islams modstandere også prøvet at anvende denne falske fortolkning af versene på en lang række bud omkring islam. Lad os nu kigge på, hvor disse folk har taget fejl.

Fejlene I At Differentiere Mellem "Mekka Muslimer" Og "Medina Muslimer"

Nogle modstandere af islam snakker om moderate muslimer som "Mekka muslimer". I deres øjne var den tid, hvor vores Profet (ﷺ) var i Mekka, en fredelig tid uden krig, men krige begyndte pludselig efter vores Profets (ﷺ) migration til Medina. Nogle folk påstår, på dette grundlag, at fortalerne for krig i islam kun anerkender de vers, der blev åbenbaret i Medina perioden, mens fredselskende muslimer kun anerkender versene fra den Mekka perioden. Den ide er så ulogisk som den er uvidende.

Som vi allerede har set, er det essentielle krav for, at man kan kalde sig muslim, at man tror på alle Koranens vers, uden undtagelse. Hvis nogen benægter et eneste vers, så mister han sin egenskab af at være muslim, som det beskrives i Koranen. Der er derfor, i Koranens øjne, ingen mulighed for en, som siger "Jeg er muslim" til at diskriminere ved at sige "Jeg anerkender dette vers, men ikke det."

Det er sandt, at der ikke var nogen krig i den Mekka perioden i vores Profets (ﷺ) liv, men at der var krig i den Medina perioden, og at vers omkring de specifikke kampe blev nedsendt. For at kunne forstå grunden til dette, må vi forstå de svære forhold på vores Profets (ﷺ) tid.

Den Hårde Prøvelse Af Muslimer I Mekka Perioden

Åbenbaringen til vores Profet (ﷺ) tog hele 23 år. Under de første 13 år levede muslimer som et mindretal i Mekkas hedenske samfund og blev udsat for meget stort pres. Mange muslimer blev udsat for fysisk tortur, nogle led martyrdøden, mange hjem og ejendele blev plyndret, og de blev hele tiden udsat for trusler og fornærmelser. Men muslimer fortsatte med at leve uden at ty til vold, holdt afstand fra hedningene og opfordrede dem hele tiden til fred.

Men de hedenske samfunds aggression var endeløs.

Quraysh så først ud til at betragte Muhammads (ﷺ) profetskab som uvigtigt. Mens de fortsatte med ikke at tro, gjorde de ingen protest mod Profetens (ﷺ) kald, så længe han ikke sagde noget mod deres idoler. Når de så Profeten (ﷺ), angreb de ham dog verbalt. De hånede og nedgjorde muslimer. Quraysh’ periode af "verbale angreb" begyndte på den måde.

Koranen beskriver situationen med disse ord:

Sandelig, synderne plejede at gøre nar af de troende,
Når de (de troende) gik forbi dem,
blinkede de til hinanden, og når de vendte tilbage til deres familier, vendte de tilbage muntert.
Og når de så dem, sagde de: "De er sandelig vildfarne!" (Surah Al-Mutaffifin, 29-32)

Muslimer levede som en minoritet i det hedenske samfund i Mekka og blev udsat for meget undertrykkelse. Mange muslimer blev fysisk tortureret, nogle led martyrdøden, de fleste fik deres hjem og ejendele plyndret, og de blev udsat for konstante fornærmelser og trusler. Men muslimer fortsatte med at leve uden at ty til vold, og holdt blot afstand til afgudsdyrkerne og opfordrede dem til at leve i fred.

Mekka var centeret for afgudsdyrkelse. Mekka blev hver dag oversvømmet med folk, der kom for at besøge Ka’abaen og gudebillederne omkring den, og tjente på den måde en stor del penge og prestige til Quraysh. Quraysh opfattede spredningen af islam i Mekka som en trussel, fordi de mente, at dette ville gå imod deres egne interesser og også tiltrække andre stammers fjendskab. De vidste også, at islam betragtede alle som ligeværdige og ikke diskriminerede på baggrund af afstamning eller rigdom. Ledende medlemmer af Quraysh mente derfor, de måtte gøre en indsats for at stoppe udbredelsen af islam. Denne "indsats" inkluderede ofte tortur og endda drab på muslimer. (Ibn Hisham, 1/287)

Hedningene på den tid kunne ikke gøre stor skade på medlemmer af stærke og eminente familier, såsom Hazrat Abu Bakr og Hazrat Uthman, men de behandlede de fattige og ubeskyttede muslimer ondskabsfuldt. Ærværdige muslimer udsat for så elendig behandling inkluderede Abu Fakih, Khabbab ibn al-Aratt, Bilal ibn Rabah, Suhaib ar-Rumi, Ammar ibn Yasir, Yasir ibn Amir og Sumayyah bint Khayyat.

Abu Fakih, en af Safwan ibn Umayyahs slaver, blev bundet ved fødderne hver dag af sin herre og trukket over varmt grus og sand.

Jernarbejderen Khabbab ibn al-Aratt blev lagt på varmt kul og fik sit bryst trykket ned mod kullet, indtil det var kølet af.

Ammar ibn Yasirs far, Yasir ibn Amir, fik sine ben bundet til kamelerne, som så blev drevet i forskellige retninger, og trak hans krop fra hinanden. Ude af stand til at bære smerten over hendes mands brutale martyrdød, udtalte Sumayyah bint Khayyat sig mod hedningene og blev dræbt af en pil, affyret af Abu Jahl. (Zad al-Maad, 2/116; The Age of Felicity, 1/254)

Umayyah ibn Khalaf lagde sin slave, Bilal al-Habashi, nøgen ned på bagende varmt sand hver dag. Han placerede så en kæmpemæssig sten på hans bryst og efterlod ham der i timevis. Han torturerede ham for at forsøge at få ham til at gå imod Profeten (ﷺ) og forlade islam. En dag bandt han hans hænder og fødder og lagde et reb omkring hans hals. Så trak han ham over det varme sand gennem Mekkas gader. (Zad al-Maad, 2/116; The Age of Felicity, 1/253)

Først var de ikke i stand til at røre vores Profet (ﷺ), da han var under sin onkels, Abu Talibs, værgemål, og da de frygtede Hashemitterne. Gradvis begyndte de dog at bagvaske ham, sagde at han var en "spåmand, en digter, en magiker, en troldmand". Til sidst greb de enhver mulighed, de kunne finde, til at fornærme Profeten (ﷺ) og behandle ham dårligt.

Hedningene på den tid var ikke i stand til at skade muslimer fra magtfulde og prestigefylde familier såsom Hazrat Abu Bakr og Hazrat Uthman. Men de mishandlede og torturerede, på barbarisk vis, fattige og hjælpeløse muslimer på en måde aldrig før set.

Denne dårlige behandling af muslimer fandt sted, blot fordi de troede og prædikede islam til andre. På trods af denne undertrykkelse, tortur og vold, skadede muslimerne aldrig dem, som skadede dem, hvilket er et af Islams krav, og de forsøgte aldrig at forsvare sig selv, hvilket er deres grundlæggende menneskeret. Når de så, at muslimerne ikke kæmpede imod, forstærkede Quraysh deres aggression og tortur. De omtalte Quraysh martyriserede nu muslimerne fra det øjeblik, de så dem.

Som forfølgelsen forværredes, fandt muslimerne, som ikke reagerede på det på nogen måde, og ikke engang forsvarede sig selv, idet Koranen forbyder blodsudgydelse, sig ude af stand til at forblive i Mekka længere. De mente, de var nødt til at migrere til Medina.

Medina Perioden Og Kampene

Som afgudsdyrkernes angreb blev mere alvorlige i Mekka, migrerede muslimerne til byen Yathrib (senere kendt som Medina), hvor klimaet var friere og venligere, og opsatte her deres egen administration. Men selv efter de etablerede deres egne politiske strukturer, stoppede angrebene fra hedningene i Mekka ikke. Quraysh fulgte efter muslimerne og vedholdt de voldelige angreb mod dem. Men vores Profet (ﷺ) og muslimerne omkring ham gav sig aldrig ud i en kamp mod afgudsdyrkerne.

Ingen person, intet samfund eller land i verden ville undlade at reagere, hvis de angribes. De vil altid reagere på aggressionen med "selvforsvar", og som minimum handle defensivt. Folk som udfører selvforsvar frikendes altid af retten, og de lande der gør det frikendes under international lovgivning, fordi de er blevet udsat for et uretfærdigt angreb, og folks liv, familier og kære, eller landets folk, land og ære er i fare.

Det gjaldt også vores Profet (ﷺ) og muslimer i Mekka perioden. Men på trods af alle de uretfærdige og morderiske angreb på dem, gik vores Profet (ﷺ) og muslimerne aldrig til genangreb, med den baggrund at Gud havde forbudt mord. I stedet opfordrede de altid den anden side til fred, ligesom versene befaler, og når fredsforslagene var ineffektive, forlod de deres hjem, land og byer og flyttede væk.

I de ca. 13 år i Mekka perioden, og de første år i Medina perioden, blev de troende stadig befalet at være tålmodige over for al denne tortur og uretfærdighed, og at prædike Guds tro venligt, som beskrevet i verset "Inviter til din Herres vej med visdom og smuk formaning, og diskuter med dem på bedste vis." (Sura an-Nahl, 125), og ingen kamp var tilladt. Vores Profet (ﷺ) svarede på denne måde til muslimer, som ønskede at gøre modstand mod den omtalte forfølgelse:

"Det er stadig ikke tilladt at kæmpe. Var tålmodig, Guds hjælp er nær, og du vil blive belønnet for dine lidelser."

Vores Profet (ﷺ) fik tilladelse til at udføre selvforsvar for sig selv og sit samfund i de følgende vers, som blev åbenbaret efter migrationen til Medina:

Der er givet tilladelse til dem, som bliver bekriget, fordi der er blevet begået uretfærdighed mod dem. Og sandelig, Allah er fuldt ud i stand til at hjælpe dem. (Det er) dem, som blev fordrevet fra deres hjem, uden retfærdig grund, men kun fordi, de sagde: "Vor Herre er Allah. ..." (Sura al-Hajj, 39-40)

Med disse vers begyndte det muslimske samfund, som uretfærdigt var blev tvunget ud i eksil for blot at sige "Vor Herre er Gud", at forberede sig på at forsvare sig selv. Som udtrykkeligt skrevet i verset, har et muslimsk samfund "der bliver bekæmpet, fordi de har lidt uret" lov til at forsvare sig selv, men de får at vide, at de ikke må angribe. Som følge af disse vers begyndte muslimer at forsvare sig selv og kæmpede tilbage imod det glubske samfund, som angreb dem. Vers omkring krig og forsvar, åbenbaret efter det, indeholder beskrivelser, der omhandler de midler, der blev brugt under den kamp. For at sige det på en anden måde, gives en speciel beskrivelse specifikt til den situation i den specifikke krig. Derfor blev alle versene omkring krig i Koranen specielt åbenbaret som refererende til de bestemte angreb, der fandt sted på den tid, for at vi skulle kunne se de svære forhold på den tid og vores Profets (ﷺ) retfærdighed.

Hvem Blev Kampene Udkæmpet Mod?

En vigtig pointe, der må huskes omkring de kampe, der beskrives i Koranen, er "den anden side" i kampene. Nogle religiøse og historiske kilder siger, at de kampe, der blev udkæmpet på Profetens (ﷺ) tid, var mod jøderne. Nogle folk, som læser disse kilder, går så videre og prøver at lede efter antisemitisme i Koranen, og påstår at de vers, der blev åbenbaret for specifikke kampe i Koranen, er generelt rettet mod jøderne. Det er dog en stor fejl.

Det var hedningene, som påbegyndte forfølgelsen af vores Profet (ﷺ) og muslimer. Mange af disse var afgudsdyrkere. Deres mål var at forhindre, at der skete nogen skade på deres gudebilleder og perverse ideer. Nogle var hyklere og polyteister, som var kommet fra jødiske samfund, men det ville være meget forkert at kalde dem jøder. På samme måde, som de ville være meget forkert at betragte en polyteist eller hykler, som kom fra et muslimsk samfund, som "muslimsk", er det forkert at betragte polyteister og hyklere, som kom fra jødiske samfund og begyndte at sprede vold, som "jøder". Det er umuligt for en sand jøde at starte kampe og dræbe troende.

Koranen forbander antisemitisme. Af den grund kommer de, der leder efter udtryk for fjendskab mod jøderne i Koranen, tomhændede tilbage. Folk, som fortolker de omtalte vers, som refererende til kamp mod jøder, må forstå dette. Vores Profet (ﷺ) havde altid et godt forhold til jøder. Han behandlede dem med respekt og hengivenhed, og sande, hengivne jøder behandlede vores Profet (ﷺ) med samme respekt og hengivenhed.

Information om vores Profets (ﷺ) hengivne attitude over for jøder, Toraen og jødedommen vil blive undersøgt nærmere i kapitlet om Bogens Folk.

Beskrivelsen Af Krig I Koranen

Koranen er ret præcis omkring, hvornår og hvordan krig må føres:

Kæmp for Allahs sag mod dem, som kæmper mod jer, men overskrid ikke grænserne. Sandelig, Allah kan ikke lide dem, som overskrider grænserne. (Sura al-Baqara, 190)

Krig må kun føres mod de, som angriber muslimer. Det vil sige, det skal være en forsvarende krig. Det er absolut forbudt i Koranen for en muslim at angribe den anden side uden grund.

Det, Gud befaler muslimer i Koranen, er, at de altid må vægte retfærdighed højst, selv hvis de er sure på et samfund på grund af dets uretfærdigheder og aggression. Gud beskriver i et vers:

O I troende! Stå fast ved det rette for Allah, og vær vidne i retfærdighed. Lad ikke jeres had til et folk drive jer til ikke at gøre det retfærdige, (for) det ligger gudfrygtigheden nærmest. Frygt Allah. Sandelig, Allah har kendskab til alt, hvad I gør.. (Sura al-Ma’ida, 8)

For eksempel forbyder Gud i et vers muslimer at gå over grænsen, når det gælder samfund, der forsøger at stoppe muslimer fra at gå ind i Ka’abaen, og råder dem til at behandle dem og alle andre med venlighed:

… Lad ikke jeres had drive jer til overgreb mod et (andet) folk, fordi de holdt jer ude af Den hellige Moske. Hjælp hinanden i fromhed og gudfrygtighed, ikke i synd og overtrædelse. Frygt Allah ... (Sura al-Ma’ida 2)

Den Almægtige Gud advarer muslimer om ikke at overtræde grænserne, selvom de med vilje er blevet forhindret i at udføre deres religiøse Hajj pligt (pilgrimsrejse) og er blevet uretfærdigt behandlet. Gud befaler muslimer at opføre sig retfærdigt selv under de forhold, og befaler dem at opføre sig ordentligt og ikke blive vrede. Muslimer har en pligt til at adlyde dette bud i Koranen, uanset omstændighederne.

Det vers, der beskriver den eneste begrundelse for at kæmpe – selvforsvar – indeholder også et andet forhold omkring krig: overdriv ikke. Dette betyder, at en muslim i tilfælde af et angreb blot må forsvare sig selv, ikke overreagere og ikke handle på andre måder end forsvarende. Med andre ord er aggression, vold, vrede og ekstremisme bandlyst i Koranen.

Andre vers beskriver pligten til kun at indgå i forsvarende krig mod aggressorer på denne måde:

Allah forbyder jer ikke at handle godt mod dem, som ikke har kæmpet mod jer på baggrund af jeres religion, og som ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Sandelig Allah elsker de retfærdige. Allah forbyder jer kun at tage dem til fæller, som har kæmpet mod jer på baggrund af jeres religion, og som har fordrevet jer fra jeres hjem eller støttet andre, som har fordrevet jer. (Sura al-Mumtahana, 8-9)

Der er en vigtig skelnen her. Det er forbudt for muslimer at angribe folk, som aldrig har angrebet dem, selvom de modsiger muslimernes ideer. En muslim har ansvar for at behandle sådanne mennesker med respekt og retfærdighed. Ifølge dette vers, er det kun tilladt for muslimer at deltage i forsvarskrige mod folk, som undertrykker dem på grund af deres tro og faktisk fysisk angriber dem; mod folk som påbegynder fjendskab, med andre ord. Som vi allerede har set, vil alle, selvfølgelig, forsvare sig selv, hvis de angribes. Dette er enhver persons, nations og lands ret, og det er også det rigtige at gøre.

Det faktum, at vores Profet (ﷺ) ikke udøvede noget selvforsvar indtil åbenbaringen af de vers, der tillod en sådan aktivitet, repræsenterer enorm selvopofrelse og religiøs hengivenhed. Indtil den tid tyede vores Profet (ﷺ) blot til kompromis og forsøgte at overbevise den anden side, som krævet af verset "… Og diskuter med dem på bedste vis.…" (Sura an-Nahl, 125) selvom de hedenske Quraysh’ eneste mål var blodbad.

Efter vi er kommet med den vigtige pointe, skal vi nu undersøge alle de vers, som fortalerne for overtro og modstanderne af islam forsøger at bruge som bevis for den vold, der angiveligt er begået i islams navn, og vi vil fremvise deres fejl på området én efter én.

Før vi ser på disse vers, må vi vide, at alle kampene beskrevet i Koranen blev udkæmpet mod et specifikt samfund i den region, og at disse specielle forhold udtrykkes i versene. Det samfund var et polyteistisk samfund, med hvem man havde indgået en aftale. Derfor var alle disse kampe bestemt af de pågældende samfunds adfærd og aggression, som havde brudt freds- og venskabsaftalerne. De vers, der blev nedsendt, vedrørte derfor den tilstand, der herskede på den tid, og beskriver det specifikke klima.

For at kunne forstå dette faktum bedre, lad os se på definitionen af polyteisme på den tid, og på den aftale, der var indgået med dem:

Polyteister Med Hvem Aftaler Blev Indgået

Selvom ordet polyteist, ifølge nogle kommentarer på den tid, blot betyder "de, der tilskriver Gud ligeværdige", henviser udtrykket i virkeligheden til hedninge, som tilbeder afgudsbilleder, som udtrykkeligt tilskriver Gud ligeværdige og tror på utallige guddomme, og som ikke er muslimske, jødiske, sabaenere eller magianere.

Mens Koranen omtaler de forskellige religioner, som eksisterede i Arabien i tiden for Islams komme, nævnes polyteisterne altid som en separat gruppe. Når man ser på vores Profets (ﷺ) tid, var det, selvom det var lovligt at gifte sig med kvinder fra, og spise mad forberedt af Bogens Folk, jøder og kristne, forbudt at gifte kvinder sig med, eller spise mad forberedt af magianerne eller Sabaenerne, og også polyteisterne.

Som vi allerede har set, var vores Profet (ﷺ) tvunget til at migrere til Medina under enormt pres fra polyteisterne, og fra emigrationens allerførste dage knyttede han et broderskabsbånd mellem Ansar (hjælperne, Medinas muslimer) og Muhajir (emigranterne, Muslimerne som var emigreret fra Mekka til Medina). Han underskrev en række aftaler med polyteistiske samfund og folk, der levede i regionen, og inviterede dem altid til at stå sammen for at opbygge fred, på trods af polyteisternes ekstreme attitude.

Vores Profet (ﷺ) kom til Medina, og hans evne til at styrke kærlighed og broderskab beviste, at folk kunne leve i fred med andre med forskellige holdninger, trosretninger og sprog. Et af de største beviser for, at han var en bringer af kærlighed og fred er, at den første tekst, han skrev, var en fredsaftale. Efter han havde indtaget Mekka, løslod Profeten Muhammad (ﷺ) endda alle de polyteister, som tidligere havde tortureret muslimer og behandlede dem med stor medfølelse. Denne overlegne moralske dyd udvist af Profeten Muhammad (ﷺ) var noget, som aldrig før var set i det arabiske samfund, og det blev mødt med stor anerkendelse.

Profeten (ﷺ) er en rollemodel for alle muslimer, når det gælder implementeringen af retfærdighed i erobrede territorier. Vores Profet (ﷺ) anvendte den retfærdighed, der beskrives i Koranen, over for indbyggerne i lande, som blev overtaget, og han indgik aftaler med dem, som ville tilfredsstille begge sider og sikre, at ingen skulle lide de mindste repressalier. Af den grund var folkene i de erobrede lande, uanset hvilken religion eller etnicitet de havde, altid glade for den retfærdighed, islam bragte med sig. Vores Profet (ﷺ) og hans følgere repræsenterede et samfund, som etablerede retfærdighed mellem folk, som udtrykt i verset, "Og blandt dem, som Vi har skabt, er der et folk, som (vej)leder til den rette vej ved sandheden og øver retfærdighed i kraft af den" (Sura al-A’raf, 181)

Den aftale, vores Profet (ﷺ) lavede med det kristne Najran folk på den sydlige arabiske halvø, er et af de fineste eksempler på hans forståelse og retfærdighed.

En af artiklerne i traktaten lyder som følger:

"Livet for folket i Najran og de omkringliggende områder, deres religion, deres land, ejendomme, kvæg og de af dem, som er til stede eller fraværende, deres budbringere og deres tilbedelsessteder er under Guds beskyttelse og Hans Profets bevogtning." (The Pact of Najran, Article 6, http://www.islamicresources.com /Pact_of_Najran.htm)

Efter aftalerne med alle samfundene i den region, grundlagde vores Profet (ﷺ) staten Medina ved at optegne den første forfatning i Islams historie, Medinas Forfatning. Dette var det første og mest perfekte eksempel på en demokratisk og multilateral forfatning. Intet demokratisk system i dag har været i stand til at opnå sådan en orden, som den der blev iværksat af vores Profet (ﷺ) med Medinas Forfatning, og ingen har været i stand til at implementere det så godt som vores Profet (ﷺ).

Den Første Multilaterale Og Mest Demokratiske Forfatning Nogensinde: Medinas Forfatning

Med Medinas Forfatning, den første forfatning i staten Medina, bragte vores Profet (ﷺ) en demokratisk og fredelig orden, som aldrig før var set på den Arabiske halvø i et urbant samfund bestående af forskellige racer, religioner og stammer.

Under denne forfatning skulle alle samfundsgrupperne i Medina leve sammen i fred, arrangere deres liv ifølge deres egen tro og holdning, og have magt til at styre og regulere deres egne institutioner og love. Ved at gøre dette ville alle befolkningsgrupper i Medina leve sammen i fred og enighed.

Medinas Forfatning blev skrevet i 622 e. Kr., for omkring 1400 år siden, under Profeten Muhammads (ﷺ) lederskab, som reaktion på krav fra folk med forskellige trosretninger, og er bevaret for eftertiden som en skriftlig juridisk traktat. Som resultat blev samfund, som havde været fjendtlige over for hinanden i over 120 år og bestod af forskellige religioner og racer, inkluderet under denne forfatning. Ved hjælp af denne aftale viste Profeten (ﷺ), at konflikt kunne ophøre mellem samfundsgrupper, som plejede at angribe hinanden ved enhver mulighed, var fjendtlige over for hinanden og aldrig indgik kompromisser med hinanden, og at de sagtens kunne leve fredeligt sammen.

Under Medinas forfatning havde alle frihed til at træffe sine egne religiøse, politiske eller filosofiske valg, uden at blive presset af andre. De kunne etablere et samfund, hvor folk havde de samme synspunkter. Alle var fri til at udøve sit eget retfærdighedssystem. Men ingen, der begik en overtrædelse, skulle beskyttes af nogen anden. Parterne i aftalen skulle hjælpe og støtte hinanden, og ville være under Profeten Muhammads (ﷺ) beskyttelse. Uoverensstemmelser mellem parterne skulle bringes til Guds Budbringer (ﷺ). Selv polyteister foretrak Profetens (ﷺ) voldgift, da han var den mest retfærdige af alle.

Denne traktat, udformet af vores Profet (ﷺ), blev gradvist implementeret mellem 622 og 632 e.Kr. Gennem denne forfatning flyttede folk sig videre fra stammestrukturer baseret på blodsbånd og familie, og folk med meget forskellige geografiske, kulturelle og etniske rødder kom sammen og udgjorde en helhed. Medinas Forfatning etablerede også en meget bred trosfrihed og religionsfrihed. En af artiklerne, der udtrykte den frihed, lyder:

"Jøderne i Banu ’Awf er et samfund sammen med de troende. Til jøderne deres religion, og til muslimerne deres religion." (The Constitution of Medina, http://www.islamic-study.org/ jews-prophet-page-2.htm)

Medinas forfatning består af 47 artikler. Artikel 1-23 omhandler muslimer, mens 24-47 omhandler jødiske stammer bosat i Medina. Referencer til kristne, som var meget færre i antal, er også vigtige, når det gælder deltagelse af medlemmer af forskellig tro.

En analyse af Medinas Forfatning i en rapport med titlen "En revurdering af Medina aftalen, ifølge Professor Leonard Swidlers pluralismeperspektiv" erklærer, at Forfatningen er et væsentligt dokument til fremvisning af Profetens indsats for at forene byen og bringe grupperne sammen omkring loven, som specifikt blev fremsat for folket.

Ifølge denne rapport havde ethvert individ, ifølge loven, lige rettigheder, nød friheden til at vælge deres egen religion og deltage i krig sammen med muslimer, mens de under ingen omstændigheder måtte indgå separate aftaler med fjenden, hvilket viste en indsats for at etablere en streng solidaritet iblandt Medinagrupperne. Forfatteren af rapporten siger, at denne religiøse og politiske tekst sigtede efter at etablere et nyt samfund omkring værdierne lighed og frihed. Som det blev understreget i Forfatningen, var lovens overlegenhed over individet et grundlæggende skridt, for at opnå målet med at sikre en bæredygtig atmosfære for dialog og sameksistens. Artiklerne i Forfatningen understregede også det lige ansvar hos alle individer for at forsvare byen. Ifølge denne rapport, citeres navnene på alle grupperne i byen et efter et. De anerkendte Forfatningen, og dermed Profeten, og forfatningen respkterede alle disse grupper i byen som juridiske enheder og tog dem med i overvejelserne. (Kenan Çetinkaya, Amerika’da Diyalog anlayışı ve Medine Vesikası [Understanding of Dialogue in America and Medina Charter])

Selvom der er en lang række artikler omkring jøderne i forfatningen, vil det også være passende at minde os selv om, at den også inkluderede de hedenske samfund, der boede der. Selvom polyteisterne i Mekka åbenlyst demonstrerede deres fjendskab mod Profeten Muhammad (ﷺ) og muslimerne og tvang dem bort fra deres land, behandlede Profeten (ﷺ) altid de hedningene i Medina på en meget hengiven, fredelig og forsonende måde. Teksten i Medinas Forfatning viser, at muslimer havde en beskyttende holdning over for polyteisternes rettigheder og love, og at disse ønskede at agere sammen med muslimer for Medinas beskyttelse. Sådan en attitude over for polyteisterne er på ingen måde overraskende, fordi muslimerne i Koranen har et ansvar for at beskytte polyteister, med hvem de har en underskrevet aftale, selv på bekostning af deres egne liv. (Dette vil blive beskrevet nærmere senere hen.)

Medinas Forfatning var den første pluralistiske og den mest demokratiske forfatning i historien. Den viste muslimernes beskyttende attitude over for rettighederne og lovene, for medlemmer af alle andre trosretninger og endda afgudsdyrkere.

Afslutningsvis betragtes den omtalte forfatning som et meget vigtigt dokument, der indeholder kernen for forening og sammenhold, kærlighed og hengivenhed, venskab og fred, og er et eksempel på dialog mellem muslimer og ikke muslimer generelt, og særligt mellem muslimer og jøder. Vores Profets (ﷺ) opfattelse af kærlighed og fred var baseret på Koranen, men det er svært at identificere et muslimsk samfund i dag, der er i stand til at leve efter den samme opfattelse. Dette er et definitivt og meget vigtigt bevis for, at historiens mest demokratiske forfatning blev skrevet og implementeret af vores Profet (ﷺ), og at nutidens samfund har vendt sig bort fra vores Profets (ﷺ) praksisser, som de skrives i Koranen.

De kommende afsnit af denne bog må derfor vurderes i lyset af denne information. Praksis hos nutidens fortalere for overtro er radikalt forskellig fra rådene i den Hellige Koran, som befaler, at selv polyteister skal beskyttes, og siger at Bogens Folk (jøder og kristne) nyder en speciel status for muslimer, og fra Profeten Muhammad (ﷺ), som altid stræbte efter fred og demokrati. Fortalerne for overtro leder altid efter beviser for endeløs konflikt i Korane

Vers Om Krig Og Fortolkningen Af Disse

Efter at have set definitionen af krig i Koranen, lad os nu undersøge versene omkring krig, som misbruges af nogle ekstremister og bruges til at kritisere islam af nogle modstandere af islam:

Gennemgang Af Vers 191 I Sura Al-Baqara

Dette vers er et, der blev nedsendt, efter muslimerne blev udsat for ekstremt pres og vold og blev tvunget til at migrere fra Mekka til Medina. De forhold, vi diskuterede detaljeret ovenfor, opstod, og muslimerne modtog befalingen om at forsvare sig selv mod direkte angreb. De brugte metoderne fra det samfund, som aldrig stoppede med at undertrykke dem, som nægtede at tale på en behagelig måde, og som vendte det døve øre til alle opfordringer om fred eller forhandling, med dem.

Men verset indeholder også en påmindelse om krigens regler: "Kæmp ikke mod dem ved Den hellige Moske, medmindre de kæmper mod jer der. Men hvis de angriber jer, så dræb dem." Som vi har set, er den eneste betingelse for at kæmpe, at den anden side har angrebet først. Hvis de ikke fører krig, hvis de ikke angriber, så er det absolut forbudt for muslimer at kæmpe.

Det er selvfølgelig meget mistænkeligt, hvordan ekstremisterne og modstanderne af islam, som forvrænger dette vers, ignorerer denne ganske vigtige bestemmelse. Verset giver tydeligvis kun muslimerne ret til selvforsvar. Dette vers befaler derfor ikke krigsføring og aggression.

I vers 191 i Sura al-Baqara tildeles muslimer kun retten til at forsvare sig selv. Dette vers legitimerer derfor ikke krig og aggression.

Et andet vigtigt element i verset åbenbares som følger: "For at skabe splid er værre end drab." At opildne samfund, opfordre til had, sprede had, anarki og terror ved at indgå i bagvaskelse og totale usandheder og derved skabe fjendtlige folkemasser er fitna, og verset fortæller os, at fitna er værre end drab; altså er de samfund, som angriber muslimer, dem der begår, psykologisk og skjult fitna, og den skade, de påfører, meget stor. Muslimer forsvarer naturligvis sig selv, når andres aggression viser sit ansigt.

Den måde, hvorpå nogle fanatikere betages af rygter eller overtro og erklærer, at individer, samfund eller trosretninger spreder fitna, og så søger bevis for deres perversioner fra Koranens vers, er selvfølgelig overordentligt ynkelig. Fitna omfatter handlinger, som vil føre til korruption, såsom at forsøge at skabe splittelse mellem muslimerne, føre til tab og synd ved at påføre dem alle slags bekymringer, og så etablere et klima der befordrer masseoprør og angreb på muslimer fysisk og verbalt. Derfor skal en person, for at man kan anklage vedkommende for fitna, have begået en eller flere af disse handlinger. De, som forsøger at anklage jøder og israelere, ved at anklage dem for at begå fitna, fejler derfor i lyset af dette vers.

Ifølge Koranen er det en synd at anklage alle jøder eller israelere for at begå fitna. Folk, som spreder fitna, kan stamme fra enhver religion eller hvilket som helst land. Men på samme måde, som det er umuligt at stemple alle arabere, tyrkere eller muslimer som spredere af fitna, blot fordi der er nogle arabere, tyrkere eller muslimer, som begår fitna, er det heller ikke muligt at stemple alle jøder eller israelere som spredere af fitna. Ifølge Koranen kan en muslim spise hjemme hos en jøde, være hans gæst og ven, og må endda gerne gifte sig med en jødisk kvinde (dette vil klargøres nærmere i et senere kapitel). Når dette er tilfældet, er det umuligt for en muslim ubetinget at stemple alle jøder som nogen, der spreder fitna. Folk, som kommer med så gennemgribende fejlagtige påstande, kender indtil til Koranen, som vi sagde i starten, og handler ud fra uvidenhed, som stammer fra at være blevet opdraget under indflydelse af utallige opdigtede hadith omkring fitna og jøderne. De pågældende hadith og Bogens Folks status ifølge Koranen vil gennemgås i senere kapitler.

Gennemgang Af Versene 89, 90 Og 91 I Sura An-Nisa’

Dette vers henviser til hyklere. Disse er folk, som siger, de er muslimer, som lever blandt muslimer og ser ud til at være muslimer, men som faktisk er meget fjendtlige over for Gud og islam, og forsøger at stikke muslimerne i ryggen. Gud afslører, at de, som dør som hyklere, kastes ned i helvedes dybeste lag. Som det kan ses er hyklere, på grund af deres dobbeltmoralske og forræderiske natur, en særlig farlig og grusom menneskemodel, i stor kontrast til Gudsfornægterne eller polyteisterne.

Det forbydes i vers 89 af Sura an-Nisa’ at have venner, der er hyklere, som svigter muslimer og forsøger at lede muslimer ud i de samme perversioner som dem selv. Det, som retfærdiggør at kæmpe mod dem, er den måde, hvorpå de omtalte hyklere begår fysiske angreb på muslimer. Vi kan se dette i det efterfølgende vers, vers 90. Som det tydeligt fremgår fra ordene "Men hvis de trækker sig tilbage og ikke kæmper mod jer og tilbyder fred" kan man ikke anklage et samfund, som ikke angriber. Det samfund, hvorpå drab er tilladt, er ganske tydeligt et, der har først har erklæret krig mod muslimerne. Muslimer gives tydeligvis retten til at forsvare sig selv mod angreb her.

I tillæg er vers 90 i Sura an-Nisa’ en anden manifestation af det retfærdige, tilgivende og hengivende sprog, som altid foretrækker fred, i Koranen. Nogle hyklere, som indtil da altid havde stukket muslimer i ryggen og forrådt dem, men som senere fik en fredelig attitude over for muslimer, er også immune, hvilket vi kan se på ordene; "Undtaget er dem, som har allieret sig med et folk, som I har en fredsaftale med, eller dem, som kommer til jer med sorg i hjertet over at føre krig mod jer eller deres egne folk." I samme vers siger Gud: "Men hvis de trækker sig tilbage og ikke kæmper mod jer og tilbyder fred, så har Allah ikke ladet en vej stå åben for jer mod dem." og understreger igen deres immunitet. Dette er definitionen af retfærdighed.

Vers 91 indeholder en situation, der beskrives på grundlag af de samme betingelser. Hyklere, som angrer, og som siger de ikke vil kæmpe, vender senere tilbage til fitna og begynder igen at angribe muslimer. I det tilfælde må man erindre bestemmelsen i Koranen om, at disse folk ikke må røres, så længe de ikke angriber, men hvis de gør, så er selvforsvar tilladt.

Vi må huske på, at situationen beskrevet i versene var en specifik situation, som kom til under Slaget ved Uhud, og at den omhandler de hyklere, som begik forræderi på slagmarken.

Gennemgang Af Vers 5 I Sura At-Tawba

For at kunne forstå forholdene i det ovenstående vers må vi begynde at læse fra vers 1 i Sura at-Tawba; på den måde ser vi, at polyteisterne, som fortjener modangreb, ikke er "alle polyteister" men de, der begår brutale angreb på muslimer, og som så bestemmer sig for ikke at kæmpe i de hellige måneder. Polyteisterne her er dem, som listigt har forsøgt at jagte muslimer, og som er fortsat med at angribe dem i de hellige måneder og har slået muslimer ihjel, selvom de har lavet en fair aftale med muslimer, og de meget vel vidste, at muslimer ikke ville begive sig i krig i de hellige måneder.

Under disse forhold får muslimer i dette vers retten til at forsvare sig selv mod disse brutale angreb. Som det ses i verset reagerede muslimerne, selvom polyteisterne udførte deres brutale angreb i de hellige måneder, ikke i disse måneder, som Gud havde befalet. De udviste tålmodighed i disse måneder og begyndte først at forsvare sig selv, når de hellige måneder var slut.

I vers 6 i Sura at-Tawba får muslimer at vide, at de skal hjælpe en afgudsdyrker, som søger beskyttelse hos dem og beder dem om hjælp, selv hvis det sætter deres egne liv i fare.

Vi ser også, at verset beskriver den metode, der skal tages i brug ved forsvar: beslaglæg, belejr og lig på lur på alle veje. De primære forhold i krige, der er baseret på internationale love, er belejr og beslaglæg. De veje, der er nødvendige for belejringen overtages og holdes, og den anden side forhindres dermed i at bevæge sig. Dette vers beskriver derfor den metode, der bruges og nu betragtes som legitim under internationale love. Den eneste forskel er, at det ikke er muslimerne, der angriber; de forsøger blot at stoppe angrebene mod dem.

Det kommer heller ikke på tale i dette vers at begive sig ud i kamp mod de, som stopper deres angreb og angrer. De må frigives; det er tydeligt.

Når vi ser på det næste vers, finder vi en meget vigtig udtalelse, som beskriver Koranens kærlige og beskyttende ånd. Dette vers eliminerer alle påstande omkring muslimer fra Islams modstandere. Verset lyder:

Hvis nogen blandt afgudsdyrkerne søger din beskyttelse, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Allahs ord. Før ham derefter til et sted, hvor han er i sikkerhed. Dette, fordi de er et folk, som ikke ved (sandheden). (Sura at-Tawba, 6)

Gennem dette vers rådes muslimer til at hjælpe enhver polyteist, som har søgt beskyttelse hos dem og søger deres hjælp, selv hvis det sætter deres egne liv i fare. Verset foreslår endda, at sådan en muslim skal bruge sig selv som skjold for at beskytte sådanne polyteister. For at sige det på en anden måde har han ansvar for at risikere sit eget liv for at beskytte en, der fornægter Gud, og for at bringe ham i sikkerhed.

Dette er hvad Koranen befaler. Ifølge dette bud skal ingen slås ihjel for ikke at tro på Gud. Modsat skal han beskyttes, selv på bekostning af muslimers liv. Derfor har begrundelsen for krig intet at gøre med, om den anden side tror på Gud eller ej, eller om de tilhører en anden tro. Begrundelsen for krig er, at den anden side begår overgreb og tortur og slår folk ihjel.

Et andet faktum, der beskrives i verset, er, at alle folk må være under muslimers beskyttelse, så længe de ikke angriber eller har en ekstrem adfærd, uafhængig af deres religion, sprog, etnicitet eller tro. En muslim har ansvar for at beskytte Bogens Folk, eller en ateist eller en kommunist, på samme måde som en anden muslim; dette er et krav for at være en muslim, dette er beskrivelsen af en muslim i Koranen. Hvis nogen siger, "Jeg er en muslim", må han beskytte andre.

Gennemgang Af Vers 13 I Sura At-Tawba

Dette vers er endnu et af de, der viser reglerne omkring kampe i Koranen. Når et polyteistisk samfund, der havde opnået våbenhvile med muslimer, altså som levede i fred med dem ligesom aftalerne krævede, brød våbenhvilen og begyndte at angribe, når de prøvede at tvinge vores Profet (ﷺ) til at forlade sit eget land og gå i eksil og når, som verset udtrykkeligt siger, de begyndte fjendtligheder, havde muslimerne ret til at slå tilbage mod dem.

Gennemgang Af Vers 33 I Sura Al-Ma’ida

Det emne, vi især understreger i alle versene omkring krigsføring er også synligt i dette vers. Egenskaberne af det samfund, der skal kæmpes mod, beskrives detaljeret her: de fører krig mod Gud og Hans Budbringer og går omkring og fordærver verden. Disse folk begår ikke blot fysiske angreb på muslimer, de spreder også korruption over hele verden. Verset taler om et samfund, som repræsenterer et problem for hele verden, som alle betragter som et perverst, korrupt og krigerisk samfund.

Som i alle krige er drab muligt, hvis man skal bekæmpe et samfund, som aktivt har erklæret krig mod muslimer, så længe det er sidste udvej, og et af de midler, der kan tages i brug, er at tvinge folk væk fra deres land. For at sige det på en anden måde har muslimer KUN, ifølge Koranens vers, tilladelse til at gøre ting, som normalt ville være forbudt – at dræbe og tvinge folk ud i eksil – hvis der er en sådan krigstilstand.

Gennemgang Af Vers 57 Af Sura Al-Anfal:

Vi må også vurdere dette vers i lyset af det perspektiv og den evidens, vi har kigget detaljeret på. Man må ikke glemme, at Medina perioden, hvor nogle vers blev nedsendt, var en periode med intense kampe. Dette var udelukkende resultatet af uretfærdigheder begået mod muslimer "(Det er) dem, som blev fordrevet fra deres hjem, uden retfærdig grund, men kun fordi de sagde: 'Vor Herre er Allah' ..." (Sura al Hajj, 40), som skrevet i et vers. Endvidere, som verset fortsætter med at sige, "Men hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov til at gøre dem noget." Muslimer har et ansvar for at stoppe kampene og for ikke at fornærme den anden side, når de slutter.

Når man ser på et par vers før vers 57 i Sura al-Anfal, ser vi samfund, som muslimer havde opnået aftaler med, blive omtalt. Ligesom, i næsten alle andre vers, som giver tilladelse til retmæssigt selvforsvar, er disse samfund nogle, som havde brudt deres våbenhvile med muslimer og angrebet dem med det samme.

Det er vigtigt at manifestere en forebyggende magt over for samfund, som begynder angreb efter angreb, nægter at lytte til fornuft og skaber fordærv ved hele tiden at bryde fredsaftaler. For når det først er sket, vil de samfund, som er blevet vant til at sprede fordærv, ikke længere have styrken til at gøre det, og andre grupper af polyteister, som forbereder sig til at følge dem og skabe fordærv og begynde at angribe, vil derfor mangle modet til at gøre dette. Dette er et nødvendigt og vigtigt forebyggende middel mod det samfund, som bryder alle fredstraktater, og et der vil forhindre efterfølgende konflikt. Det er meget vigtigt, at sanktioner er "forebyggende" i forfatninger i næsten alle lande i verden og i internationale love. Målet er at forhindre, at en lovovertrædelse begås af den samme eller en anden person. Disse forbehold i internationale love er meget passende, og det er uretfærdigt, såvel som et brud på både sund fornuft og retfærdighed for folk, som betragter dem som nødvendige for lovgivningen, at være modstander af de samme midler, når det gælder islam.

Gennemgang Af Vers 4 Af Surah Muhammad:

Ligesom andre vers er det, som verset understreger, tilstedeværelsen af et krigsklima. Traktaten er blevet brudt, polyteisterne er gået i offensiven, og der er nu intet andet alternativ end at besvare den aggression. Det, som verset beskriver, er de internationale regler for krigsføring. I tillæg beskriver det også noget, som faktisk ikke anvendes under internationale krigsregler: frigivelsen af krigsfanger, så snart krigen er slut. Men i dag holdes krigsfanger stadig fanget på Guantánamo i Cuba, selvom krigen i Afghanistan er slut, og organisationer såsom FN og NATO betragter dette som legitimt. Men Koranen betragter ikke den lov som legitim: fra Islams synspunkt må alle krigsfanger frigives, så snart krigen er slut.

Versene omkring krig beskriver tydeligt forsvarskrige under tidens forhold, som kun udkæmpedes mod polyteister og hyklere, som påbegyndte fjendskab og spreder fitna og fordærv. Hovedgrunden til, at disse vers misfortolkes og bruges til ekstremisternes vrede og hadefulde politik er, at hundredvis af falske hadith er blevet tilføjet islam, og nogle analytikeres forkerte fortolkninger. Men Koranen skal læses med et rent og oplyst sind, frigjort fra alle falske hadith og anden overtro. Når de betragtes i lyset af krigstilstanden på det tidspunkt, bliver betydningen af disse vers krystalklar.

Under islamisk lov er krig kun tilladt for at forsvare sig, og krigsfanger skal frigives, når det er slut. Dette er en praksis, som ikke engang findes i den internationale krigslov. Faktisk holdes krigsfanger, fra tidligere konflikter, stadig under barske forhold i fængsler såsom Guantánamo Bay.

Der Er Ingen Gyldig Begrundelse For Krig I Islam

De, som påstår, at islam er en religion af krig, må indse, at sådan et perspektiv faktisk er i diametral i modsætning til Islams lære. Der er ingen gyldig begrundelse for at angribe den anden side i Koranen. Koranen giver den fineste beskrivelse af demokrati og frihed. I et klima med demokrati og frihed findes der ingen, der vil udnævne den anden side, som fjenden, eller forsøge at lukke munden på dem. Dette er et klima, hvor alle respekteres, og alle kan tale frit, og den islamiske Sharia beskriver lige netop det miljø. Derfor er der ingen begrundelse for offensiv krigsførelse i Koranen. Lad os undersøge dette faktum gennem ord fra Koranens vers:

Krig For At Gennemtvinge Konvertering Til Islam?

De, som bruger krig, magt eller tvang for at pålægge nogen islam, forråder Koranen. En af de tydeligste erklæringer i Koranen er; "der er ingen tvang i religionen":

Der er ingen tvang i religionen… (Sura al-Baqara, 256)

Dette er et udtrykkeligt bud i Koranen. Ingen muslim må være ulydig mod det bud og tvinge nogen til at være troende. Det forbydes tydeligt i Koranen.

Vores Profet (ﷺ) er kun en rådgiver. Han har ansvar for at prædike og introducere samfundet for islam, den sidste åbenbarede religion. På den tid begyndte nogle af de, som hørte om islam fra vores Profet (ﷺ) og andre muslimer, at tro, mens andre ikke gjorde. Som Koranen tydeligt kræver, tyede vores Profet (ﷺ), eller de andre muslimer med ham, aldrig til tvang. Vores Profet (ﷺ) påmindes i Koranen; "Så forman (dem), sandelig, du er en formaner! Du er ikke en, som (under) tvinger dem." (Sura al-Ghashiyya, 21-22). Tvang er derfor absolut forbudt.

Ifølge Koranen har alle muslimer pligt til at fortælle folk om Islams moralske værdier, men ingen må bruge tvang og sige, "Du skal blive muslim" eller "Du skal udføre de religiøse pligter." Formålet med Koranen er at bringe kærlighed og fred til verden. Sådan et pres er derfor i uoverensstemmelse med Koranen.

Andre vers, hvori tvang forbydes, lyder:

Fordi magtanvendelse og tvang forbydes i Koranen, er der ingen retfærdiggørelse for krig, aggression, fjendskab eller had. Hvilke ting, andre end konvertering, ville muslimer tvinge polyteistiske samfund at gøre? Det er tydeligt, at det er ulovligt at tvinge nogen til at konvertere. Derfor, ifølge islam i Koranen, kan indførsel af islam aldrig være grundlag for krig.

Krig For Ideologisk Eller Etnisk Overlegenhed?

Islam respekterer alle ideologier, alle nationer, alle etniske grupper, alle ideer og alle trosretninger. Islam er en religion, hvor man lytter til alle ideer, og den tillader maksimal tankefrihed. Krig på grund af et sammenstød af ideer eller etnicitet er selvfølgelig umuligt i en tro med en sådan opfattelse af demokrati eller frihed.

Krig For At Sprede Islams Regler, Påbegyndt Af En Religiøs Leder

Som vi allerede detaljeret har set, må en muslimsk leder, ifølge Koranen, være en, som også omfavner kristne, jøder, ateister, kommunister, agnostikere, buddhister og folk, som følger andre trosretninger og ideologiske systemer i det samfund, han leder. Han må implementere komplet idéfrihed. Han må tillade folk komplet frihed. Konflikt, bagvaskelse og hykleriske folk opstår, hvor der ikke findes frihed. Man må forhindre det og gøre, hvad Koranen kræver. Som verset siger, "O I troende! Vær opretholdere af retfærdighed som vidner foran Allah, selom det skulle være imod jer selv, (jeres) forældre eller (jeres) slægtninge." (Sura an-Nisa’, 135), har han ansvar for at opretholde retfærdighed uden skelen til individ, trosretning og oprindelse, selv hvis det virker mod ham selv.

Krig For At Eliminere Fjender?

Den måde, hvorpå en tro, som ikke giver nogen retfærdiggørelse af krig, fremstilles som en krigsførende religion, er udelukkende på grund af handlinger begået af fortalere af nonsens.

Hvordan kan der være fjender i islam? Islam er en religion, som kræver, at alle folk er lige og brødre. Ifølge islam er en person, uanset farve, sprog, religion, race, borgerskab eller social rang et individ, der er værdig til respekt, blot fordi han er et menneske. Som alle de åbenbarede religioner siger, er mennesker brødre, ligesom vi er børn af Profeten Adam (ﷺ). Dette broderskabsprincip er grundlaget for religiøsitet.

Islam er modstander af alle fascistlignende ideologier og ideer samt materialistisk og darwinistisk tankegang, som er baseret på raceoverlegenhed og inddeler folk i falske kategorier som "avanceret" og "primitiv". Islam begiver sig dermed ud i en intellektuel og rationel kamp mod disse konflikter, som disse ideologier bringer med sig, og har ikke selv nogen plads til dem.

Reglen i islam om, at alle mennesker er værdige til respekt, repræsenterer basis for alle relationer mellem folk. Fra Islams synspunkt har selv de, der handler forkert, altid potentialet til at blive omvendt til den rette vej. Det er derfor umuligt for en sand muslim at have fjender. Enhver muslim har ansvar for at behandle andre med hengivenhed og fortælle dem om moralske værdier, ikke at blive fjender med andre og lægge planer om at nedlægge dem.

Mens der ikke kan skelnes mellem folk, når det gælder overlegenhed, når de omtales i Koranen, viser udtrykket "Adams sønner" at alle på den måde er skabt lige:

Og sandelig, Vi har givet Adams børn høj agtelse, og Vi bar dem på land og til søs. Og Vi forsynede dem med det rene, og Vi gjorde dem magtfulde over de fleste, Vi har skabt. (Sura al-Isra’, 70)

Den måde, hvorpå en religion, som ikke giver nogen påskud for krig, bliver fremført af mange som en religion af krig, stammer alene fra de overtroiskes handlinger. Nogle folk tager fejl af islam, fordi de simpelthen ikke har viden omkring det og kun ser ekstremisternes handlinger. Folk med en radikal tankegang er ikke klar over, at de anvender regler, som ikke tilhører Koranen og har antaget en anden tro, som er ganske forskellig fra det sande islam; og det er præcis det, vi prøver at afhjælpe med denne bog.

Vold, had og kærlighedsløshed er det der kendetegner ekstremisterne. Det har ingen plads i islam.

Islam mener, at alle folk er lige og må være brødre, og er kilden til demokrati og frihed.

Hvem Ønsker Krig?

Når vi omtaler diverse såkaldte lærde, som styrer brede dele af samfundet i Islams navn, må vi huske en meget vigtig pointe: for nogle grupper må forsvarssektoren altid holdes i live. Det er den eneste sektor, der ikke påvirkes af økonomiske kriser. Det er en pulserende sektor, hvori udbud og efterspørgsmål aldrig slutter, og hvor der altid kommer nyheder på markedet. Hvorfor er den pulserende? Fordi krige holdes i live. En af de måder, hvorpå krig holdes i live, er denne: provokation af en uvidende folkemasse, som betragter deres egen tro som en krigslysten en, og som er klar til at slå ihjel og blive slået ihjel. Det er selvfølgelig ikke svært at gætte, hvem der bedst passer til den beskrivelse: de radikale grupper, som optræder i Islams navn.

Nogle modstandere af islam i Vesten har ret i, at vold spredes af de førnævnte ekstremister. Men disse folk tager fejl, når det gælder nogle ledere såsom Osama bin Laden. Sådanne såkaldte ledere er generelt folk uden interesse i islam og muslimer, men som holdes klar under supervision af diverse efterretningstjenester. De involveres øjeblikkeligt, når tumult eller krig behøves. De tilbringer deres tid på barer og cafeer i vestlige lande, men når befalingen lyder, lader de deres skæg vokse, ændrer deres tøj og sprog og påtager sig et typisk mellemøstligt udseende og begynder at implementere den overtro, de har lært gennem årene.

Nogle såkaldte religiøse ledere er brikker, som sættes i bevægelse, når der skal skabes krig og tumult. De overvåges af diverse efterretningsenheder og spiller en rolle i at tilvejebringe den krig, som de anklages for.

Dette fænomen er blevet til virkelighed mange gange; Osama bin Laden var blot en af disse. Tilkomsten af Hazrat Mahdi (ﷺ), den største hændelse i Den Sidste Tid fortalt af vores Profet (ﷺ), og muslimers oprigtige forventninger om emnet blev brugt til at give nogle kredse det indtryk, at bin Laden selv var Mahdi, og der blev gjort en stor indsats for at overbevise mange folk om dette. Rejsen som begyndte med bin Laden ramte ikke blot Afghanistan, men hele den muslimske verden; scenariet skulle ende med billeder af bin Ladens døde krop. Dette var måske den mest slående del af hele planen. Ifølge denne plan skulle den muslimske verden se, at deres Mahdi er død, og miste alt håb og alle forventninger. Dette var et systematisk scenarie, som sigtede efter at svække og videre udnytte den islamiske verden.

Folk med radikale tankegange er uden tvivl skyldige på dette område, men vi må ikke ignorere visse kræfter, som fodrer dem. Krig tjener altid nogle menneskers interesser i en tid, hvor våbenindustrien er så stærk og profitabel. Det er normalt radikale grupper, som tilskyndes til at kæmpe, men det er dem, der skal bruge krig til deres egen ondskab, som trækker i trådene. Disse grupper er klar til krig på grund af deres uvidenhed og er et ideelt "dække" for magterne bag scenen; de er blot bønder, som let kan sendes i krig.

Amerikanere eller europæere, som klager over ekstremisterne, må ikke glemme de ledere, som styrer dem. Dette mildner selvfølgelig ikke forbrydelserne for de, som er faldet i kløerne på de radikale grupper, deler sig op i sekter og erklærer hinanden for fjender, men denne vigtige virkelighed må heller ikke ignoreres. De forskellige organisationer, som åbenlyst opstiller og styrer protester og oprør, især i muslimske lande, tøver faktisk ikke med åbent at udtrykke deres mål.

”Marionetledere produceres fra tid til anden for at holde krigen i live, og disse ledere vælges generelt blandt radikale bevægelser. ”

Det er normalt radikale grupper, som opfordres til at føre krig, men de, som har behov for krig til deres egne onde formål, styrer dem alle. Uvidenhed er af største vigtighed for disse ’ledere’. Uvidenhed giver dem brikker at gøre brug af.

Konklusion:

I dette kapitel har vi undersøgt forklaringerne på versene om krig, som bruges som argument mod islam, og hvordan det sande islam ser på koncepterne krig og jihad. Kilden til de fanatiskes religion vil blive beskrevet i de følgende kapitler. Vi vil se, hvordan opfattelsen af en ny tro baseret på opdigtede hadith er i konflikt med Koranen. Vi vil også se, hvordan fanatikernes religion, som begærer krig, had og vrede, ikke har noget at gøre med det sande islam.

John William Godwards oliemaleri ”Lesbia with her Sparrow,” 1916

Sig: "Sandheden er kommet, og bedraget gik bort." Bedraget er forgængeligt. (Sura al-Isra', 81)