Kapitel 2: En kort historie om teorien

Rødderne til den evolutionistiske tanke går så langt tilbage som antikvitet som en dogmatisk tro, der forsøger at nægte faktummet om Skabelse. De fleste af de hedenske filosoffer i det gamle Grækenland forsvarede ideen om evolution. Når vi ser på filosofiens historie, ser vi, at ideen om evolution udgør rygraden for mange hedenske filosofier.

Dog er det ikke denne gamle hedenske filosofi men troen på Allah, der har spillet en stimulerende rolle ved skabelsen og udviklingen af moderne videnskab. De fleste mennesker, der pionerede moderne videnskab, troede på Allahs eksistens; og mens de studerede videnskab, forsøgte de at opdage universet, Allah har skabt, og at opleve Hans love og detaljerne om Hans Skabelse. Astronomer som Copernicus, Keppler og Galileo; palæontologiens fader, Cuvier; pioneren for botanik og zoologi, Linnaeus og Isaac Newton, som henføres til som den ”største videnskabsmand, der nogensinde har levet”, læste alle videnskab og troede ikke kun på Allahs eksistens men også på, at hele universet kom til som et resultat af Hans Skabelse.6 Albert Einstein, set som vor tids største geni, var en anden from videnskabsmand, som troede på Allah og erklærede således: ”Jeg kan ikke forestille en ægte videnskabsmand uden dyb tro. Situationen kan udtrykkes ved et billede: videnskab uden religion er lam.” 7

En af grundlæggerne af moderne fysik, den tyske fysiker Max Planck, sagde: ”enhver, der har været seriøst beskæftiget med videnskabeligt arbejde af enhver slags, indser, at over indgangen til videnskabens tempel er skrevet ordene: Du skal have tro. Det er en kvalitet, som videnskabsmanden ikke kan undlade.”8

Evolutions teorien er udfaldet af den materialistiske filosofi, som kom til syne med opvågnen af gamle materialistiske filosofier og blev spredt vidt i det 19. århundrede. Som vi før har indikeret, forsøger materialisme at forklare naturen gennem kun materielle faktorer. Siden den afviser Skabelse lige fra starten, påstår den, at enhver ting, hvorvidt levende eller livløst, er kommet til uden en skabelsesgerning men som et resultat af tilfældighed, som så opnåede en tilstand af orden. Det menneskelige sind er dog så struktureret, at det kan forstå eksistensen af en organiserende vilje, hvor end den ser orden. Materialistisk filosofi, som er modsat dette meget grundlæggende karaktertræk i det menneskelige sind, producerede ”evolutionsteorien” i midten af det 19. århundrede.

Darwins fantasi

Charles Darwin

Personen, der fremsatte evolutionsteorien sådan, som den forsvares i dag, var en engelsk amatør naturalist, Charles Robert Darwin. Darwin havde aldrig tage en formel uddannelse i biologi. Han havde kun en amatør interesse for emnerne natur og levende ting. Hans interesse ansporede ham til frivilligt at tage med på en ekspedition om bord på et skib, der hed H.M.S. Beagle, som satte af fra England i 1832 og rejse rundt i forskellige verdensregioner i fem år. Unge Darwin var stærkt imponeret af diverse levende arter, specielt af visse finker, som han så på Galapagos øerne. Han troede, at variationen i deres næb skyldtes adaptionen til deres habitat. Med denne ide i hovedet, antog han, at livets og arternes oprindelse lå i konceptet om ”tilpasning til miljøet”. Darwin modsatte sig det faktum, at Allah skabte forskellige levende arter separat og foreslog, at de i stedet kom fra en fælles forfader og blev differentieret fra hinanden som et resultat af naturlige forhold.

Darwins hypotese var ikke baseret på nogen videnskabelig opdagelse eller eksperiment; med tiden ændrede han det dog til en prætentiøs teori med den støtte og opmuntring, han fik fra de vidt kendte materialistiske biologer på hans tid. Ideen var, at individerne, som tilpassede sig habitatet på den bedste måde, overførte sine kvaliteter til følgende generationer; disse fordelagtig kvaliteter akkumuleredes med tiden og ændrede individet til en art fuldstændig anderledes fra sine forfædre. (Oprindelsen af disse ”fordelagtige kvaliteter” var ukendte på den tid). Ifølge Darwin var mennesket det mest udviklede resultat af denne indbildte mekanisme.

Darwin kaldte denne proces ”evolution ved naturlig selektion”. Han troede, han havde fundet ”arternes oprindelse”: oprindelsen af en art var en anden art. Han udgav disse synspunkter i sin bog kaldt The Origin of Species, By Means of Natural Selection i 1859.

Darwin var ganske klar over, at denne teori stod over for mange problemer. Han indrømmede disse i sin bog i kapitlet ”Difficulties on Theory”. Disse vanskeligheder bestod hovedsageligt af de fossile optegnelser, komplekse organer i levende ting, som ikke kunne beskrives af tilfældighed (fx øjet) og levende væsners instinkt. Darwin håbede, at disse vanskeligheder ville overkommes af nye opdagelser; men dette stoppede ham dog ikke fra at finde på et antal meget utilstrækkelige forklaringer for nogle. Den amerikanske fysiker Lipson kom med følgende kommentar om Darwins ”vanskeligheder”:

Ved at læse The Origin of Species, fandt jeg ud af, at Darwin var meget mindre sikkert på sig selv, end han ofte præsenteres som; kapitlet med titlen ”vanskeligheder ved teorien” viser for eksempel væsentlig tvivl på ham selv. Som fysiker var jeg især fascineret af hans kommentarer om, hvordan øjet ville have opstået.10

Mens han udviklede sin teori, var Darwin imponeret over mange evolutionære biologer forud for ham og især den franske biolog, Lamarck.11Ifølge Lamarck videregav levende væsner de træk, de havde anskaffet gennem deres levetid fra en generation til den næste og udvikledes sådan. For eksempel udvikledes giraffer fra antelope-lignende dyr ved at forlænge deres halse længere og længere fra generation til generation, da de forsøgte at nå højere og højere grene for mad. Darwin anvendte således tesen om ”videregivelse af de opnåede træk” foreslået af Lamarck som den faktor, der fik levende væsner til at udvikle sig.

Men både Darwin og Lamarck tog fejl, for på deres tid kunne liv kun studeres med meget primitive teknologier og på et meget utilstrækkeligt niveau. Videnskabelige områder som genetik og biokemi eksisterede ikke engang ved navn. Deres teorier måtte derfor fuldstændig afhænge af deres fantasis kræfter.

The Primitive Level of Science and Technology

in Darwin's Time

When Darwin put forward his assumptions, the disciplines of genetics, microbiology, and biochemistry did not yet exist. If they had been discovered before Darwin put forward his theory, Darwin might easily have recognised that his theory was totally unscientific and might not have attempted to advance such meaningless claims.

The information determining the species already exists in the genes and it is impossible for natural selection to produce new species through alterations in the genes.

Similarly, the world of science in those days had a very shallow and crude understanding of the structure and functions of the cell. If Darwin had had the chance to view the cell with an electron microscope, he would have witnessed the great complexity and extraordinary structure in the organelles of the cell.

He would have beheld with his own eyes that it would not be possible for such an intricate and complex system to occur through minor variations. If he had known about bio-mathematics, then he would have realised that not even a single protein molecule, let alone a whole cell, could not have come into existence by chance.Detailed studies of the cell were only possible after the discovery of the electron microscope. In Darwin's time, with the primitive microscopes seen here, it was only possible to view the outside surface of the cell. The cell conceals an exceedingly complex structure.

Mens ekkoerne af Darwins bog gav genlyd, opdagede en østrigsk botaniker ved navn Gregor Mendel lovene om arv i 1865. Hvor ikke mange hørte om den indtil slutningen af århundredet, opnåede Mendels opdagelse stor vigtighed i det tidlige 1900-tal. Dette var fødslen af videnskaben genetik. Noget senere blev genernes og kromosomernes struktur opdaget. Opdagelsen af DNA molekylets struktur i 1950’erne, som inkorporerer genetisk information, kastede evolutionsteorien ind i en stor krise. Grunden var livets store kompleksitet og ugyldigheden af de evolutionære mekanismer foreslået af Darwin.

Disse udviklinger burde have resulteret i, at Darwins teori blev forvist til historiens skraldespand. Men det blev den ikke, fordi visse cirkler insisterede på at revidere, forny og opløfte teorien til en videnskabelig platform. Disse indsatser får kun mening, hvis vi indser, at der ligger ideologiske intentioner bag teorien hellere end videnskabelige bekymringer.

Neodarwinismens desperate indsatser

Darwins teori kom ind i en dyb krise på grund af de genetiske love, der blev opdaget i den første fjerdedel af det 20. århundrede. Ikke desto mindre har en gruppe videnskabsmænd, som var fastsat på at forblive loyale til Darwin, bestræbt sig på at finde på løsninger. De fandt sammen i et møde organiseret af the Geological Society of America i 1941. Genetikere som G. Ledyard Stebbins og Theodosius Dobzhansky, zoologer som Ernst Mayr og Julian Huxley, palæontologer som George Gaylord Simpson og Glenn L. Jepsen, og matematiske genetikere som Ronald Fisher og Sewall Right blev efter lange diskussioner endelig enige om måder at ”lappe” Darwinisme ”sammen på”.

Denne kadre fokuserede på spørgsmålet om oprindelsen af fordelagtige variationer, som angiveligt gjorde, at levende organismer udviklede sig - et spørgsmål, som Darwin ikke selv kunne forklare, men prøvede at træde udenom ved at læne sig op ad Lamarck. Ideen var nu ”tilfældige mutationer”. De kaldte denne nye teori ”Den moderne syntetiske evolutionsteori”, som blev formuleret ved at tilføje konceptet om mutation til Darwins naturlige selektions tese. På kort tid blev denne teori kendt som ”neodarwinisme” og de, som fremsatte teorien, blev kaldt ”neodarwinister”.

Neo-Darwinism's architects: Ernst Mayr, Theodosius Dobzhansky and Julian Huxley

De følgende årtier blev en æra af desperate forsøg på at bevise neodarwinisme. Det var allerede vidst, at mutationer - eller ”ulykker” - som fandt sted i generne af levende organismer, altid var skadelige. Neodarwinister prøvede at etablere en sag for ”fordelagtig mutation” ved at udgøre tusindvis af mutations eksperimenter. Alle deres forsøg endte fuldstændig med at mislykkes.

De prøvede også at bevise, at de første levende organismer kunne have opstået ved tilfældighed under primitive terrestriske forhold, som teorien postulerede, men på samme måde mislykkedes disse eksperimenter også. Et hvert eksperiment, der forsøgte at bevise, at liv kunne være blevet skabt ved tilfældighed, mislykkedes. Sandsynligheds beregninger beviser, at ikke engang et eneste protein, livets byggesten, kunne være blevet dannet ved tilfældighed. Og cellen - som angiveligt opstod ved tilfældighed under primitive og ukontrollerede terrestriske forhold ifølge evolutionisterne - kunne ikke syntetiseres af selv de mest sofistikerede laboratorier i det 20. århundrede.

Stephen Jay Gould

Neodarwinistisk teori afslås også af den fossile optegnelse. Ingen ”overgangsformer”, som skulle vise den gradvise evolution af levende organismer fra primitive til avancerede arter, som den neodarwinistiske teori påstod, er nogensinde blevet fundet noget sted i verden. På samme tid har komparativ anatomi afsløret, at arter, som skulle være udviklet fra hinanden, faktisk havde meget forskellige anatomiske egenskaber, og at de aldrig kunne have været forfædre eller efterkommere af hinanden.

Men neodarwinisme var alligevel aldrig en videnskabelig teori men et ideologisk dogme, hvis ikke en slags falsk religion. Den canadiske filosof i videnskab, Michael Ruse, selv en stålsat evolutionist, indrømmer dette i en tale, han gav ved et møde i 1993:

Og bestemt, der er ingen tvivl om det, at i fortiden, og jeg tror også i fremtiden, for mange evolutionister har evolution fungeret som noget med elementer, som er, lad os sige, beslægtet med en sekulær religion … og det er meget klart for mig, at på et eller andet meget grundlæggede niveau, gør evolution som en videnskabelig teori en indsats for en slags naturalisme…12

Det er derfor, forkæmperne for evolutionsteorien stadig forsvarer den på trods af alle beviserne på det modsatte. En ting, de dog ikke kan blive enige om er, hvilken af de forskellige modeller foreslået for realiseringen af evolution, der er den ”rigtige”. En af de vigtigste af disse modeller er det fantastiske scenarie kendt som ”afbrudt ligevægt”.

Forsøg og tag fejl: Afbrudt ligevægt

De fleste af de videnskabsmænd, der tror på evolution, accepterer den neodarwinistiske teori om langsom, gradvis evolution. I nylige årtier er en anderledes model dog blevet foreslået. Navngivet ”afbrudt ligevægt” vedholder denne model, at levende arter ikke kom til gennem en serie små forandringer, som Darwin vedholdt, men ved nogle pludselige og store.

De første højrøstede forsvarere af dette begreb kom frem i begyndelsen af 1970erne. To amerikanske palæontologer, Niles Eldredge og Stephen Jay Gould, var fint klar over, at påstandene i den neodarwinistiske teori blev fuldstændig afvist af fossiler. Fossiler beviste, at levende organismer ikke opstod ved gradvis evolution men kom til syne pludseligt og fuldt udviklet. Neodarwinister levede i det kærlige håb - det gør de stadig - at de tabte overgangsforme en dag ville blive fundet. På trods af, at de indså, at dette håb var uden grund, var Eldredge og Gould ude af stand til at forlade deres evolutionære dogme, så de fremsatte en ny model: afbrudt ligevægt. Dette er påstanden, at evolution ikke fandt sted som et resultat af mindre variationer, men hellere i pludselige og store forandringer.

Today, tens of thousands of scientists around the world, particularly in the USA and Europe, defy the theory of evolution and have published many books on the invalidity of the theory. Above are a few examples.

Denne model var intet andet end en model for fantasier. For eksempel påstod europæiske palæontolog O.H. Shindewolf, som førte vejen for Eldredge og Gould, at den første fugl kom ud af et reptil æg som en ”grov mutation”, det vil sige som et resultat af en enorm ulykke, som fandt sted i den genetiske struktur.14 Ifølge den samme teori kunne dyr på land være blevet til gigantiske hvaler efter at have gennemgået en pludselig og omfattende transformation. Disse påstande, der totalt modsiger alle regler i genetik, biofysik og biokemi, er lige videnskabelige som eventyrene om frøer, der forvandles til prinser! Ikke desto mindre tog nogle evolutionære palæontologer, bedrøvede over krisen, som den neodarwinistiske påstand var i, glædeligt imod denne teori, som kunne skelnes ved, at den var endnu mere bizar end selve neodarwinismen.

Det eneste formål med denne model var at give en forklaring for hullerne i de fossile optegnelser, som den neodarwinistiske model ikke kunne forklare. Dog er det ikke rationelt at forsøge at forklare det fossile hul i evolutionen af fugle med en påstand, at ”en fugl lige pludselig poppede ud af et reptil æg”, fordi fra evolutionisternes eget udsagn kræver evolutionen af en art til en anden en stor og fordelagtig forandring i genetisk information. Men ingen mutation overhovedet forbedrer den genetiske information eller føjer ny information til den. Mutationer forringer kun genetisk information. Derfor ville de ”grove mutationer” indbildt af den afbrudte ligevægt model kun skabe ”grove”, altså ”store”, reduktioner og forringelser i den genetiske information.

Endvidere kollapser modellen om ”afbrudt ligevægt” lige fra starten ved den manglende evne på at adressere spørgsmålet om livets oprindelse, som også er spørgsmålet, der afviser den neodarwinistiske model fra starten. Siden ikke engang et eneste protein kan være kommet til ved tilfældighed, er debatten om, hvorvidt organismer, sammensat af trillioner af de proteiner, har gennemgået ”afbrudt” eller ”gradvis” evolution, meningsløs.

På trods af dette er modellen, der falder en ind, når ”evolution” er på tale i dag, stadig neodarwinisme. I de kommende kapitler vil vi først undersøge to opdigtede mekanismer i den neodarwinistiske model og så se på den fossile optegnelse for at teste denne model. Efter det vil vi dvæle ved spørgsmålet om livets oprindelse, som underkender både den neodarwinistiske model og alle andre evolutionist modeller som ”evolution ved spring”.

Før vi gør det, vil det måske være brugbart at minde på, at realiteten, vi vil konfrontere ved hvert skridt er, at det evolutionære scenarie er et eventyr, et stort bedrag, som er totalt i strid med den rigtige verden. Det er et scenarie, som er blevet brugt til at vildlede verden i 140 år. Takket være de seneste videnskabelige opdagelser er dens fortsættende forsvar endelig blevet umuligt.

Darwin's Racism

One of the most important yet least-known aspects of Darwin is his racism: Darwin regarded white Europeans as more "advanced" than other human races. While Darwin presumed that man evolved from ape-like creatures, he surmised that some races developed more than others and that the latter still bore simian features. In his book, The Descent of Man, which he published after The Origin of Species, he boldly commented on "the greater differences between men of distinct races".1 In his book, Darwin held blacks and Australian Aborigines to be equal to gorillas and then inferred that these would be "done away with" by the "civilised races" in time. He said:

At some future period, not very distant as measured by centuries, the civilized races of man will almost certainly exterminate and replace the savage races throughout the world. At the same time the anthropomorphous apes... will no doubt be exterminated. The break between man and his nearest allies will then be wider, for it will intervene in a more civilised state, as we may hope, even than the Caucasian, and some ape as low as baboon, instead of as now between the negro or Australian and the gorilla.2

Darwin's nonsensical ideas were not only theorised, but also brought into a position where they provided the most important "scientific ground" for racism. Supposing that living beings evolved in the struggle for life, Darwinism was even adapted to the social sciences, and turned into a conception that came to be called "Social Darwinism".

Social Darwinism contends that existing human races are located at different rungs of the "evolutionary ladder", that the European races were the most "advanced" of all, and that many other races still bear "simian" features.

1- Benjamin Farrington, What Darwin Really Said. London: Sphere Books, 1971, pp. 54-56

2- Charles Darwin, The Descent of Man, 2nd ed., New York: A.L. Burt Co., 1874, p. 178