Kapitel 2: Fanatikernes Falske Tro

Vores Profet (ﷺ) var den mest perfekte til at implementere Koranen. Han levede hele sit liv i overensstemmelse med Koranen og er den fineste rollemodel for muslimer. Alle hans ord og handlinger er uden tvivl fuldt ud kompatible med Koranen, og nogle af disse er bevaret indtil i dag. Nogle af hans udtalelser, kendt som hadith, tilhører tydeligvis vores Profet (ﷺ) og er fuldstændig troværdige, da de reflekterer Koranens praksisser. Mange hadith, der omtaler Den Sidste Tid især, er forblevet totalt uændrede og forudser enestående ting, som skulle finde sted i fremtiden. Disse hadith er alle gået i opfyldelse, en efter en, i vores tid. Disse hadith forudså for 1400 år siden hændelser, som kun skulle ske én gang i menneskenes historie, såsom forekomsten af den dobbelthalede komet Lulin, besættelsen af Afghanistan, Irakkrigen og 9/11 angrebene. (For detaljeret information, se The Prophet Jesus (ﷺ) and Hazrat Mahdi (ﷺ) Will Come This Century, Harun Yahya, Global Publishing). Derfor er de ting, som Profeten (ﷺ) forudsagde, overordentligt værdifulde for os, og vi må betragte troværdige hadith som glædelige tidender og velsignelser og må på ingen måde tilsidesætte dem.

Det er dog også et faktum, at der er bøger med hadith, som indeholder ting, der er blevet tilføjet på et senere tidspunkt og ikke har noget at gøre med vores Profets (ﷺ) sande udtalelser og handlinger. Måden, man kan skelne mellem disse og de troværdige hadith er, at de er totalt inkompatible med Koranen. Det er umuligt for ord eller handlinger, som er i modstrid med Koranen, at tilhøre vores Profet (ﷺ).

Derfor må vi, når vi ser på fanatikernes religion, en fuldstændig anderledes tro end islam, kende nogle fakta om disse hadith, fordi fanatikernes religion ikke har nogen plads i Koranen, Islams eneste sande skrift. Så hvor er denne falske tro?

Fanatikernes religion ligger i traditioner og overtro, spredt med ord fra mund til mund, men hovedsagligt opdigtet i hadith, som er blevet opfundet men præsenteret som vores Profets (ﷺ) ord.

I århundrederne efter Koranens åbenbaring begyndte mange af vores Profets (ﷺ) handlinger og udtalelser at blive samlet sammen som hadith. Man mener, at hadith er begyndt at blive skrevet ned i det andet århundrede, Hijri. Nogle af de omtalte hadith er blevet bevaret; andre er dog blevet forkert overført, forvrænget eller totalt opdigtet.

Som vi allerede har set, må vi se på Koranen for at se, om en hadith virkelig repræsenterer vores Profets (ﷺ) ord eller handlinger. Hvis en hadith er i overensstemmelse med Koranen, så er den sand. Hvis en hadith, som omtaler fremtiden allerede er sket, så er den også sand. Hvis den pågældende hadith derimod er i konflikt med Koranen, så er der ingen plads til tvivl; den hadith kan ikke betragtes som sand.

Er hadith nødvendige for en muslim? For det første er den eneste "uundværlige" reference for en muslim Koranen, og Koranen er i sig selv ganske tilstrækkelig for en muslim. Som vores Almægtige Herre afslører, vil enhver muslim udelukkende blive udspurgt i henhold til Koranen. Men det er selvfølgelig en stor velsignelse at kende til vores Profets (ﷺ) handlinger eller mirakler, baseret på Koranen. Det er ikke obligatorisk for en muslim at adlyde hadith, men vores Profets (ﷺ) ord og handlinger, og det han forudsagde om fremtiden, er alle vigtige vejledninger. Af den grund er det meget vigtigt at være i stand til at skelne mellem det, der er sandt og det, der er falsk, og at være i stand til at genkende de korrekte hadith, som er bevaret indtil i dag.

For nogle islamiske samfund er problemet dog, at de har forladt Koranen og anvendt opdigtede hadith som deres vejledning i stedet. Vi skal se på disse hadith under overskriften "opdigtede hadith."

Opdigtede Hadith, Som Former Fanatikernes Religion

Udtrykket "opdigtet hadith" henfører til ord eller traditioner, som ved hjælp af løgne og bagvaskelse tilskrives Profeten (ﷺ), men som faktisk aldrig er blevet sagt af ham. Med andre ord betyder det overlagt misbrug af ord, der aldrig er sagt af Profeten (ﷺ), som om de var en oprigtig hadith, ytret af ham. Opdigtede hadith er hovedemnet for de næste kapitler i denne bog, fordi disse hadith er den største årsag til væksten af en ny tro, som har erstattet Koranen i nogle muslimske samfund. Vi skal diskutere de mest slående og mest relevante af de omtalte opdigtede hadith; løgnagtige hadith, med andre ord. Dette er for at afsløre den overtro, som den falske opfattelse af islam er baseret på, og for at vise dens falske natur med beviser fra Koranen. Vi håber, at nogle mennesker, som kender til det forkerte islam, på denne måde vil indse, at fanatikernes religion ikke kun er baseret på misforståelse men faktisk er bygget på et helt bedragerisk system. På samme tid vil de, som uklogt kritiserer islam og Koranen måske se, at de tager fejl, og at mange mennesker med angiveligt "muslimske" identiteter næsten intet har med det sande islam og Koranen at gøre. Vi håber også, at afklaringerne her vil være med til at folk, som er oprigtige men tvunget til at leve under den fanatiske tankegang, og som betragter det som det eneste system og forestiller sig, at det er sandheden, finder Koranens sande vej.

Hvor Kom Opdigtede Hadith Fra?

De hadith, som angiveligt er blevet fortalt af vores Profet (pbuh), blev først nedskrevet to eller tre århundreder efter hans død.

De ord, som påstås at stamme fra vores Profet (ﷺ), og redegørelser, der betragtes som at repræsentere vores Profets (ﷺ) gerninger, blev først nedskrevet nogle århundreder efter hans bortgang. Af forfatterne af de kendte Kutub al-Sittah (De seks bøger), bestående af seks bøger af hadith, døde Bukhari i Hijri 256, Muslim i 261, Tirmidhi i 279, Abu Dawud i 275, an-Nasai i 303 og Ibn al-Majah i 273. De shiitiske bøger med hadith er anderledes, og nogle sunnier og shiitter anerkender ikke hinandens bøger med hadith. Samlingen af shiitiske bøger med hadith er nyere. Af de berømte shiitiske samlere af hadith døde al-Kulayni i Hijri 329, Babawayh i 381, Abu Jafar Muhammad ibn Hassan Tusi i 411 og al-Murtadha i 436.

Vi ved fra historiske optegnelser, og fra de første hadith, som er overleveret til os, at der ikke var nogen nedskrevne hadith på Profetens (ﷺ) tid eller på de Fire Kaliffers tid. Al-Harawi siger dette om emnet:

"Hverken Profetens ledsagere, eller tilhængerne på det tidspunkt, eller de som levede efter Muhammad var død, men havde talt med mindst en af hans ledsagere, nedskrev nogle af disse udsagn. De overførte dem bare fra mund til mund. Der er ingen undtagelse fra dette, undtagen et eller to tilfælde. I frygt for at de skulle gå i glemmebogen, ville Omar ibn Abdul Aziz, i et brev adresseret til Abu Bakr al-Hazm, have ham til at forsøge at undersøge traditioner og få dem kopieret."

Yazid ibn Abd al-Maliq fjernede Abu Bakr al-Hazm og de, som arbejdede med ham, fra deres poster efter døden af Omar ibn Abdul Aziz. Den næste kalif, Hisham, anses som den første person til at samle az-Zuhri hadith. Dette daterer tilbage til to eller tre århundreder efter døden af vores Profet (ﷺ).

Før Bukhari var der ikke gjort noget forsøg på at differentiere mellem hadith omkring graden af deres gyldighed. Indsatsen for at inddele dem i "troværdige" og "svage" begyndte med Bukhari. Men undersøgelsen af hadith viser, at disse bestræbelser ikke var succesfulde. Ikke kun svage hadith, men selv de totalt opdigtede blev udbredt i Islams navn og voksede hurtigt i antal.

Det var umuligt at forhindre på det tidspunkt, fordi der var gået seks eller syv generationer fra vores Profets (ﷺ) død, indtil disse bøger blev skrevet, og de berømte bøger med hadith, hvori disse hadith fortælles, involverer overførsler til og fra seks eller syv personer. Da de pågældende hadith blev fortalt, var selv det første, det andet og tredje led efter Profeten (ﷺ) gået bort. Med andre ord var de folk, som kunne have bekræftet, om de personer, der overleverede de hadith, talte sandt eller ej, selv døde.

Hadith lærde var klar over dette. Muslim sagde, at han ikke inkluderede enhver hadith, som han anså som værende komplet troværdig i sin bog (Muslim, Vol. 1). Bukhari, som sagde, at hadith var kilden til troen, kendte til 600.000 hadith men inkluderede kun 6.000 – 7.000, eller 1% af det samlede. Han konkluderede, at de resterende 99% ikke var troværdige og inkluderede dem ikke i sin bog. Dette betyder, at hadith for hele den islamiske verden, udelukkende blev bestemt ifølge nogle få menneskers holdninger, og dette er bestemt en forfærdelig tilstand for de, som betragter hadith som "kilden til troen", fordi de aldrig kan opnå nogen information om andre hadith, som måske kan betragtes som troværdige af andre, men som Muslim ikke følte det nødvendigt at inkludere i sin bog. Lad os på nuværende tidspunkt huske på, at mens al denne analyse foregik, blev den Hellige Koran, Islams aldeles troværdige, beskyttede og uændrede skønhed, sat til side.

Den egyptiske kommentator Ahmad Amin kommer med følgende vurdering, som afslører graden af digtningen af hadith:

"Skulle vi lave en forklarende udstilling af hadith, ville vi blive konfronteret med en pyramide, hvor toppen ville illustrere perioden af Guds budbringer. Når vi bevæger os nedad, observerer vi den gradvise udvidelse mod basen. Men idealet skulle have været det modsatte; for Profetens ledsagere vidste bedst, hvad Profeten ytrede. Som de gik bort ville antallet af de, der kendte Profetens ord, falde, og pyramiden ville have ændret sin form og vendt sig på hovedet. Men vi ser, at antallet af hadith er endnu større under umayyaderne end under Profetens levetid." (Ahmad Amin, Duha al-Islam).

Ludwig Deutsch’ oliemaleri ”Scholars of the al-Azhar University,” 1901

Når dette er tilfældet, har eksistensen og troværdigheden af hundredtusindvis af hadith, alle forskellige fra hinanden og nogle gange endda modsigende, også ført til fjendtligheder blandt nogle hadith lærde. For eksempel, mens Ikrima er en pålidelig kilde i Bukharis øjne og mange berømte hadith lærde, anklager Muslim ham for at lyve. Den mest interessante af disse er måske den måde, hvorpå Bukhari, forfatteren af den bedst kendte bog om hadith i islam, erklærer Abu Hanafi, lederen af Hanafi skolen, til at være "ghayr al-sihah" med andre ord "upålidelig", og ikke inkluderer en eneste hadith fortalt af ham. På trods af, at den mest kendte hadith lærde, grundlæggeren af den mest berømte skole, erklæres upålidelig, betragter store dele af den muslimske verden de to, som de mest troværdige hadith lærde. Faktum er, at der er mange uoverensstemmelser i debatterne omkring pålideligheden af de, som fortalte hadith, ligesom der er i selve hadith.

Et andet problem, ud over det faktum at en række opdigtede hadith har fundet vej blandt de mange fine hadith nedsendt fra vores Profet (ﷺ), som faktisk reflekterer Koranens ånd, er den måde, hvorpå hadith blev videregivet. Mange folk forestiller sig, at hadith er overleveret direkte fra vores Profets (ﷺ) mund, men det er ikke sandt: Ikke engang hadith lærde påstår, at disse er direkte overførte udtalelser. Mange hadith lærde, og især Bukhari, har ment, at det er nok for betydningen af hadith at være blevet overført, og at det ikke er et krav, at de er blevet husket dem ord for ord. Det har selvfølgelig gjort det muligt, at mange ekstra kommentarer er kommet ind i udtalelserne, at misforståede emner er blevet videregivet som sande, og at folk, med en mindre end fuldstændig forståelse for emnet, kan være blevet involveret i overførslen.

Mens det betragtes som tilstrækkeligt at overføre betydningen af den enkelte hadith, har manglende evne til at høre starten og slutningen på alle hadith også nogle gange ført til tab af mening. For eksempel kom to folk til Aisha (ra) og sagde til hende, at Abu Hurayrah fortæller, at Profeten (ﷺ) plejede at sige, at uheld kun kan findes i kvinder, heste og huse. Til dette svarede Aisha (ra): "Ved Gud, Som åbenbarede Koranen til Profeten! Profeten sagde aldrig dette; hvad han sagde var, at De Uvidende Folk havde denne holdning."

Der er ingen tvivl om, at grundlæggerne af de fire skoler alle var værdige muslimer og islamisk lærde. Men vi må vide, at det var de pågældende hadith, som var medvirkende til grundlæggelsen af disse skoler. Grundlæggerne af de fire skoler baserede skolerne på de hadith, de personligt udvalgte.

De fire imamer grundlagde deres egne skoler ved at gå ud over de kriterier, som hadith imamerne, som skrev samlingerne af hadith i Kutub al-Sittah, havde anvendt. Som vi allerede har set, er Abu Hanafi, grundlæggeren af Hanafi skolen, den største af de fire, blevet kritiseret af andre hadith imamer, især Bukhari, på det grundlag, at han havde en svag viden om hadith og generelt fremhævede sine egne holdninger.

På trods af den splittelse blandt hadith lærde og skoler, har der også været de, som har påstået, at hadith er ubestridelige. Sådanne folk har spredt den absurde ide, at alle, som benægter blot en enkelt hadith i Bukhari og Muslim, er en vantro. Nogle folk er gået endnu videre, hvilket vi skal se nærmere på senere hen, og har påstået, at hadith går forud for Koranens bud. Det er disse skræmmende uoverensstemmelser med logik, som ligger til grund for de uvidende samfund, etableret af fanatikere.

Lad os nu se, hvordan forskellige opdigtede hadith har givet ophav til forskellige sekter med deres egne regler inden for islam.

Osman Hamdi Beys oliemaleri “Theologist” 1907	Osman Hamdi Beys oliemaleri “Girl Reciting Qur'an,” 1880
Grundlæggerne af de fire skoler er selvfølgelig værdige, islamiske lærde. Men grundlaget for de fire skoler var faktisk baseret på hadith i konflikt med hinanden. Enhver skole baserede sig på de hadith, de foretrak.

Væsentlige Forskelle Mellem De Islamiske Skoler

Ludwig Deutsch’ oliemaleri “At Prayer” 1923

De Som Søger Bud Uden For Koranen Må Vende Sig Mod Troens Sandhed

Tusindvis af opdigtede, fejlrapporterede og forvrængede hadith, fortolket med indflydelse af individers egne begær, betragtes i øjeblikket som den vigtigste kilde til islam. Islam er blevet opdelt i fire separate skoler; nærmere bestemt er fire separate religioner, som hver modstrider hinanden, blevet etableret.

Mange af vores muslimske brødre forestiller sig, at dette er troens sandhed, de bruger den uden viden og tror, at mange utroværdige hadith faktisk er sande. Denne overtro, som repræsenterer den største årsag til så megen konflikt i dag, er produktet af tankegange, som ikke kan blive enige med hinanden, når det gælder hadith. Lad os minde os selv om et vigtigt faktum, som vi allerede har set, og som vi ofte skal gentage i denne bog; den eneste klage, vores Profet (ﷺ) kommer med til vores Herre i Koranen er, at Koranen er blevet sat til side som en forladt Bog:

Og sendebuddet vil sige: "O min Herre! Mit folk har behandlet denne Koran som en forkastelig ting" (Sura al-Furqan, 30)

Hvis vores Herre ønskede det, kunne Han selvfølgelig sætte alle Profetens (ﷺ) ord under beskyttelse, og disse 1400 år gamle udtalelser ville være nedsendt til os uændret, ligesom Koranens vers. Men Koranen i sig selv er tilstrækkelig for den perfekte implementering af islam; faktisk er alle vores Profets (ﷺ) praksisser i Koranen.

Det er grunden til, at vores Herre har beskyttet Koranen og at det er tilstrækkeligt for alle muslimer. Siden Koranen er beskyttet og uforanderlig, har de overtroiske aldrig været i stand til at bruge det som basis for deres overtro, har ikke produceret nogen beviser fra Koranen for den version af islam, de har prøvet at gøre meget vanskelig, og har altid forsøgt at producere beviser fra de omtalte hadith i stedet. Men der er en sti, en beskrivelse og en tanke i Koranen, som alle muslimer kan enes om.

Koranen blev åbenbaret som en vejledning og en velsignelse for muslimer:

... Denne (Koran) er ikke et ord, der kan opdigtes, derimod bekræfter den det, som var før den. Den er altings detaljerede forklaring og retledning og nåde for folk, som tror. (Sura Yusuf, 111)

Dette er Allahs tegn, som Vi reciterer for dig i sandhed. Så hvilke ord vil de tro på efter Allah og Hans åbenbaringer? (Sura al-Jathiyya, 6)

Gud opfordrer folk til at reflektere over Koranen, de uforanderlige bud fra Gud og Islams sande Bog, imod disse falske udtalelser, som alle er gåder med modsigelser:

Tænker de ikke over Koranen på tilbørlig vis? Hvis den var fra andre end Allah, ville de visselig have fundet mange modsigelser i den. (Sura an-Nisa’, 82)

Når Koranen forlades, når Koranens islam betragtes som utilstrækkelig (Koranen er bestemt større end det), og når folk begynder at lede efter en ny tro, opstår der altid forvirring, uoverensstemmelser og fjendskab. De folk, som uklogt kritiserer Koranen og forsøger at etablere funktionaliteten af den religion, de har skabt, bruger overtro til at forsøge også at vende fremtidige generationer væk fra Koranen.

Den Islamiske Verdens Opgivelse Af Koranen

Nogle muslimer har systematisk vendt ryggen til Koranen med årene på grund af disse opdigtede hadith og den overtro, som diverse angiveligt lærde har prøvet at tilføje troen. Ifølge de opdigtede hadith og udtalelser fra diverse islamiske lærde, har mange praksisser, som ikke har nogen plads i Koranen, spredt sig. Disse er så vanskelige og obstruktive, at mange folk er begyndt at opfatte Koranen som "urørlig". For eksempel:

● Vrøvl såsom den ide, at "Koranen ikke må røres, med mindre man har udført afvaskningsritualet" har gjort det svært at læse Koranen.

● Selvom rituel afvaskning tydeligt beskrives i blot et vers i Koranen og er overordentlig nem, er der ifølge fanatikernes overtro tusindvis af ting, der kan ugyldiggøre afvaskning, beskrevet i mange lange bøger. At røre Koranen er derfor næsten blevet umuligt.

● Koranen må generelt ikke røres. Den må kun placeres højt oppe i et beskyttende etui og aldrig hentes ned igen.

Ifølge de opdigtede hadith og lærdes aftaler, skal Koranen ikke læses generelt, men skal placeres et sted højt oppe og aldrig tages ned igen.

● Mens Koranen burde være den vigtigste del af en muslims liv, siger dette vrøvl, at Koranen kun på bestemte tidspunkter, såsom Ramadan måneden, hellige nætter og ved begravelser, må læses og kun på arabisk. Det er absolut forbudt for en person at læse det på sit eget sprog. Under denne overtro er mange folk begyndt at tro, at det er en synd at læse Koranen på deres eget modersmål. Det er grunden til, at så mange ikkearabiske samfund er uvidende om Koranens indhold.

● På grund af denne mentalitet er millioner af muslimer i verden ganske uvidende om, hvad Koranen siger.

● Selvom der ikke er nogen pligt til at dække hovedet i Koranen (dette vil diskuteres senere), og selvom den ikke indeholder nogen regel om kun at røre Koranen i en tilstand af rituel rensning, er det stadig forbudt i denne overtro for en kvinde at røre Koranen, med mindre hendes hoved er dækket og hun har renset sig selv. På samme måde er mange snærende bud blevet opfundet, som forhindrer, at Koranen må røres gennem mange regler, som er meget vanskelige at adlyde, også for mænd.

● En af de mest velkendte myter, som er opfundet for at forhindre adgang til Koranen er den idé, at Koranen ikke kan forstås alene, at man behøver de lærdes fortolkninger og kommentarer for at kunne forstå den. Nogle muslimer, som er opdraget på denne måde, har troet, at de ikke vil være i stand til at finde tilstrækkelig forklaring i Koranen, selvom Gud siger "… Og Vi har udførligt forklaret alle ting helt nøjagtigt." (Sura al-Isra’, 12) i et vers, og har forestillet sig, at de opdigtede hadith, de er blevet pålagt, er sande pejlemærker.

Koranen Er Vores Vejledning Og Burde Altid Være I Vores Hænder

Koranen er vores vejledning, som skal læses overalt og på alle tidspunkter. Men på grund af disse regler er det næsten umuligt for en muslim bare at finde den frem.

Men i verset "Og husk Allahs åbenbaringer, som bliver reciteret i jeres huse ..." (Sura al-Ahzab, 34) beskrives Koranen som altid at skulle læses og dens visdom altid huskes. I et andet vers beskriver Gud Koranen med ordene, "Dette er Bogen, derom hersker der ingen tvivl. (Den er) en retledning for de gudfrygtige" (Sura al-Baqara, 2). For at en bog skal kunne være en vejledning, må folk kende til den visdom, den indeholder. Koranens vers afslører, at den er en vejledning, et lys der oplyser vejen, et middel der skelner sandhed fra falskneri, bevis mod dem, der er i oprør, et mirakel, medicin for dem med åndelig sygdom i deres hjerter, glædelige tidender for troende, som er bekymrede, råd og en påmindelse til alle folk, en lov som beskriver alle spørgsmål detaljeret, vejledning som uddyber reflektion, en forklaring på alle ting i diverse former, en advarsel for dem, som bruger deres intelligens og et middel til at bringe folk i strid, sammen. Men de folk, som begærer fanatisme, har først og fremmest forhindret folk i at have adgang til Koranen.

Når folk forhindres adgang til Koranen, bliver det naturligvis umuligt for en muslim at se forskellen mellem sandhed og falskhed, da de ikke har nogen målestok. Der er heller ingen mulighed for at etablere en hadithe sandhed på basis af Koranen; når Koranen erstattes af overtro og falske hadith er resultatet en helt ny tro, totalt forskellig fra Koranen. Den fanatiske tro er kommet til at dominere den islamiske verden ved disse metoder.

Er det ikke tilstrækkeligt for dem, at Vi til dig nedsendte Bogen, som bliver reciteret for dem? I den er der visselig nåde og påmindelse for et folk, som tror. (Sura Al-‘Ankabut, 51)	Oh I troende! Forbyd ikke de rene og gode ting, som Allah har gjort tilladt for jer. Overskrid ikke grænsen. Visselig, Allah kan ikke lide dem, som går over grænsen. (Sura Al-Ma’idah, 87)

Et Stort Problem: Den Ærekrænkende İde, At Haditherne Har Ophævet Vers

Vi har allerede set på spørgsmålet om ophævelse. Vi har, med støttende beviser, undersøgt det ulogiske i ideen om, at et vers kan ophæve et andet. Problemet her er, at nogle såkaldt lærde i religion er gået så langt som at sige, at hadith har ophævet bud i Koranens vers.

De, som kommer med den påstand, nedgør i princippet vores Profet (ﷺ). De prøver snedigt at få folk til at tro, at vores Profet (ﷺ) gik ud over Koranen med sine ord og praksisser og gjorde ting, som ikke er i Koranen (vores Profet er bestemt større end det).

Vores Profet (ﷺ) regerede på basis af Koranen og levede udelukkende efter Koranen. Vores Profet (ﷺ) har absolut ingen autoritet til at gøre noget forbudt eller tilladt ud over Koranen, og på grund af hans profetskab og stærke frygt for Gud, ville han i intet tilfælde gøre sådan en ting. Almægtige Gud afslører i et vers, at dette tiltrækker Hans vrede:

Koranen er en forklaring på alt og er blevet bevaret. Som Gud åbenbarer i et vers:

…Denne (Koran) er ikke et ord, der kan opdigtes, derimod bekræfter den det, som var før den. Den er altings detaljerede forklaring og retledning og nåde for folk, som tror. (Sura Yusuf, 111)

Som det er tydeligt fra verset, "O profet! Hvorfor forbyder du dig selv det, som Allah har gjort lovligt for dig, med det ønske at behage dine hustruer? Allah er tilgivende, barmhjertig." (Sura at-Tahrim, 1), har vores Profet (ﷺ) ingen autoritet til at gøre tilladte ting forbudt, selv ikke i sit eget privatliv. I tillæg gør Gud det tydeligt i mange vers, såsom "Afgørelsen (derom) tilhører kun Allah." (Sura al-An’am, 57) og "Han lader ingen få del i Sin myndighed." (Sura al-Kahf, 26), at Han er den eneste kilde til bud og jurisdiktion. Guds bud er i Koranen.

Det er derfor umuligt for vores Profet (ﷺ) at udstede et bud, som Gud ikke har udstedt.

Når adgang til Koranen forhindres, og nogle folk har den blotte skamløshed at sige, at Koranens vers et blevet ophævet af hadith, bliver det overordentlig let at opdigte en ny religion og tiltrække store folkemasser til den. Lad os tage et kig på nogle opdigtede hadith for at se dette nye islam, som er fuldstændig forskelligt fra Koranens.

At Forstå Begrænsningerne Ved Den Fanatiske Tankegang

Nogle vesterlændinge, som kritiserer den fanatiske tankegang, er generelt ikke klar over grænserne ved den mentalitet. Reglerne for denne religion, som blev udviklet på basis af falske udsagn, falske lærere og overtro, er langt mere skræmmende, end de forestiller sig. Tegnene på en radikaliseret persons ekstremisme er ikke begrænset til, at han spænder en bombe på og sprænger sig selv i luften. En skræmmende mentalitet afslører sig selv hvert øjeblik i en radikaliserets liv. Alt er gennemtrængt af mørke, fra det miljø han lever i til hans familieliv, fra hans syn på kvinder til hans syn på alle levende ting og fra hans opfattelse af renlighed til hans idé om glæde.

For at demonstrere dette, skal vi præsentere de falske hadith, som inspirerer de radikaliserede og besvare dem med vers fra Koranen. Det er for at vise kilden til radikalisme, og at den ikke har noget med islam at gøre. Lad os starte med en påmindelse, som vi skal gentage på hvert stadie; intet i den overtro, vi skal undersøge her, optræder faktisk i Koranen: De falske hadith og praksisser, som vi omtaler, er den diametrale modsætning til Koranens indhold og ånd. De er i konflikt med Koranen og er derfor ikke en del af islam, og disse opspind har altid skadet muslimer. Af den grund må de fremvises tydeligt for at kunne etablere de forholdsregler, der kan tages mod denne trussel.

Det er diverse falske og opdigtede hadith, som repræsenterer kilden til vold i Islams navn. Disse hadith og praksisser er diametrale modsætninger til Koranens indhold og ånd. Disse hadith, som udgør basis af overtro, må derfor identificeres, og der må træffes forholdsregler på en rationel måde.

Drabet På Folk, Som Drikker Alkohol

Dette bud, som ikke optræder noget sted i Koranen, blev tilføjet islam med denne overtro. Men vers i Koranen taler om eksistensen af folk, som er muslimer, og som endda udfører deres religiøse pligter på trods af at drikke alkohol. Et vers siger:

O I troende! Gå ikke nær bønnen, når I er berusede, før I er i stand til at forstå, hvad I siger ... (Sura an-Nisa’, 43)

Der er to vigtige udtalelser i dette vers. Det kan være, en muslim har syndet ved at drikke alkohol, men han har ikke givet afkald på troen eller er blevet vantro. Verset siger udtrykkeligt, at der kan være nogle blandt muslimer, som drikker ved en fejl, men disse rådes til at være ædru, når de beder. Gud har forbudt en, der er fuld, at udføre en pligt, som kræver så stor koncentration som salat (bøn), og hvor den pågældende person må vide, hvad han siger og gør, når han gentager Guds navn. Men verset gør det også klart, at den person kan fortsætte med at bede, når han er blevet ædru, når stadiet af fuldskab er overstået. Med andre ord er den person stadig muslim.

Koranen sender med denne klare udtalelse budskabet, at selvom folk begår en fejl, så giver de ikke nødvendigvis afkald på troen, mens den falske hadith bogstaveligt talt taler om mord. Problemet er, at mange folk i den radikaliserede verden kender den falske hadith udenad, men er ikke klar over Koranens sande udtalelse.

Drabet På Folk, Der Barberer Sig

Tilstedeværelsen af denne falske hadith blandt troværdige hadith, i så prestigefyldte kilder som Sahih Bukhari og Sahih Muslim, gør disse falske hadith endnu mere gyldige i fanatikernes øjne. Først og fremmest priser Koranen det at være ren og velsoigneret. Derfor er det at trimme skægget på diverse måder – kort eller langt – og holde det velplejet en opfattelse af renlighed og soignering, som er fuldstændig kompatibel med Koranen. Samtidig, mens der ikke er en eneste udtalelse om barbering af skægget i Koranen, er sådan en udtalelse blevet tilføjet gennem denne falske hadith. Det er ganske umuligt for en, der barberer sit skæg, at blive slået ihjel i vores smukke tro, som siger, "… hvis nogen dræber en person, uden at det er (som gengæld) for drab eller (som straf for) anstiftelse af ufred på jorden, er det som at dræbe hele menneskeheden" (Sura al-Ma’ida, 32) Hvordan kan det være muligt at gøre dette til en årsag til at slå ihjel, når der ikke er et eneste vers om emnet i Koranen?

Selvfølgelig er sådan en ting umulig i Islams sande udformning. Vi må også huske her, at mange mennesker i den muslimske verden går rundt med velplejede og pænt trimmede eller barberede skæg. Ifølge den tankegang, ville omkring 80% af de muslimske mænd skulle slås ihjel. Problemet er, at der faktisk er utrolig mange radikaliserede muslimer, som tror på sandheden i den falske udtalelse, og som beskriver andre muslimer som at "fortjene døden", blot fordi de barberer deres skæg. De lever med den forfærdelige tankegang på trods af Koranen.

Drabet På Folk, Som Begår Utroskab

John William Waterhouses oliemaleri “Thisbe,” 1909

Falske hadith om praksissen om at stene til døde blev opdigtet for at inkludere Toraens bud om at stene ægteskabsbrydere i Islam og for at retfærdiggøre en så afskyelig praksis.

Dræb de, som begår utroskab. (1623-Tirmidhi, 1601)

Hvis en gift mand begår utroskab med en gift kvinde, skal de modtage hundrede piskeslag og stenes til døde. (Sahih Muslim, Book 17, Hadith 4191)

Disse falske hadith blev opfundet for at gøre stening af folk, som begår utroskab, hvilket optræder i Toraen, til en del af islam også, og for at forsøge at retfærdiggøre denne barbariske handling. Nogle såkaldt lærde er endda gået så langt, som at opdigte andre falske hadith for at få den pågældende fabrikering inkluderet i hadith litteraturen. Disse hadith, hvoraf nogle eksempler gives nedenfor, er fulde af bagvaskelse mod vores Profet (ﷺ), Kalifferne og profetens ledsagere, for at kunne retfærdiggøre handlingen af at stene folk til døde:

(Fortalt af ‘Aisha) "Verset om steningen af en voksen ti gange blev åbenbaret, og det blev (skrevet) på et papir og bevaret under min seng. Da Guds Budbringer døde og vi var optaget af hans død, gik en ged ind og spiste papiret." (Musnad Ahmad bin Hanbal, vol. 6. p. 269; Sunan Ibn Majah, p. 626; Ibn Qutbah, Tawil Mukhtalafi ‘l-Hadith (Cairo: Maktaba al-Kulliyat al-Azhariyya. 1966) p. 310; As-Suyuti, ad-Durru ‘l-Manthur, vol. 2. p. 13)

Umar ville indsætte verset omkring stening til døde, som geden havde spist, tilbage i Koranen, men han var bange for offentlig sladder og undlod at gøre dette. Sahih Bukhari 53/5; 54/9; 83/3; 93/21; Sahih Muslim, Kitab al-Hudud 8/1431; Sunan Abu Dawud 41/1; Itkan 2/34)

’Abdullah b. ’Abbas erklærede, at ’Umar b. Khattab sad på Guds Budbringers (ﷺ) prædikestol og sagde: Sandelig sendte Gud Muhammad (ﷺ) med sandhed, og Han nedsendte Bogen til ham, og verset om stening var inkluderet i det, der blev nedsendt til ham. Vi reciterede det, bevarede det i vores hukommelse og forstod det. Guds Budbringer (ﷺ) gav straffen af stening til døde (til den gifte utro mand og kvinde), og efter ham gav vi også straffen af stening. Jeg er bange for, at folk med tiden (måske glemmer den) og vil sige: Vi finder ikke straffen af stening i Guds Bog, og derfor vil ledes på afveje ved at opgive denne pligt, Gud har bestemt. Stening er en pligt, der er fastsat i Guds Bog for gifte mænd og kvinder, som begår utroskab, når beviser skaffes, eller hvis der er en graviditet eller en tilståelse. (Sahih Muslim, Book 17, Hadith 4194; Sahih Bukhari, Book 82, Hadith 816)

Fortalt af Jabir bin ‘Abdullah As-Salami: … Da vi kom til Medina, sagde Umar (I en fredagsprædiken), "Gud sendte uden tvivl Muhammad med Sandheden og åbenbarede for ham Bogen (Koranen), og blandt det åbenbarede var verset om Ar-rajm (at stene utro til døden)." (Sahih Bukhari, Book 92, Hadith 424)

Lad os undersøge de ovenstående hadith, som er fulde af bagvaskelse mod Koranen, vores Profet (ﷺ) og Ledsagerne:

For det første erklærer Gud udtrykkeligt i vers, at Koranen er en Bog under Guddommelig beskyttelse:

Gud har udtrykkeligt erklæret, at Han er beskytteren af Koranen, og at det er Ham, Som har bragt Koranens vers sammen og bevarer dem. Vi lærer fra Koranen selv, at denne sidst nedsendte åbenbaring, er under Guddommelig beskyttelse. Siden Koranen er Den Endelige Bog, vil den være et middel for folk til at finde frelse indtil Dommedag, så den endelige åbenbaring er lagt under Guds beskyttelse.

Straffen af stening til døde, som anvendes i lande såsom Iran, Afghanistan og Saudi Arabien under navnet ”Islamisk Sharia”, er både et brud på Islam og Koranen og mord. Billedet på siden viser stening i Iran.

Vores Herre åbenbarer dette for vores Profet (ﷺ) med verset: "Vi vil få dig til at recitere, så du aldrig glemmer" (Sura al-A’la, 6). Som skrevet i dette vers lod Gud aldrig vores Profet (ﷺ) glemme noget vers, der var blevet læst for ham. Det er derfor umuligt, at der findes nogle glemte eller mangelfulde vers i Koranen.

Når det gælder ideen om, at geden har spist det pågældende vers, er påstanden, at et vers fandt vej ud af Koranen, en Bog som Gud beskriver som værende bevaret og velbeskyttet, eller for at sige det på en anden måde, Gud forbyde det, at Gud ikke var i stand til at beskytte verset (Gud er bestemt større end det). At afvise det pågældende vers er ensbetydende med at betvivle Gud og dermed træde bort fra troen.

Endvidere bagvaskes Kaliffen Umar (ra) også i alvorlig grad med opdigtede hadith. Det påstås løgnagtigt, at Umar kender en udtalelse, som ikke er i Koranen, at han annoncerer det som et vers fra Medinas prædikestol, på trods af at det ikke er i Koranen, og at Ledsagerne ikke kommer med nogen indsigelser, men Hazrat Umar inkluderer det ikke i Koranen, fordi han angiveligt er bange for sladder.

Der er ingen tvivl om, at det er absolut umuligt for Vores Profets (ﷺ) Kalif at sige om en udtalelse, som ikke optræder i Koranen, at "Den faktisk var i Koranen." Det ville betyde, at Umar benægtede det faktum, at Koranen er en velbeskyttet Bog, og at han nægtede Guds ord (Hazrat Umar er bestemt større end det). Umar nedgøres forfærdeligt og i stor grad gennem disse falske hadith.

Det er også en forfærdelig bagvaskelse af Ledsagerne at foreslå, at de ikke kom med nogen protester, til en udtalelse, i en prædiken om, at et vers i Koranen ikke var beskyttet. Det er ganske klart, at Ledsagerne ville have protesteret stærkt mod en sådan påstand og med det samme ville have peget på modbevis fra Koranen.

En anden grim bagtalelse af Umar, gennem den omtalte falske hadith, er påstanden om, at han ikke erklærede en udtalelse, som han faktisk troede dannede del af Koranen, fordi han var bange for sladder. Dette viser, hvor pervers og forfærdelig synet på Gud, vores Profet (ﷺ), Kalifferne og Ledsagerne i sandhed er hos de falske lærde, som opdigter hadith: Hazrat Umar er en ulastelig muslim, som brugte vores Profet (ﷺ) som sin rollemodel, levede hele sit liv for Gud, modstod mange vanskeligheder for Hans skyld, og som endda risikerede døden for sin tro på Gud og beskyttelse af vores Profet (ﷺ) og Koranen. At sige, at denne overlegne og velsignede person, som aldrig frygtede kritik, død, kamp eller trusler gennem hele sit liv, ikke kunne erklære et vers, som var blevet fjernet fra Koranen, blot fordi han var bange for sladder, er det modbydelige og bagtalende produkt af et sind, som ikke har noget med islam at gøre.

I tillæg til alt det beskrives udtalelsen om utroskab ganske detaljeret i Koranen, og der efterlades absolut ingen plads til den brutalitet, der er kendt som at stene til døde, eller rajm. Hvis emnet om stening var i Koranen, som de pågældende såkaldt lærde foreslår, hvordan kunne der så være to meget forskellige udtalelser om utroskab? Det kunne der selvfølgelig ikke, og dette er blot endnu et bevis på falskneri. Lad os nu fremsætte den eneste gyldige udtalelse fra vores Herre i Koranen omkring utroskab gennem versene:

Den påstand, som fanatikerne laver via en opdigtet hadith, at en ged spiste verset om utroskab, antyder at, må Gud forbyde det, Gud ikke var i stand til at beskytte verset (Gud er bestemt større end det). Dette svarer til at afvise det pågældende vers, tvivle på Guds ord og afsværge sig troen.

Utroskab I Koranens Øjne

Udtalelsen omkring utroskab i Koranen er som følger:

Kvinden og manden, som begår hor, giv hver af dem hundrede piskeslag.... (Sura an-Nur, 2)

Jalda angiver en lille pind frem for en stor. På Profetens (ﷺ) tid blev dette gjort ved at snøre 100 pinde sammen, og udtalelsen blev opfyldt ved at slå den utro blot en gang med 100 pinde bundet sammen på denne måde.

Bortset fra det, er en anden pointe, der må understreges, at vi kan se fra andre erklæringer om emnet, at den pågældende straf med slagene skulle være afskrækkende, og en der ikke rigtig kunne administreres i praksis:

Og de, som beskylder kyske kvinder, men derefter ikke formår at bringe fire vidner, giv dem firs piskeslag, og godtag aldrig deres vidneudsagn. Det er de syndefulde, (Sura an-Nur, 4)

Som det kan ses fra dette vers skulle fire personer have set hende, mens det skete, for at kunne anklage hende for utroskab. Disse skal være øjevidner til selve utugten, ikke folk, som så hende før eller efter, fordi det ville være en simpel antagelse, at komme med den anklage før eller efter. Siden det i praksis ikke er muligt, at fire personer har set en utroskabshandling finde sted, skal straffen tydeligvis anvendes som forebyggende middel.

Straffen med 80 piskeslag til de, som ikke kan producere vidner, til deres påstande om utroskab, er også en meget afskrækkende udtalelse. Et andet vers siger, at folk, som anklager en kvinde for utroskab men ikke er i stand til at bakke dette op med vidner, vil blive betragtet som løgnere i Allahs syn:

Hvorfor kom de ikke med fire øjenvidner til det? Da de ikke formåede at komme med øjenvidner, er det dem, som er løgnere i Allahs øjne. (Sura an-Nur, 13)

Som vi har set anklages den person, som ikke kan producere vidner, selv for at lyve og for æreskrænkelse. Derfor er den eneste gyldige måde, hvorpå man kan vide om en person fortæller sandheden, tilstedeværelsen af fire vidner under utugten. Der er simpelthen ingen anden måde, hvorved hans ord kan være gyldige.

Det er udtalelsen om utroskab i Koranens øjne. Den er detaljeret og tydelig, og straffen beskrevet er meget anderledes end stening til døde. De folk, som forsøger at tilføje islam den grusomhed at stene folk, på trods af versets udtalelse, begår en alvorlig bagvaskelse. Stening til døde, der implementeres under navnet ’islamisk sharia’ i lande som Iran, Afghanistan og Saudi Arabien, er både mord og et brud på Koranen. Den omtalte praksis i de lande er mord i islams navn.

Vasily Polenoys oliemaleri med titlen ”Jesus and the Woman Taken in Adultery,” 1888

Drabet På Folk, Som Stjæler

Albert Samuel Ankers oliemaleri ”Old Age,” 1885

Drabet på de, som bliver ved at stjæle, er et andet produkt af opdigtede hadith, som ikke har nogen plads i Koranen. Dette er også mord.

Fortalt af Jabir ibn Abdullah: En tyv blev bragt til Profeten (ﷺ). Han sagde: dræb ham. (Sunan Abu Dawud, Book 38, Hadith 4396)

Udtalelsen om drab på folk, som insisterer på at stjæle, optræder ingen steder i Koranen og er et produkt af endnu en opdigtet hadith. Det er også direkte mord.

Udtalelsen i Koranen om folk, der stjæler, er som følger:

Hug hænderne af tyven, mand eller kvinde, som straf for det, han (eller hun) har begået – en straf, der skal tjene som eksempel (for at undgå gentagelse) fra Allah. Allah er almægtig, alvis. (Sura al-Ma’ida, 38)

Det arabiske udtryk for udsagnsordet "at hugge" her er "igtaa". Ordet er flertalsform af verbet "gata’a", at hugge. Verbet "gata’a" i Koranen beskriver en særlig måde at hugge på, som vi kan se fra dets brug i et andet afsnit:

Da hun hørte deres sladder, sendte hun dem en invitation og arrangerede en sammenkomst for dem. Hun gav dem hver en kniv og sagde (til Yusuf): "Gå ud til dem!" Da de fik ham at se, begyndte de at ophøje ham og skar sig i hænderne, og så udbrød de: "Storslået er Allah! Dette er ikke et menneske, han må være en ophøjet engel." (Sura Yusuf, 31)

Det er ganske tydeligt her, at de ikke huggede deres hænder af med den kniv, de brugte til at skrælle den frugt, de fik. Vi kan se, at kniven gled i deres hænder og efterlod et snit i huden. Derfor kan vi, når vi husker på ordets betydning, se, at vi ikke kigger på en udtalelse omkring en total overskæring men et snit, der minder om en afskrabning eller kødsår, der laves af afskrækkende årsager, eller for at markere personen som en tyv og derved forhindre ham i at gøre det igen.

Når man ser på Koranen, når det gælder udtalelsen om at stjæle, kan vi se, at fokus, som med alle typer kriminalitet, altid ligger på tilgivelse. Verset efter 5:38, hvori udtalelsen om tyveri beskrives, handler om at tilgive folk, som begår den handling. Den vigtigste betingelse for dette er selvfølgelig, at personen skal angre og forbedre sig. Verset lyder:

Men hvis nogen angrer sin uretfærdige handling og forbedrer sig, så vil Allah visselig godtage hans anger For Allah er tilgivende, barmhjertig. (Sura al-Ma’ida, 39)

En anden vigtig pointe, der må understreges her, er årsagen til tyveriet. Samfund, hvori Koranens udtalelse omkring tyveri implementeres, er uden tvivl samfund, der er loyale overfor Koranens Sharia. Det er umuligt for et samfund, der adlyder Koranens Sharia, at have rige folk på én side og meget fattige folk på den anden, fordi samfund baseret på Koranen er samfund med det mest perfekte velfærdssystem. Med andre ord beskytter de folk, der har midlerne, dem som ikke har noget, og de bærer et ansvar for at give til de trængende. Versene omkring dette lyder:

Gudfrygtighed er ikke, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest. Men den gudfrygtige er den, der tror på Allah, på Dommens dag, englene, Bogen og profeterne og giver bort af det, han ejer, af kærlighed til Ham, (giver) til slægtninge, faderløse og fattige, vejfarende og tiggere, til frikøb af slaver, og som udfører bønnen og giver almissen. (De gudfrygtige) holder deres løfte, når de lover noget, viser tålmodighed under nød og sygdom og under modgang. Disse er de sande (i troen). Disse er de sande gudfrygtige. (Sura al-Baqara, 177)

Det er umuligt i et samfund, som adlyder den ægte Sharia i Koranen, at der er rige folk såvel som fattige. De rige beskytter altid dem i nød og har ansvar for at give til de fattige.

De spørger dig om, hvad de skal give bort. Sig: "Hvad i end giver bort skal gå til jeres forældre, slægtninge, de forældreløse, de fattige og de vejfarende." Hvad I end gør af godt, så er Allah vel vidende om det. (Sura al-Baqara, 215)

Og de bespiser glædeligt de trængende og de forældreløse. (De siger) Vi bespiser jer kun for Allahs tilfredshed, vi venter ikkke noget til gengæld fra jer og ej heller taknemlighed.(Sura al-Insan, 8-9)

Giv slægtninge, de fattige og de vejfarende deres ret, og ødsl ikke jeres velstannd bort. (Sura al-Isra’, 26)

Når vi får denne information, så lad os stille spørgsmålet, hvorfor stjæler folk overhovedet?

Den første grund er, at de stjæler på grund af behov. Når en person er i en vanskelig situation, i gæld eller hærget af fattigdom, kan han træffe det forkerte valg at ty til tyveri. Men i sådan et samfund under Koranens beskyttelse er det umuligt for nogen at være i vanskelige omstændigheder, i gæld eller hærget af fattigdom. De fattige vil blive beskyttet af dem med flere midler, mens udtalelsen i Koranen omkring gæld for folk i vanskeligheder er meget klar, og lyder som følger:

Hvis I eftergiver (lånet) som velgørenhedsgave, er det dog bedre for jer, hvis I bare vidste. (Sura al-Baqara, 280)

Den anden sandsynlige grund til tyveri kan være mentale eller psykologiske forstyrrelser. Dette er en speciel tilstand, der kræver behandling og rehabilitering, og det pågældende individ er sygt, ikke skyldigt.

I praksis er der ingen andre årsager, der kan lede en person til at stjæle. Ved at fjerne årsagerne til det, forhindres en forbrydelse som tyveri i islamiske samfund lige fra udgangspunktet.

Da fortalerne for overtro, som naturligvis ignorerer alt dette, forsøger at afbillede islam som en religion af død og vold, er deres udtalelse fuldstændig i strid med Koranen. De er ligeglade med, at mens tyveri er ulovligt, er en person der stjæler generelt enten i nød eller lider af en psykologisk forstyrrelse, men både trængende og syge folk er muslimers ansvar. Da de ikke ser det ansvar, er de i stand til de mest skamløse mord på grund af denne udtalelse. De folk, som håndhæver denne falske udtalelse kan tydeligvis ikke lide Koranen (må Gud forbyde det), betragter den som værende i uoverensstemmelse med deres egen perverse tankegang og forsøger at implementere deres eget lovsystem i stedet for Koranens. Men når vi ser på Koranen, ser vi kærlighed og tilgivelse frem for vold.

Drab Af Frafaldne

Disse opdigtede hadith er en af hovedårsagerne til den manglende kærlighed samt vrede og vold, som findes i lande, der er styret af en falsk Sharia, som ikke stammer fra Koranen. Ikke alene udgør en udtalelse som denne, et af de værste bedrag rettet mod selve essensen i Islam, ingen plads i Koranen, men Koranen forbyder og forbander fundamentalt en så fanatisk tankegang. Nogle af versene, som udtrykker ide- og trosfrihed i Koranen, er som følger:

Der er ingen tvang i religionen… (Sura al-Baqara, 256)

"I har jeres religion, og jeg har min religion." (Sura al-Kafirun, 6)

... og du er ikke en, som udøver tvang mod dem (for at få dem til at tro). … (Sura Qaf, 45)

Og sig: "Sandheden kommer fra jeres Herre! Den som vil tro, må tro, og den, som vil fornægte, må fornægte!" (Sura al-Kahf, 29)

Hvis din Herre havde villet det, så ville visselig enhver på jorden have antaget troen. Når det nu forholder sig sådan, vil du så tvinge dem til at blive troende?(Sura Yunus, 99)

Så forman (dem), sandelig, du er en formaner! Du er ikke en, som (under)tvinger dem. (Sura al-Ghashiyya, 21-22)

I den islam, der beskrives i Koranen, er alle fri til at tro eller lade være, som han ønsker. I Koranens islam har en muslim blot pligt til at fortælle andre om korrekte moralske dyder. Frelse er i Guds hænder. En muslims ansvar er at behandle alle med hengivenhed, om de tror eller ej. De folk, som forsøger at fremstille muslimer som mordere, forsøger at tildække denne virkelighed i Koranen.

I Koranens islam har en muslim ansvar for at opretholde retfærdighed, om end det går ud over ham selv, hans forældre eller hans familie. (Sura an-Nisa’, 135). Ifølge det vers, beskyttes alles rettigheder, uanset hvilken religion eller tro de har, og man har pligt til at behandle dem med retfærdighed.

Som vi tidligere har set, og ofte skal se igen, befaler Gud i et vers endda muslimer at bruge deres egne kroppe til at beskytte en, der ikke tror:

Hvis nogen af afgudsdyrkerne søger din beskyttelse, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Allahs ord. Før ham derefter til et sted, hvor han er i sikkerhed. Dette, fordi de er et folk, som ikke ved (sandheden). (Sura at-Tawba, 6)

Den opfattelse af religion, som Muslimer – som har et ansvar for at beskytte dem, som ikke tror – burde vedgå sig, er meget klar. Faktisk fortæller Gud Profeten (ﷺ) at henvende sig til vantro som følger, og beskriver et transparent demokratisk system:

Sig: "O I vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder, og I tilbeder ikke Ham, jeg tilbeder. Aldrig vil jeg tilbede det, I tilbeder, og aldrig vil I tilbede Ham, jeg tilbeder. I har jeres religion, og jeg har min religion." (Sura al-Kafirun, 1-6)

Disse vers, som starter med ordet "Sig" beskriver for Profeten (ﷺ) det mest perfekte demokratiske system og de midler, der skal tages i brug i det system. Suraen ender med ordene, "I har jeres religion, og jeg har min religion." Med andre ord må en muslim ikke blande sig i andre folks trosretning, mens han udøver sin egen. Han må ikke ty til tvang og magtanvendelse, og må ikke undertrykke andre mennesker, fordi de ikke er muslimer. Han skal respektere dem og lade dem være og sige "I har jeres religion." Og han insisterer på den samme respekt fra dem ved at sige "Jeg har min religion." Koranen, hvori magt og tvang afvises, hvori vantro beskyttes, selv på bekostning af de troendes liv, hvori udtalelser befaler retfærdighed selv for fornægtere, og hvori demokrati beskrives på den mest fuldendte og perfekte måde, er den sande vejledning for muslimer.

I det Islam, der beskrives i Koranen, er alle fri til at tro eller ikke tro, som de har lyst til. Men på grund af den falske opfattelse af Islam, som radikalismen er skyld i, bringer vestlige magasiner ofte rapporter om islamofobi.

Drab Af Dem, Som Stopper Med At Bede

Den ovenstående falske hadith er endnu en, der befaler drab på dem, som afsværger islam. Det er dog tydeligt, at en tro, som åbent benægter magt og tvang, ikke vil tvinge folk til at bede. Hvordan kunne en religion, som siger "…og du er ikke en, som udøver tvang mod dem (for at få dem til at tro)." (Sura Qaf, 45), være så voldelig og undertrykkende? Det kan den selvfølgelig ikke. Når vi ser på Koranen, ser vi, at alle skal behandles med respekt og hengivenhed, om de tror eller ej.

Lad os huske et vigtigt faktum, vi fremsagde i starten af denne bog: en tilbedelse udført under tvang vil miste enhver gyldighed som tilbedelse, og kan også give ophav til had og vrede. Når en person tvinges til at bede, bliver han ikke muslim; en, der tvinges til at bede mod sin vilje kan blive en dobbeltmoralsk hykler, en fjende af troen. En, der tror, han vil blive dræbt, hvis han stopper med at bede, vil blot lade som om, han er troende, hvis han ikke ønsker at sætte sit eget liv i fare. Han vil opføre sig hyklerisk og vil væmmes ved det liv, han lever, og derfor den tro, han er blevet pålagt. At skabe en hykler er den værste skade, man kan gøre på islam. Derfor er religiøs hengivenhed, opnået gennem tvang, magt og dødstrusler, slet ingen religiøs hengivenhed. Dette skader blot islam.

Alphons Leopold Mielichs oliemaleri ”Prayer at the Muhammad Ali Mosque”

Ingen kan selvfølgelig blive tvunget til at bede i en tro, hvor der ikke kan findes tvang på nogen områder.

Hvis en person er ophørt med at bede, selvom han ikke har mentale eller fysiske handikap, kan der være mange årsager til dette. Personen er måske ikke tilstrækkeligt hengiven, Gud har ikke placeret en tilstrækkeligt stærk tro i hans hjerte, eller han frygter måske ikke Gud nok. Vejledningen er i Guds hænder, og det er ikke mennesker, der kan bringe vejledning. Ikke at bede betyder ikke, at denne person har afsværget troen. Han kan stoppe med at bede, men så begynde igen dagen efter, og det vil være til stor gavn for ham. Eller han starter måske ikke, men vil stadig være en god og brugbar person; eller ingen af disse ting vil ske. Selv hvis han fuldstændig afsværger troen, skal sådan en person stadig behandles med hengivenhed af muslimer. Det er sådan det skal være, ifølge Koranen.

At dræbe nogen af den årsag er intet mindre end mord, og det har aldrig haft nogen plads i Koranen.

De fire skoler, som blev gradvist produceret på basis af diverse hadith og fortolkninger, og som så blev gjort til en del af islam med tiden, er som fire separate trosretninger, alle i total uoverensstemmelse med hinanden. (De udtalte forskelle mellem de fire skoler er allerede blevet opsummeret på tidligere sider). De fire skoler befaler forskellige straffe til dem, som stopper med at bede på grund af dovenskab, men de er uenige med hinanden. For eksempel er straffen for at stoppe med at bede, på grund af dovenskab, ifølge Hanbali skolen død. Ifølge Hanafi bliver en, der ikke beder på grund af dovenskab, dog ikke vantro og skal ikke slås ihjel; men han skal fængsles og slås indtil blodet flyder. (Hashiya Radd al-Muhtar, 1/62) Men ingen af disse ting er i Koranen.

Sådanne modsigelser og brutale metoder, som ikke findes i troen opstår, når man begynder at lede efter troen uden for Koranen. Folk fyldt med had og vrede er et resultat af at man begynder at leve efter en tro uden for Koranen. Fanatikernes religion er en, der benægter Koranens udtalelser og betragter dem som utilstrækkelige (Koranen er bestemt større end det).

De følgende sider indeholder diverse barbariske praksisser i den fanatiske tro, såsom at "slå børn, som ikke beder og dræbe folk, som ikke giver almisser, eller som er fulde." Vi må aldrig glemme følgende faktum, når vi ser på retfærdiggørelserne for brutalitet begået i Islams navn:

Ingen af disse praksisser har nogen plads i Koranen. Fanatikernes religion er en opdigtet religion.

At Slå Børn, Som Stopper Med At Bede

Tilbedelse er noget, der gøres frivilligt og inderligt som et udtryk for kærlighed til Gud; det pålægges ikke ved tvang. Fra denne hadith ser det ud til, at et barn kan tvinges til at bede, selv før han når en alder af 10. Hvilken fordel kan der være ved at pålægge et barn, som endnu ikke er bekendt med Gud, som ikke er klar over meningen med sin eksistens i denne verden, og som er uvidende om Skaberen og hemmelighederne bag skabelsen, denne pligt? Det, du må gøre for at gøre et barn religiøst, er ikke at tvinge ham til at tilbede, men at vise ham beviser for Guds eksistens og enhed og få ham til at forstå og elske Gud og troen. Når han forstår disse ting, vil et barn indse, at han er et individ med ansvar over for Gud, og så vil han være taknemmelig og vil begynde at tilbede Ham med entusiasme. I det tilfælde vil tilbedelsen udføres oprigtigt, med stor kærlighed og iver.

Men hvis et barn, som stadig ikke kender Gud, tvinges til at udføre pligterne fra en religion, hvis visdom han endnu ikke kender til, og hvis han så slås for ikke at gøre dette, så vil det barn sandsynligvis nære en hemmelig afsky for religionen og dens tilbedelseshandlinger resten af livet. Siden han måske vil tilbringe resten af sit liv med den forfærdelige fordom, vil han lære Gud at kende på en fejlagtig måde og vil ikke prøve at se og forstå de sande udtalelser. At slå et barn, hvis sind stadig har vanskeligt ved at forstå så meget, og tvinge ham til at observere bøn og tilbedelse frem for at bringe ham tættere på Gud med kærlighed og skønhed, vil kun skabe en modstander af islam i dette barn, og dette vil skade den islamiske verden. Men fanatikere, som har vendt ryggen til Koranen, evner ikke at se dette.

Dette had, som vi har beskrevet, manifesteres også i praksis. Børnene af nogle lærde, som lever deres liv totalt dedikeret til fanatisme, bliver enten fjendtlige over for religion senere i livet, eller falder i en slags degeneration, som sjældent ses i samfundet. De vil håne eller udtrykke afsky for islam i næsten alt, de siger. Selv mange ateister har respekt for religion, men de ejer ingen respekt og er fyldt med vrede. Hovedårsagen til dette er, at ideen om at "tvinge folk til tilbedelse", som ikke optræder noget sted i Koranen, pålægges barnet i "Islams" navn fra en meget tidlig alder.

Drab Af Folk, Som Ikke Giver Almisser

At give almisse er en pligt, der beskrives i Koranen. Ligesom enhver anden religiøs pligt er den obligatorisk for muslimer, og den udføres oprigtigt på grund af kærlighed til Gud. Følgeligt vil en muslim også give nogle af sine ejendele væk, som en handling af god samvittighed, og ikke tillade andre at forblive i nød og derved opleve vanskelighed. Dette er noget, der gøres ærligt og oprigtigt, og det er et krav for at være en muslim.

Det der gør en religiøs handling religiøs er, at den udføres frivilligt, med kærlighed og lidenskab. Gud har magt til at gøre alle rige og sørge for dem, men Han tester de rige og fattige menneskers adfærd, ved at gøre nogle af dem fattige. De fattige har ansvar for at udvise tålmodighed og vende sig til Gud i taknemmelighed uanset hvad, mens de rige har ansvar for at være taknemlige og tage sig af de fattige.

Gud erklærer i Koranen, at folk, der tror på Ham og Dommedag, vil give almisse. Derfor er det at give almisse noget, der ligesom alle andre religiøse observanser må gøres med en oprigtig tro på Gud, ikke gennem dødstrusler:

… forretter bøn, giver den obligatoriske almisse og tror på Allah og Den yderste Dag, dem vil Vi give en stor belønning. (Sura an-Nisa’, 162)

At give mad til de fattige er et af muslimernes største ansvar i Koranen. Men buddet, som handler om ikke at udføre det ansvar, er ikke som beskrevet i de opdigtede hadith:

Ifølge den pågældende hadith skal en person, som ikke er villig til at give almisse af hvilken som helst grund, tvinges til at gøre det ved brug af magt, og halvdelen af hans ejendele konfiskeres. For det første har en, hvis ejendele konfiskeres, ikke udført en religiøs pligt, fordi noget, en person ikke gør ud af egen fri vilje, er ikke en religiøs pligt. For det andet er det i total uoverensstemmelse med Koranen at bruge magt til at få ham til at udføre en pligt. Det kan også medvirke til, at få denne person til at føle vrede mod troen og de troende, og kan dermed skade de troendes samfund.

Den virkelig barbariske ting er selvfølgelig udtalelsen om, at en person, der nægter at give almisse, skal slås ihjel. Denne udtalelse optræder ingen steder i Koranen, og det er simpelthen mord. Koranen forbyder brug af tvang i religion. I tillæg forbyder Koranen at tage menneskeliv, undtagen under retfærdiggjorte omstændigheder såsom selvforsvar. Som beskrevet i Koranen:

... Hvis nogen dræber en person, uden at det er (som gengæld) for drab eller (som straf for) anstiftelse af ufred på jorden, er det som at dræbe hele menneskeheden... (Sura al-Ma’ida, 32)

Som vi har set, er mord en stor forbrydelse i Islam. Så de, som skødesløst gør et så tungtvejende emne som mord til et af troens bud, bagvasker både islam og vores Profet (ﷺ), og begår også en forfærdelig synd. Denne falske hadith er vigtig for at vise, hvordan sådan overtro er i konflikt med Koranens sande bud.

Fængsling Og Udsultning Af Dem, Som Ikke Faster

Denne opdigtede hadith er i konflikt med troen og samvittigheden af samme årsager, som er citeret ovenfor:

1. Den forsøger at tvinge folk til at udføre en religiøs handling, som burde udføres med kærlighed

2. Den går imod verset, som siger, at der ikke findes tvang i religionen

3. Den er baseret på vold, det totalt modsatte af den hengivenhed, der ligger i troens kerne

4. I stedet for at opfordre folk til at elske og tilbede Gud, troens hovedformål, leder den folk til at føle vrede og had mod religion og tilbedelse.

I tillæg til alle dette er faste en handling, som nogle folk ikke kan udføre på grund af svaghed, og det er ikke obligatorisk for de syge. Gud gør denne vigtige betingelse omkring faste klar i de følgende vers:

(Det er) et bestemt antal dage. Den af jer, som er syg eller på rejse, (skal) så (faste) et tilsvarende antal andre dage. De, som ikke kan det, må bespise en fattig. Men for dem, der frivilligt udfører en god gerning, er det bedre. Det, at I faster, er bedre for jer, hvis I bare vidste. (Sura al-Baqara, 184)

… De af jer, som oplever denne måned, skal faste i den. Men den, der er syg eller på rejse, skal faste et tilsvarende antal andre dage. Allah ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskelighed for jer ...(Sura al-Baqara, 185)

Disse to vers, som er ganske eksplicitte udtalelser omkring faste, siger, at folk, som ikke er i stand til at faste under Ramadan måneden, fordi de er syge eller på rejse, kan opveje for det antal dage, de ikke kunne faste, på et senere tidspunkt, og hvis folk er totalt ude af stand til at faste, fordi de er syge eller ikke let kan udholde det, kan de kompensere for dette ved at bespise en fattig. Gud skriver i verset, at "Allah ønsker lethed for jer og ønsker ikke vanskelighed for jer."

At folk insisterer på, at de stadig burde faste på trods af dette lette og tydelige bud omkring de syge og andre, som vil finde det vanskeligt, betyder at de skader sig selv. Koranen forbyder en muslim at gøre noget, der vil være skadeligt for ham.

At opsætte et undertrykkende system gennem falske hadith, som modsiger Koranen, på trods af denne eksplicitte udtalelse i Koranen, er vigtigt for at afsløre de praksisser, der er involveret i den fanatiske tankegang. Disse folk bryder sig ikke om det kærlige sprog i Koranen (Gud og Koranen er bestemt større end det) og forsøger at danne deres egne religioner baseret på deres egne mørke verdener. Det er grunden til, at de forsøger at pålægge troen denne undertrykkende overtro.

En person kan være syg eller svag; det er ikke nødvendigt at pointere, at alle folk er skabt forskelligt. Mange folk diagnosticeres med diverse sygdomme i denne verden. Selvom Gud med Sin sublime kærlighed laver godtgørelser for de syge og svage, tvinges folk stadig til at faste, i nogle lande, på basis af disse falske hadith. Det er heller ikke svært at forestille sig et miljø, hvori en person, der er for syg til at faste, fængsles og nægtes mad eller vand. I sådan en situation er er der ingen tvivl om, at personens sygdom vil forværres, og at han snart vil dø. Denne fanatiske tankegang stræber altså efter at påtvinge denne despoti på bekostning af at sætte folks liv i fare.

Drab Af Fulde Folk

Ludwih Deutsch’ oliemaleri ”The Chess Game,” 1896

Ifølge denne opdigtede hadith har en person, der har drukket alkohol og er beruset, afsværget troen, hvis han siger det i en tilstand af mangel på bevidsthed. Dette er en forfærdelig ide. Selvfølgelig kan en, der er beruset, ikke forventes at tale rationelt eller logisk, og vil ikke være klar over, hvad han siger. Den person kan tydeligvis ikke stilles ansvarlig for, hvad han siger. Men den fanatiske tankegang befaler, på basis af denne opdigtede hadith, at denne person skal dræbes. Igen bliver en falsk praksis, som ikke optræder nogen steder i Koranen, et bud, og man beslutter sig for mord.

Denne falske og forfærdelige mentalitet modsiges af Koranen. Gud taler til "troende" i verset, før I er i stand til at forstå, hvad i siger, "O I troende! Gå ikke nær bønnen, når I er berusede..." (Sura an-Nisa’43). Det er tydeligt, at nogle af disse folk havde drukket alkohol og var blevet berusede. Disse folk er folk, som beder. Alt dette kan tydeligt ses fra verset. Siden en person må vide, hvad han siger under bønnen, være klarsynet og etablere et dybt bånd med Gud, og siden det er umuligt for en person at koncentrere sig på den måde, hvis han er fuld, og siden han ikke kan stilles til ansvar for, hvad han siger eller gør, forbyder Gud folk at bede, så længe de er fulde. Udtrykket i verset (Sura an-Nisa’43) "... før I er i stand til at forstå, hvad I siger understreger", at en person ikke ved, hvad han gør, mens han er fuld og ikke vil være klar over, hvad han siger. Derfor må vi forstå, at en person først bør fortsætte med at bede, når dette stadie af ubevidsthed er overstået.

En person kan påstå at afsværge sig troen på et tidspunkt, hvor hans fornuft er tåget, såsom i en beruselse, og kan snakke på en totalt ulogisk måde. Det, der betyder noget er, hvad personen siger og gør, når fornuften er blevet genetableret. Endvidere kan en person oprigtigt have afsværget troen og kan eksplicit udtrykke det. At bruge det som en årsag til at dræbe ham er både fanatisme og bagvaskelse mod Koranen. Koranen forbander den brutale mentalitet.

Ved at komme med en sådan udtalelse omkring fuldskab i Koranen, siger den Almægtige Gud, at det at gøre noget forbudt ikke er en forhindring for en muslim, som elsker Gud og udfører sine religiøse observanser. Dette vers er også en indikation af Islams hengivende og kærlige attitude over for alle. Men den fanatiske tankegang, som begærer død ved enhver mulighed, har lavet sine egne falske bud på trods af denne eksplicitte udtalelse i Koranen.

Drab Af Dem, Som Taler Forkert Om Profeten Uden At Opfordre Dem Til At Angre

En person, der taler forkert om Gud, profeterne og åndelige værdier er selvfølgelig ikke noget, der anerkendes. Men ikke alle folk er ens. Nogle folk er ateister og har fordomme mod religion af diverse årsager; nogle er blevet opdraget med vrede, nogle er uvidende og nogle ved intet om Koranen. Det er derfor muligt for folk at have fordomme mod religion af flere forskellige årsager, og der er mange sådanne folk som lever i en tilstand af vrede og had i dag.

Der findes mennesker, som har alle mulige slags holdninger i denne verden, som vi kommer til at blive testet ved og prøvelsen for de troende består i at være sammen med mennesker med disse andre ideer og holdninger.

En Muslims pligt er at fortælle folk, lige meget hvor fordomsfulde eller vrede de er, om de moralske dyder i Koranen, på en venlig måde, og så lade den endelige beslutning være op til dem. Nogle gange vil den anden part blive påvirket af denne fine adfærd og kan indse sine fejl og retlede sig selv. Dette faktum beskrives i et andet vers i Koranen:

Det gode og det onde kan ikke være lige. Afværg det onde med det gode. Så vil du se, at selv den, du var fjende med, bliver som en nær ven. (Sura al-Fussilat, 34)

I dette vers befales muslimer at respondere på dårlig adfærd med godhed. Resultatet af dette er, at "selv den, du var fjende med, bliver som en nær ven."

Hvis den anden part stadig insisterer på at tale og opføre sig dårligt, forklarer Koranen, hvad der så må gøres:

Og Den Nådigstes tjenere er dem, som går med beskedenhed på jorden, og når de uvidende taler til dem, siger de: "Fred," (Sura al-Furkan, 63)

Sandelig, Allah har åbenbaret for jer i Bogen, at nå I hører, at Allahs åbenbaringer bliver fornægtet og latterliggjort, så sid ikke med dem (der gør det), før de bliver optaget af et andet samtaleemne; ellers vil I blive som dem. Sandelig, Allah vil bringe alle hyklerne og de vantro sammen i Helvede.(Sura an-Nisa’, 140)

Som vi har set er befalingen i Koranen ikke at sætte sig ned med sådan en uvidende gruppe, når man møder dem, men at forlade dem og sige "Fred" med andre ord at påminde dem om den fredelige vej.

To egenskaber understreges i versene. Disse folk betragtes som værende for uvidende til at have kontakt med og for at have afvist sandheden på trods af at være blevet advaret mange, mange gange. En muslim, som har pligt til at prædike – og derfor til altid at tale sandt – har i dette tilfælde ingen kontakt med sådanne folk, og bevæger sig blot væk fra dem.

Et andet element i verset omhandler ikke at sætte sig ned med dem "før de bliver optaget af et andet samtaleemne." Disse folk kan derfor godt være i en muslims umiddelbare nærhed og have konstant kontakt med ham. Så når de begynder at tale om andre emner, kan han fortsætte med at have et nært forhold til dem.

Dette betyder, at muslimer ikke forventes at ty til den brutale metode, der beskrives ovenfor. De må gå væk fra dem, når de taler dårligt, men fortælle dem sandheden, så længe de søger råd.

Et andet bevis for, hvordan disse opdigtede hadith er i konflikt med Koranen er "forhindring af omvendelse". Gud opfordrer alle folk til at omvende sig vedrørende alle emner i Koranen. Han erklærer ofte i vers, at omvendelse er en sag mellem den pågældende person og Gud, og at Gud er tilgivende og barmhjertig. De, som omvender sig, lovprises ofte i Koranen. Så hvordan kan en person forhindres i at omvende sig? Hvordan man kan forhindres i at søge Guds tilgivelse? Hvordan kan folk ignorere vores Herres vers, som lyder "... For Han er Den, der tilgiver den angefulde." (Sura al-Baqara, 37) og fratage andre retten til at føle anger og søge Guds tilgivelse?

Ingen har selvfølgelig den ret.

I et andet vers åbenbarer vores Herre:

Men de, som angrer og gør retfærdige gerninger og åbent erklærer (sandheden), deres anger vil Jeg tage imod. Jeg er Den mest Tilgivende, Den Barmhjertigste. (Sura al-Baqara, 160)

De folk, som uklogt benægter det faktum, at Gud er "Den Barmhjertige" og forsøger at indføre deres egne opdigtede hadith om emnet, handler i direkte strid med Koranen.

Overtroen Om "Forbandede Dyr" I Fanatikernes Religion:

Et æsel som ser satan, en jødisk rotte, en krage der laver ulykker, en djævelsk due, en utro abe, stakkels sorte hunde og gekkoer, som skal slås ihjel; en opsummering af det forfærdelige liv langt fra Koranen, fremsat af den fanatiske tankegang. Denne aparte mentalitet befaler, at alle hunde, undtagen jagt- og hyrdehunde, skal dræbes, og at hunde som kæledyr og vagthunde, nogle af de sødeste væsner i verden, som Gud har skabt i så mange forskellige racer med kærlighed og beskytterinstinkt, skal alle dræbes. Men som det beskrives i Koranen, "De syv himle og jorden og alt det, som findes i dem, lovpriser Ham. Der er intet, som ikke lovpriser Hans herlighed. Men I kan ikke begribe deres lovprisning. Sandelig, Han er overbærende, tilgivende." (Sura al-Isra’, 44) er det umuligt for disse levende væsner, som glorificerer Gud på en måde, vi ikke kan forstå, og som er specielt skabt for paradis med al deres skønhed, at være syndere eller djævleinkarnationer. Hvordan kan en rotte være jødisk? Og hvad er der overhovedet galt med at være jødisk?

Endvidere, hvordan kan en abe begå utroskab? Har en abe moralske værdier eller et ægteskab, hvori han skal være tro? Har han den selvbevidsthed, der skal til, for at forstå alle disse ting og ansvaret derved? Så hvordan kan en abe anklages for utroskab? Det er en dybt uvidende påstand at komme med; men fanatikerne går endda så langt som at ærekrænke Ledsagerne og forsøge at bruge dem, som bevis for deres falske påstande.

Selvfølgelig er disse alle opdigtede hadith, og det er umuligt for så onde regler at have en plads i Koranen. Gud erklærer i Koranen, at der var hunde sammen med Ledsagerne i Grotten og Ar-Raqim, som Han lovpriste meget i Koranen:

Og du ville anse dem for at være vågne, selom de sov. Og Vi fik dem til at vende sig om på højre side og på venstre, og deres hund lå ved indgangen med begge sine forben strakte. (Sura al-Kahf, 18)

De vil sige: "Tre (var de), og den fjerde var deres hund." Og de vil sige: "Fem (var de), og den sjette var deres hund." Et grundløst gæt om det usete er (alt) dette. Og de vil sige: "Syv (var de), og den ottende var deres hund." Sig: "Min Herre ved bedst om deres antal, ingen ved om dem, undtagen nogle få!"(Sura al-Kahf, 22)

Muslimer må selvfølgelig gerne have en vagthund eller kælehund med sig.

Der Nævnes Også Andre Dyr I Koranen.

1. Ifølge Koranen Skal Dyr Behandles Med Kærlighed Og Hengivenhed:

Han sagde: "Jeg har næret kærlighed til rigdom, frem for at ihukomme min Herre, indtil den skjulte sig bag et dække. Bring dem frem for mig igen!" Så begyndte han at stryge deres ben og hals. Da de nåede frem til myrernes dal, sagde en myre: "O I myrer! Gå ind i jeres bo, så Sulaiman og hans hære ikke knuser jer uden at vide det." (Sura Sad, 32-33)

Han (Sulaiman) smilte af deres ord, og han sagde: "Min Herre! Få mig til altid at være (Dig) taknemlig for den velsignelse, som Du viste mig og mine forældre, sådan at jeg gør retskafne gerninger, som Du godtager. Og inkluder mig, ved Din nåde, blandt Dine retskafne tjenere." (Sura Al-Naml, 27:18-19)

2. Dyr I Koranen Nævnes Som Guds Gerninger Og Tegn, Der Fører Til Tro:

Ser de da ikke på kamelen, hvordan den er skabt? (Sura al-Ghashiyya, 17)

Sandelig, Allah generer Sig ikke for at bruge den mindste myg eller det, der er større, som eksempel. De troende ved, at det er sandheden fra deres Herre. De vantro siger derimod: "Hvad kan Allah have villet sige med dette eksempel?" Med dette vildleder Han mange og retleder mange; men Han vildleder kun de syndefulde. (Surah Al-Baqara, 2:26)

O I mennesker! En lignelse bliver fremlagt, så lyt nøje til den: Sandelig, de, som I tilbeder ud over Allah, kan visselig ikke engang skabe en flue, selvom de alle sammen skulle samles for dette! Og hvis fluen havde taget en ting fra dem, ville de ikke have formået at befri den fra denne. Hjælpeløs er søgeren, og (det samme er) den opsøgte. (Surah Al-Hajj, 22:73)

Gud citerer i Koranen diverse slags dyr som intelligente og fantastiske eksempler på skabninger, som husker Ham, og Han lovpriser profeternes kærlighed og hengivenhed til dyr.

3. Koranen Noterer, At Dyr Har Intelligens.

Derpå sendte Allah en ravn. Den gravede i jorden for at vise ham, hvordan han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: "Ve mig! Er jeg ikke engang i stand til at være som denne ravn og skjule min broderes lig?" Og han blev en af dem, som angrer. (Sura al-Ma’ida, 31)

4. Gud Beskriver I Koranen, At Dyr Handler I Lyset Af Åbenbaringer:

Og din Herre åbenbarede for bien: "Lav I bikuber i bjerge, træer og det, som de bygger.

Og udvind så saften af alle slags frugter, og gå derefter ind på din Herres veje, som er gjort lette for dig (af din Herre)." Ud af deres maver kommer en drik af forskellige farver; i den er der helbredelse for menneskene. Sandelig, i dette er der tegn for et folk, som vil tænke efter. (Sura an-Nahl, 68-69)

5. Beviser På Skabelsen, I Dyr, Beskrives Detaljeret I Koranen:

Og sandelig, i kvæget har I en dyb grund til eftertanke; Vi giver jer ren mælk at drikke, dannet af det, de har i deres maver, imellem tarmens indhold og blod, behagelig for den, som drikker det. (Sura an-Nahl, 66)

6. Vi Får At Vide, At Dyr Skabes I Diverse Former Som En Kilde Til Skønhed:

Ligeledes er der forskellige farver blandt mennesker ogog dyr og kvæg. Kun de af Allahs tjenere, som har viden, frygter Ham. Sandelig , Allah er almægtig, tilgivende. (Sura al-Fatir, 28)

Har de da ikke set, at Vi for dem skabte kvæg af Vore hænders skaberværk, og at de er deres ejere? (Sura Ya Sin, 71)

7. Vi Får At Vide, At Dyr Falder På Knæ For Gud Og Forherliger Ham:

Har du ikke set, at alt kaster sig ned for Allah; alle, som er i himlene og på jorden: solen og månen og stjernerne og bjergene og træerne og dyrene og mange blandt menneskene? Mange har gjort sig fortjent til straffen. Og den, som Allah fornedrer, Ham kan ingen give ære. Sandelig, Allah gør, som Han vil.(Sura al-Hajj, 18)

Har du ikke set, at alle, som er i himlene og på jorden, og endda fuglene, der basker med deres vinger i luften, lovpriser Allah? Hver især kender de sandelig deres bøn og lovprisning. Allah er alvidende om alt det, de gør. (Sura an-Nur, 41)

Som vi har set, taler Gud i Koranen om mange forskellige slags dyr, som lovpriser Ham, som intelligente og herlige eksempler på Hans skabelse og beskriver profeternes kærlige, hengivne attitude. Den perverse opfattelse af religion hos fanatikerne, som understreger et had til dyr, findes ingen steder i Koranen.

Vi ser også eksempler på at værdsætte og elske dyr i vores Profets (ﷺ) liv, han, som implementerede Koranens lære. Vores Profet (ﷺ) var fuld af kærlighed og hengivenhed over for dyr, på en sådan måde, at det definitivt afviser den fanatiske tankegang. Nogle af vores Profets (ﷺ) handlinger, som viser hans hengivenhed over for dyr, er som følger:

Vores Profets (ﷺ) Kærlighed Til Dyr

Vores Profet (ﷺ) Bortskaffede De Onde Skikke, Som Mishandlede Dyr

Uvidenheden i samfundet, da vores Profet (ﷺ) begyndte at prædike, blev også afspejlet i folk behandling af dyr; de brugte levende dyr som skydeskiver til bueskydning, afskar ører og haler og brændemærkede dem endda for at skelne deres dyr fra andres. Når de blev sultne i ørkenen, skar de en kamels pukkel op, tog et stykke fedt fra den og syede den sammen igen.

Vores Profet (ﷺ) bortskaffede fuldstændig disse ubehagelige skikke i det uvidende samfund. Han lærte folk, at dyr også fortjente medfølelse. Alle skikke, som mishandlede dyr, blev afskaffet af vores Profet (ﷺ).

Vores Profet (ﷺ) Forbød, At Dyr Blev Overbebyrdet

Vores Profet (ﷺ) forbød overbebyrdelsen af dyr. Begivenheder og poetiske ceremonier, hvor folk sad over for hinanden på ryggen af dyr i timevis, som havde foregået i flere hundrede år, blev forbudt. Ejerne måtte kun ride på dyrene så længe, de faktisk havde brug for det. Vores Profet (ﷺ) udstedte en advarsel, som lød "Gør ikke dyrenes rygge til jeres stole. Gud gav dig befaling over disse på den betingelse, at du går let med dem til steder, du ikke selv kunne være kommet hen uden ekstremt besvær. Han skabte også jorden. Mød dine andre behov på jorden." (Sunan Abu Dawud, Jihad 61, [2667])

En anden hadith lyder; "Rid dine dyr forsigtigt og kun når de er i form til at blive redet, og lad dem gå fri, når de har behov for at hvile. Brug dem ikke som stole til at tale med hinanden på vejene og gaderne (brug ikke timevis på at tale med hinanden, mens I sidder på dem). " (Ahmad, III, 439)

Arbejdsdyrs Ret Til Hvile

Vores Profet (ﷺ) gav arbejdsdyr retten til at hvile på samme måde som mennesker, og understregede dyrenes behov for at hvile og møde deres behov, da hvilestop blev anlagt langs vejen.

Vores Profet (ﷺ) Forbød Misbrug Og Mishandling Af Dyr

Vores Profet (ﷺ) sagde, "Hvem end der dræber en spurv eller noget større end det, uden en retfærdig grund, vil skulle stå til regnskab over for Gud på Dommedag." (Sunan Abu Dawud, 2/11) og befalede at "fuglereder skal ikke skades, og deres æg og unger skal ikke stjæles." (Sahih Bukhari, 139)

Vores Profet (ﷺ) stoppede en, der slog det dyr, han red på og erklærede, at dette var et brud på Guds lov. "Gud skabte ikke dyrene for, at du kunne gøre det mod dem" sagde han. (Musnad Ahmad, 4/131)

Vores Profets (ﷺ) Hengivenhed Mod En Hund Og Hendes Hvalpe

Da vores Profet (ﷺ) marcherede med sin 10.000 personers hær, så han på vejen, at en hund lige havde født sine hvalpe. Han tilkaldte Djuail, søn af Suraka, og befalede, "Du skal vente foran hunden og hendes hvalpe, og ved at stå vagtpost indtil hæren er kommet forbi, skal du beskytte dem mod at blive kørt over." (ash-Shami, Subul al-Huda Wa-al-Rashad, VII, 51) Takket være Profetens (ﷺ) hengivenhed, ændrede hæren på 10.000 personer kurs for ikke at forstyrre hunden og hendes hvalpe.

En Af Profetens (ﷺ) Udtalelser, Der Reflekterer Hans Kærlighed Til Dyr: "Alle Hundes Liv Skal Respekteres."

"Ikke kun den brugshunde, men alle hundes liv skal respekteres og er fredede, så længe de ikke gør skade og ikke bliver voldelige og aggressive." (Hashyatu’l-Bayjarmi Ala’l-Manhaj-al-Maktabatu’sh-Shamila, I/474)

Vores Profets (ﷺ) Kat, "Muezza"

Vores Profet (ﷺ) havde en kat, der hed "Muezza". Han elskede Muezza så meget, at han en dag, da Muezza halvsov på Profetens (ﷺ) kåbeærme, valgte at klippe den del af sin kåbe af i stedet for at vække hende.

I tillæg betyder navnet Abu Hurayrah, som berettede mange hadith fra Profeten (ﷺ), "far til killingen".

Vores Profets (Pbuh) Hengivenhed Over For En Fugl Og Hendes Unger

"Vi var på en rejse, og under Profetens fravær så vi en fugl med sine to unger; vi tog dem. Fuglen cirklede over os i luften, baskede sine vinger i sorg. Da Profeten Muhammad vendte tilbage, sagde han, Hvem har såret denne fugls følelser ved at tage dens unger? Giv dem tilbage til hende." (Sahih Muslim)

Babygeden

Vores Profet (ﷺ) sagde til en mand, som malkede en ged. "Lad noget mælk være til gedens kid, når du malker den." (Majmua’z-Zawaid, 8:196)

En Sultende Kamel Og Dens Ejer

En Sovende Antilope

Under en kampagne så vores Profet (ﷺ) en antilope, der sov i skyggen. Han befalede en af sine ledsagere at vente der og sikre, at dyret ikke blev forstyrret, indtil alle var gået forbi. (Malik’s Muwatta, Hajj, 79; Sunan an-Nasai, Hajj, 78)

Et Æsel Brændemærket I Ansigtet

En dag på vejen så vores Profet (ﷺ) et æsel, som var blevet brændemærket i ansigtet, og sagde, "Gud forband den, som brændemærkede den." (Sahih Muslim) og han anbefalede, at mærkningen skulle ske uden at skade dyrene.

At Behandle Dyr Godt

Grunden til, at vi citerer de pågældende hadith som gyldigt bevis er, at de er i overensstemmelse med Koranen. Grunden til, at vores Profet (ﷺ) var så hengivende over for dyr, er den uddannelse han fik fra Koranen. Vores Profet (ﷺ) var bestemt den bedst tænkelige person til at værdsætte, at Gud skabte diverse livsformer, den ene dejligere og mere dygtig end den næste, som bevis, skønhed og en velsignelse. Han så tydeligt, hvordan Gud manifisterede Sine navne som den Medfølende og Barmhjertige, og Sit gloværdige kunstværk i levende ting. Vores Profet (ﷺ) viste gennem sine egne handlinger, hvordan den medfølelse og hengivenhed, der anbefales i Koranen, som lovpriser kærlighed, burde ses i en muslim. Man kan også se dette i det råd, vores Profet (ﷺ) gav omkring medfølelse:

Derfor leder overtroens fortalere forgæves efter ondskab mod dyr i islam eller i Profetens (ﷺ) handlinger, og begår i stedet bedrageri på området for at kunne overbevise andre om deres ulogiske synspunkter. Koranen er Bogen, hvori en perfekt kærlighed til mennesker, dyr og planter beskrives, og vores Profet (ﷺ) levede efter Koranen gennem hele sit liv.

Fanatikernes Modbydelige Natur

Disse falske hadith, hvoraf kun få eksempler gives her, er vigtige beviser på den beskidte og forfærdelige livsstil hos folk med en fanatisk mentalitet. Med disse opdigtede hadith bagtaler fanatikerne endda uklogt vores Profet (ﷺ). Disse falske hadith, som fanatikerne handler efter, afslører også disse folks opfattelse af renlighed og gode manerer. Gud har aldrig tilladt noget så ulækkert. Ifølge Koranen har muslimer pligt til at være pletfrit rene, holde deres hjem rene, have rent tøj på og spise ren mad. Ifølge Koranen er muslimer rene, men polyteister er beskidte – fanatikere, som lever liv langt fra Koranen, som opfinder en anden tro end den, der er blevet nedsendt af Gud, og som derfor tilskriver Ham ligeværdige, møder den beskrivelse rigtig godt. Gud åbenbarer i vers:

Ifølge Koranen har muslimer ansvar for at være rene, holde deres hjem rene, at have rent tøj på og spise ren mad. Ifølge Koranen er muslimer rene, men afgudsdyrkere beskidte. Fanatikere, som lever deres liv uden for Koranen, som adlyder en anden tro end den, der er nedsendt fra Gud, og som derfor tilskriver Ham ligeværdige, møder bestemt den definition.

O I troende! Sandelig, afgudsdyrkerne er urene. (Sura at-Tawba, 28)

... Han lader vantroens urenhed falde over dem, der ikke benytter sig af deres forstand. (Sura Yunus, 100)

Som vi har set, taler Gud i et vers om et samfund, som ikke evner at bruge deres intellekt. Det er en fremragende beskrivelse af fanatikere, som følger overtro på trods af Koranens sandheder. Gud kaster smuds på samfund, der følger overtro uden at bruge deres hoveder, og som skaber en helt anden religion på trods af at have Koranen i deres hænder, selvom de ved, at denne opdigtede tro er falsk. Det er virkelig, hvad der sker. På grund af deres dumdristighed tror fanatiske samfund på alt det smuds, der beskrives i de falske hadith ovenfor, og lever liv gennemsyret af modbydeligheder.

Selvfølgelig er der nogle folk blandt dem, som uvilligt lever sådanne liv, i stor grad på grund af uvidenhed, og sådanne folk er faktisk flertallet. Derfor må vi betragte dem separat fra de hovedløst fanatiske samfund omtalt ovenfor. De har altid behov for en uddannelse baseret på de fakta, der detaljeret beskrives i denne bog, altså baseret på beviser fra Koranen.

Ifølge Koranen er det, Gud vil have fra muslimer, at de har en meget detaljeret og upåklagelig opfattelse af renlighed. Nogle af versene i Koranen, som opfordrer muslimer til at være rene, lyder som følger:

Hold dine klæder rene! Hold dig fra afgudsdyrkelse! (Sura al-Muddaththir, 4-5)

O I mennesker! Spis af det tilladte og rene på jorden, og følg ikke i Satans fodspor. Sandelig, han er jeres åbenlyse fjende.(Sura al-Baqara, 168)

... Det er mere passende, at du står i den moske, som blev grundlagt på gudsfrygt fra første dag. I den er der sådanne folk, som elsker at være rene, og Allah elsker dem, som forpligter sig til renhed. (Sura at-Tawba, 108)

O I troende! Spis af de gode ting, som Vi har forsynet jer med, og vis Allah taknemelighed, hvis det virkelig er Allah i tilbeder. (Sura al-Baqara, 172)

Men dem, som tror og handler retskaffent, vil Vi føre ind i haver, hvor bække rinder; de vil forblive der til evig tid. Der er der rene (ægte)fæller for dem.… (Sura an-Nisa’, 57)

De spørger dig, hvad der er blevet gjort tilladt for dem, sig: "Alle gode og rene ting er blevet jer tilladt...." (Sura al-Ma’ida, 4)

I dag er alle gode og rene ting blevet gjort tilladt for jer.... (Sura al-Ma’ida, 5)

Sig: "Hvem har forbudt pyntede klæder og de rene (madvarer), som Han har frembragt for Sine tjenere, til underhold?" Sig: "Disse(ting) er for de troende i det jordiske liv, og på Genopstandelsens Dag er de udelukkende forbeholdt dem." Sådan gør Vi vore åbenbaringer tydelige for folk, som forstår. (Sura al-A’raf, 32)

De, som følger Sendebuddet, som er Den ikke-lærde (Al-Ummi) profet, de finder beskrevet hos sig i Al-Taurat og Al-Indjil; han befaler for dem det rette og forbyder dem det urette. Han gør det rene lovligt for dem og det urene ulovligt... (Sura al-A’raf, 157)

Og (husk) da Vi anviste Husets sted for Ibrahim: "Sæt ikke andre ved siden af Mig, hold Mit Hus rent for dem, som udfører tawaf, qiyam, ruku’ og sudjud der!"(Sura al-Hajj, 26)

Der er mange vers i Koranen, som befaler muslimer at være rene, og vi har kun citeret få af dem her. Der er dog en særlig pointe, som understreges i vers 32 af Sura al-A’raf, hvilket er, at der på samme måde, som der findes de, som gør smukt tøj og pynt forbudt for muslimer, findes der også dem, som gør gode ting af underhold forbudt for dem. Faktisk viser nøje undersøgelse af fanatikernes livsstil, at det er disse folk med deres ekstremistiske tankegang, som vil gøre renlighed forbudt for muslimer.

Ifølge Koranen skal en muslim være den reneste og mest velsoignerede person. Han skal klæde sig pænt på en moderne måde, han skal spise ren mad og holde sit hjem rent; kort sagt skal han altid være ren. Vores Profet (ﷺ) var overordentlig pletfri. Ethvert forsøg på at ærekrænke en så nøjeregnende person som vores Profet (ﷺ) på den måde, som beskrives ovenfor, er bestemt en stor forbrydelse i Guds Syn. Fanatikerne opfører sig dog som om, de var uvidende om dette.

Lad os nu se på, hvad vores Profet (ﷺ) virkelig sagde for at demonstrere fejlen i de opdigtede hadith citeret ovenfor. Nogle troværdige hadith omkring Profetens (ﷺ) renlighed og perfektion lyder som følger. (Disse hadith betragtes som værende nøjagtige, fordi de er i overensstemmelse med Koranen):

En Beskidt Opfattelse Af Tro Og En Lavkvalitetsopfattelse Af At Være En Muslim

Under indflydelse af diverse opdigtede hadith, tager fanatikerne en livsstil til sig, som betragter alle variationer af frastøtende ting som legitime, og urenhed som en måde at leve på, og udvikler også en meget skræmmende mangel på kvalitet. Af den grund er der en meget udbredt – og desværre ’moderne’ – mangel på kvalitet i nogle islamiske samfund. I lyset af den opfattelse af mangel på kvalitet, optræder en muslim som en, der ser beskidt, misligholdt, ligeglad og rå ud – langt fra skønhed og venlighed, og som en der ikke knytter nogen vigtighed til skønhed eller manerer, og som endda mangler forståelse for sådanne ting. Hvis du lægger mærke til det, sikres det altid omhyggeligt, at sådan et indtryk kommer til at herske, hver gang ordet muslim’ nævnes.

Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at disse folk har en så tarvelig livsstil med så lav kvalitet, når man ser på deres opfattelse af islam: der kan bestemt ikke forventes nogen kvalitet fra en mentalitet, der forbyder kvinder bare at plukke deres øjenbryn (dette vil blive diskuteret senere hen), som insisterer på at folk skal slikke deres hænder efter de har spist i stedet for at vaske dem, og som insisterer på, at en skål suppe med en flue i, er sund. Denne falske opfattelse af religion, formet af de falske hadith, er så udbredt, at en muslim kritiseres af disse folk for at se venlige og rene ud.

Dette svindelnummer i Islams navn har gennemtrængt hele Islams samfund på en eller anden måde, og denne skrækkelige fremtoning gør selvfølgelig også andre samfund urolige.

Men der er en strålende kvalitet i Koranen. Som den mest perfekte til at efterleve Koranen, var Profeten (ﷺ) af den højeste kvalitet og intelligens på sin tid. Han var altid iklædt rent tøj af god kvalitet og opførte sig altid på den venligste måde. Hvis vores Profet (ﷺ) var i live i dag, ville han uden tvivl stadig være en person af allerhøjste kvalitet i vores tid, fordi vores Profets (ﷺ) vejledning var Koranen, og Koranen opfordrer til at holde den højeste kvalitet på alle tidspunkter.

Det er meget vigtigt at gøre klart, at kvalitet ikke er noget, der kan etableres med penge, ejendele og designertøj: Kvalitet er en egenskab, der kan opnås ved at værdsætte renlighed, omhyggelighed og skønhed, gennem perfektion i adfærd og attitude, og gennem respekt, hengivenhed, rationalitet og korrekt moralsk dydighed. En person kan have det samme tøj på hver dag, men han vil være af høj kvalitet, hvis han tager dem rent på hver dag og behandler dem med omhu. En person er måske ikke enig med en anden, men han vil være af høj kvalitet, hvis han respekterer den anden persons ideer og behandler dem med hengivenhed. Adfærd er en af de vigtigste måder at bestemme ens kvalitet på; en person, som ikke kan bære skidt, grådighed eller adfærd af lav kvalitet er allerede en person af naturlig høj kvalitet. En, der taler pænt, lovpriser skønhed, som griber enhver mulighed for at anerkende videnskabens og elegancens overlegne natur, og som naturligt værdsætter den anden part, er en person af høj kvalitet.

Alle disse egenskaber, som kræver kvalitet, er i stor grad blevet glemt i islamiske samfund. Grunden til dette er den store fejl, disse samfund har begået: at de har forladt Koranen. Samfund er opstået, som værdsætter kvantitet over kvalitet, had over kærlighed og skidt og skødesløshed over renlighed og velsoignering. Den eneste kur mod denne ejendommelige lidelse er Koranen. Noget af det mest presserende, i øjeblikket, er at vise de pågældende samfund muslimens overlegne kvalitet med beviser fra Koranen. Så længe der ikke produceres nogen beviser fra Koranen, vil de omtalte samfund fortsætte med at vende sig bort fra demokrati, være vrede samfund, sprede dårlig kvalitet og ikke knytte nogen vigtighed til kunst og renlighed. Dette er en trussel, som bliver større hver dag.

Kvalitet er ikke en tilstand, der skal opnås gennem penge, ejendele eller designertøj. Kvalitet er en egenskab, som kan opnås gennem renlighed, omsorg, værdsættelse af skønhed, upåklagelig adfærd, hengivenhed, fornuft, respekt og moralske værdier. Det sande islam i Koranen kræver denne opfattelse af kvalitet. Fanatikernes verden er, på den anden side, så beskidt og af så lav kvalitet, som den kan være. Dette er en konsekvens af at trodse Koranen.