Del 2- Darwinister Har Bedraget Hele Verden Med Svindelnumre 2/5

1. Påstanden om, at “den Første Celle Opstod Fra Mudret Vand” er et Bedrag

Cytokrom C Det er umuligt for én eneste aminosyrekæde at dannes ved tilfælde. Dette faktum underminerer fuldstændig darwinismen.

Ifølge Darwins evolutionsteori var der en mytisk første celle, som blev dannet, da diverse ikkelevende substanser gik sammen ved tilfælde. Ifølge darwinismen begyndte alt med den ”første celle”. Og ifølge darwinismen repræsenterer den fiktive ”første celle” oprindelsen for alt liv, sommerfugle, fugle, løver, hvaler, ørne, kaniner, hjorte og til sidst mennesker, som producerer professorer og teknologier, grundlægger civilisationer, rejser ud i rummet og undersøger deres egne celler i laboratorier.

Ifølge darwinismen er kilden til denne mytiske første celle angiveligt en smule mudret vand, tid og tilfælde! Ifølge darwinismens religion satte disse tre ”magiske” og ”intelligente” ting sig på en eller anden måde sammen og producerede cellen med alle sine organeller og utrolige kompleksitet, med sine enestående komplekse og fejlfri mekanismer som ikke engang Nobelprisvindende forskere har været i stand til at producere i laboratorier udstyret med teknologi fra det 21. århundrede. Og hvis detaljer menneskene har forsøgt at forstå i omkring et halvt århundrede! Endvidere blandede disse tre ”utrolige” kræfter sig også for at danne det herlige liv, vi ser på Jorden i dag. Darwinismens religion forsøger at overbevise folk om dette vrøvl.

Men faktum er, at dette er et forfærdeligt bedrag og en løgn.

Faktisk er fantasien om, at denne første celle opstod fra mudret vand, som er opfundet af darwinister, fuldstændig i overensstemmelse med den meget mangelfulde videnskab og teknologi på Darwins tid. Når man husker på, at Darwin mente, at cellen blot var en bunke gele, så er denne barnlige redegørelse lige, hvad man kan forvente af den viden og videnskabelige forståelse i den æra. Det var nemmere at bedrage folk på den tid, fordi de ikke havde nogen anelse om, hvad cellen var. Men de fund, som opstod fra genetikkens videnskab, viste ikke, at darwinismen er et totalt bedrag. I lyset af vores nuværende viden er blot ét af alle de utallige proteiner, som cellen indeholder, nok til at afvise evolutionsteorien. Proteiner er yderst komplekse strukturer, og det er umuligt for dem at blive dannet ved tilfælde. Endda så meget, at det er umuligt at producere dem selv med det 21. århundredes teknologi under kontrollerede laboratorieforhold. At påstå, at sådan en struktur blev dannet ved tilfælde i en pøl af mudret vand, er en videnskabelig latterlighed og endda et brud på al logik og fornuft. Den amerikanske professor i videnskab, Stephen C. Meyer, forklarer umuligheden ved at danne ét eneste protein ved tilfælde, med disse ord:

Overvej de probabilistiske forhindringer, man må overkomme for blot at konstruere ét kort proteinmolekyle på omkring 100 aminosyrer. For det første må alle aminosyrer danne et kemisk bånd, kendt som en peptidbinding, for at binde sig med andre aminosyrer i proteinkæden. Men i naturen er mange andre slags kemiske bindinger mulige mellem aminosyrer. Sandsynligheden for at bygge en kæde af 100 aminosyrer, hvor alle bindinger er peptidbindinger, er omkring 1 til 10³⁰.

For det andet har enhver aminosyre i naturen et distinkt spejlbillede af sig selv. En venstrehåndet udgave (L-form) og en højrehåndet udgave (D-form). Disse spejlbilleder kaldes optiske isomerer. Funktionelle proteiner tolerer kun venstrehåndede aminosyrer, men de højrehåndede og venstrehåndede isomerer optræder nogenlunde lige ofte i naturen. Når man tager dette med i betragtningen, så bliver usandsynligheden for at opnå et biologisk funktionelt protein endnu mindre. Sandsynligheden for ved tilfælde at opnå kun L-aminosyrer i en hypotetisk peptidkæde på 100 aminosyrer er (1/2)¹⁰⁰ eller igen omkring 1 til 10³⁰.

For det tredje, og vigtigst af alt, så skal funktionelle proteiner have aminosyrer, som sidder sammen i en specifik rækkefølge, ligesom bogstaverne i en meningsfuld sætning. Fordi der er 20 biologiske aminosyrer, så er sandsynligheden for at få én specifik aminosyrer på en given plads 1 til 20, eller fem procent. Selv hvis vi siger, at nogle pladser langs kæden kan tolerere flere aminosyrer (og bruger variansen fastsat af biokemikeren Robert Sauer fra MIT), så ser vi, at sandsynligheden for at opnå en funktionel rækkefølge af aminosyrer i flere fungerende proteiner ved tilfælde stadig er ”forsvindende lille”, omkring 1 til 10⁶⁵ – et astronomisk stort tal – for et protein, som kun er hundrede aminosyrer i længden. (Faktisk er sandsynligheden endnu lavere, fordi der er mange ikke-proteinholdige aminosyrer i naturen, som vi ikke har gjort rede for i denne udregning).

Hvis man også medregner sandsynligheden for at få rigtige bindinger og optiske isomerer, så er sandsynligheden for at konstruere et relativt kort, funktionelt protein ved tilfælde så lavt, at det effektivt er nul (ikke mere en 1 til 10¹²⁵), selv når vi har et mange milliarder år gammel univers. Overvej videre, at lige store probabilistiske vanskeligheder vil gælde for tilfældig dannelse af funktionel DNA. Endvidere kræver en minimalistisk kompleks celle ikke bare ét men mindst 100 komplekse proteiner (og mange andre biomolekylære komponenter såsom DNA og RNA), som alle fungerer i tæt koordination. Af denne grund har kvantitativ overvejelse af cellulær kompleksitet simpelthen forstærket en holdning, som har eksisteret siden midten af 1960’erne inden for biologien om livets oprindelse: tilfælde er ikke en tilstrækkelig forklaring på oprindelsen af biologisk kompleksitet og specificitet.33

Tilfælde, darwinisternes falske gud, har ingen magt til at skabe noget. Allah, verdens Herre, er den eneste Skaber.

Ud over alt dette, så er en vigtig pointe, man må fokusere på, at proteiner allerede skal eksistere for, at andre proteiner kan dannes. Op til 100 proteiner skal være i arbejde for at bare ét protein kan dannes. Alle disse proteiner skal være til stede inde i en fuldt udviklet celle på samme tid og samme sted og med alle deres organeller. Derfor skal proteiner, DNA og cellen allerede eksistere, inden proteinet gør. Dette faktum knuser i sig selv darwinisternes påstand. Darwinister er ikke i stand til at forklare, hvordan bare ét enkelt protein blev skabt.

Selv hvis vi formoder, at alle disse komplekse strukturer blev dannet på en umulig måde (altså ved tilfælde), så skal darwinister stadig forklare, hvordan nok data til at fylde en million encyklopædi sider inde i et så gloværdigt molekyle som DNA kunne skabes ved rent tilfælde. Men som med alle andre spørgsmål om cellen og livets oprindelse, så har darwinister heller ikke nogen forklaring på dette. Ifølge den perverse darwinistiske tankegang, så må den enestående information inde i en celle, som blev dannet ved tilfælde fra mudret vand, også være blevet skabt ved tilfælde fra eksterne faktorer. Den utrolige information i DNA blev faktisk skabt sammen med den.

Den idé, at en enestående kompleks struktur som DNA blev dannet ved tilfælde, er en af darwinismens værste løgne. Der er nok information i ét DNA-molekyle til at fylde en million encyklopædi sider. Det er umuligt for sådan et vidunderligt værk at være produkt af tilfældigheder.

Darwinister påstår, at ”cellen dannet ved tilfælde i mudret vand” er en forældet holdning fra Darwins tid, hvor man forestillede sig, at cellen var en bunke gele. Men dette vrøvl, som stammer helt tilbage fra det 19. århundrede, er gjort fuldstændig ugyldigt i dag, hvor videnskab og teknologi har gjort så store fremskridt. Mens der er utallige strukturer, som alle skal forklares, i en levende krop, så kan darwinismen end ikke redegøre for, hvordan blot ét enkelt protein blev dannet. Men darwinister opfører sig som om, at de ikke er klar over alle disse umuligheder. Denne umulige dannelse i mudret vand beskrives stadig i evolutionære udgivelser – på den samme måde, som folk fortæller hinanden eventyr. Formålet er at være i stand til at bedrage offentligheden med denne uvidenskabelige, ulogiske og ubeviste redegørelse. Ifølge tilhængerne af denne overtroiske religion, så vil der komme flere folk under darwinismens fortryllelse, jo flere der tror på dette vrøvl.

Men folk tror ikke længere på darwinisternes falske historier. Alt inden for skabelse, universet og alt i det, udviser Vores Herres sublime magt og evne. I Koranen taler vores Almægtige Herre om cellens og menneskets sublime skabelse:

Uanset hvor meget folk, som leder efter forklaringer uden for Koranen, forsøger at give facile redegørelser for Jordens herligheder, så er det stadig et absolut og sikkert faktum, at disse værker, skabt af Allah, er utrolige og gloværdige. Der er ingen plads til evolutionsteorien over for denne sublime skabelse. Almægtige Allah beskriver storheden ved de værker, Han skaber, i dette vers:

2. Påstanden om, at “Naturlig Selektion Forårsager Evolution” er en Bedragerisk én

Darwin fremlagde konceptet om naturlig selektion som en angivelig ”evolutionær mekanisme” i 1800-tallet.

Ideen om naturlig selektion er baseret på ideen om, at den stærkeste eller bedst tilpassede livsform vil overleve. For eksempel vil den hurtigste zebra overleve, hvis en zebraflok jagtes af løver.

Naturlig selektion er bestemt en mekanisme, som ses blandt levende ting i naturen. Men den besidder ikke evnen til at give livsformer nye egenskaber og dermed skabe nye arter, som evolutionister forestiller sig.

Vi kan klargøre dette med et eksempel: Lad os forestille os, at der på et bestemt geografisk sted er to lignende slags hunde, hvoraf den ene har væsentligt længere pels end den anden. Hvis temperaturen i denne region falder betydeligt af en eller anden grund, så vil den langhårede hund være bedre egnet end den korthårede. Som resultat af dette vil de langhårede hunde gradvist komme til at have en forskel, som betyder, at de vil leve længere, finde mere mad og reproducere sig mere succesfuldt. Efter en tid, så vil antallet af korthårede hunde falde betydeligt, og de vil enten migrere til varmere klimaer eller uddø. Med andre ord vil de langhårede hunde blive foretrukket af naturlig selektion, og de vil have en fordel over den anden slags.

Men læg venligst mærke til, at ingen ny hundeart opstår ved denne proces. En af de to arter, som allerede fandtes, fik en fordel gennem naturlig selektion. Det er ikke tilfældet, at langhårede hunde opstod, hvor de ikke havde fandtes før på grund af naturlig selektion. Det er i ethvert tilfælde fuldstændigt umuligt for disse hunde at blive til andre arter.

Langhårede hunde vil have en naturlig fordel over korthårede hunde i en kold region og vil derfor leve længere, reproducere sig mere og have nemmere ved at finde mad. Men denne proces producerer ikke en ny hundeart.

Kort sagt så opstår nye arter og nye egenskaber ikke gennem naturlig selektion. Kun sandsynligheden for overlevelse af en allerede eksisterende art ændres. Da ingen nye arter eller karakteristika dannes, så er det umuligt at tale om, at ”evolution” finder sted, som evolutionister påstår. For at sige det på en anden måde, så kan ingen ”evolution” ske gennem naturlig selektion. Faktisk indrømmede Darwin selv så meget:

... naturlig selektion er ikke i stand til at redegøre for de begyndende stadier af brugbare strukturer.34

Den velkendte britiske evolutionist og palæontolog Colin Patterson kommer med denne indrømmelse om emnet:

Ingen har nogensinde produceret en art via naturlig selektion. Ingen er nogensinde kommet i nærheden af det, og de fleste nuværende diskussioner i neodarwinisme handler om dette spørgsmål. 35

Naturlig selektion er ikke en mekanisme, som producerer noget nyt og dermed ændrer arter, og den udfører heller ikke mirakler såsom at få en reptil til gradvist at blive til en fugl. Med ordene fra den velkendte biolog D’Arcy Wentworth Thompsom, ”… Vi har ret… til at se en ubønhørlig kraft i naturlig selektion, hvis funktion ikke er at skabe men at ødelægge – at frasortere, at beskære, at fælde og at kaste ind i ilden.” 36

Darwinister lyver derfor, når de beskriver naturlig selektion som en evolutionær mekanisme. Selvom de fuldt ud ved, at naturlig selektion ikke tilvejebringer evolution, forsøger de stadig åbenlyst at pålægge dette bedrag. De ønsker at fortsætte den arv, de har fået fra Darwin, og da de ikke har kunne opfinde en ny mekanisme for deres opdigtede scenarie, så er de intenst hengivet til denne forældede påstand og forfærdelige falskneri. Der er stadig darwinistiske forskere i dag, som følger denne forfærdelige løgn. De, som har set, at denne løgn ikke kan opretholdes, har fundet på en anden løgn: ideen om, at ”mutationer forårsager evolution.”

Naturlig selektion kan ikke give ophav til en ny art. I en hjorteflok, som er truet af rovdyr, vil de hurtigste overleve, og flokken vil derfor komme til at bestå af hurtige og stærke dyr. Men denne mekanisme gør ikke, at hjortene udvikler sig og bliver til en anden art.

3. Ideen om, at “Mutationer Forårsager Evolution” er en Usandhed

Mutationer er forskydninger, huller og skader som resultat af stråling eller kemiske effekter i DNA molekylet i kernen af en levende celle, som bærer al informationen om et menneske. Informationen i DNA beskrives af fire separate nukleotider, som symboliseres af bogstaverne A, T, C og G, lagt ud i en speciel og betydningsfuld sekvens. Men en fejl i bare ét bogstav i den sekvens vil skade hele strukturen. For eksempel optræder leukæmi i børn, fordi én af nukleotidsekvenserne i DNA er forkerte. Grunden til, at sygdomme som kræft optræder, eller at følgende generationer bliver deforme som resultat af Tjernobyl strålingen eller Hiroshima atombomben, er igen på grund af de skadelige effekter af mutationer, som sker i menneskers kroppe.

Næsten alle mutationer er skadelige, og de er generelt dødbringende for levende ting. Eksempler på mutationer, som ikke er skadelige, gør ikke noget godt for organismen, og de er i bedste fald neutrale. Forskere har konkluderet, at ikke én eneste mutation ud af alle de studerede, nogensinde har haft en positiv effekt på en organismes liv.37

Men evolutionsteorien er baseret på disse fiktive mutationer, som angiveligt producerer ”nye” levende ting og udøver mirakler. Darwinister vedholder, at arter opstår fra hinanden gennem strukturer og organer, som optræder som et resultat af utallige fiktive og fordelagtige mutationer. Denne påstand, som er en kilde til enorm skam for darwinister, fremsættes af darwinistiske forskere, som ved, at mutationer altid skader en organisme. Endvidere er darwinister ganske klar over de skadelige effekter ved mutationer, men de peger stadig på en mutant bananflue med fire vinger. Fluen opstod som resultat af, at den blev udsat for stråling i laboratorier. Darwinister bruger dette eksempel for at understøtte deres påstande. Darwinister fremstillede det ekstra sæt vinger hos bananfluen, som blev skabt af laboratorieskabt stråling, som det største bevis for, at mutationer kunne føre til evolution. Men de to ekstra vinger skader faktisk væsnet frem for at være en fordel for det, og fluen mister sin evne til at flyve. Molekylærbiologen Jonathan Wells fra The University of California i Berkeley opsummerer situationen som følger:

I 1970’erne opdagede Cal Tech genetikeren Edward B. Lewis, at han ved forsigtigt at avle tre mutantstammer kunne producere en bananflue, hvori halterne blev omdannet til et ekstra par normalt udseende vinger.

Ved første øjekast lader dette måske til at være bevis for Carrolls påstand om, at små udviklingsmæssige ændringer i regulatorisk DNA kan producere store evolutionære forandringer i form. Men bananfluen er stadig en bananflue. Endvidere havde det ekstra par vinger, selvom de så normale ud, ingen flyvemuskler. En bananflue med fire vinger er som et fly med et par ekstra vinger, som nytteløst hænger fra halen. Den har svært ved at flyve eller parre sig, så den kan kun overleve i laboratoriet. Som bevis for evolutionen er en bananflue med fire vinger ikke bedre end en kalv med to hoveder i et cirkusshow.38

1. Kromosom 2. Histon Enhver mutation, som påvirker DNA, vil skade det. Det er umuligt for organismer at blive mere perfekte eller opnå ny genetisk information som resultat af mutationer.

Jonathan Wells fortsætter:

Handicappede bananflue med ekstra vinger eller manglende ben har lært os noget om udviklingsgenetik, men ingenting om evolution. Alle beviser peger på én konklusion: lige meget, hvad vi gør ved et bananfluefoster, så er der kun tre mulige resultater – en normal bananflue, en defekt bananflue eller en død bananflue. Ikke engang en hestebremse, og endnu mindre en hest. 39

Som vi har set, så er mutant bananfluen med fire vinger, som er darwinisternes eneste bevis, der støtter deres skæve påstande, faktisk ikke andet end en handicappet flue. Uanset hvilken effekt mutationer har på en livsform, så besidder de ikke den mirakuløse egenskab af at kunne give en evne fra anden livsform til den. Men darwinister vil have folk til at tro på den løgn, at mirakler sker i levende ting ved hjælp af mutationer.

Det interessante er, at selvom darwinistiske forskere ved, at den pågældende bananflue er defekt, så prøver de stadig at fremstille det som det største bevis for evolution via mutationer i skolernes fagbøger. Jonathan Wells skriver:

Ifølge Peter Raven og George Johnsons lærebog fra 1999, Biologi, ”begynder al evolution med ændringer i den genetiske besked… Genetisk ændring gennem mutation og rekombination [omarrangeringen af eksisterende gener] giver de råvarerne til evolution.” Samme side har et billede af en bananflue med fire vinger, som beskrives som ”en mutant på grund af ændringer i Ultrabithorax, et gen som regulerer et kritisk udviklingsstadie. Den besidder to thorakale segmenter og dermed to sæt vinger.”

…

Og for endnu mere forvirring, så efterlader lærebøgernes redegørelser typisk læseren med det indtryk, at de ekstra vinger repræsenterer en gevinst af strukturer. Men bananfluer med fire vinger har faktisk mistet strukturer, som de skal bruge til at flyve. Deres haltere er væk, og i stedet for at være erstattet med noget nyt, så er de blevet erstattet af kopier af strukturer, som allerede findes i et andet segment. Selvom billeder af bananfluen med fire vinger giver det indtryk, at mutationer har tilføjet noget nyt, så er det totalt modsatte tættere på sandheden.40

Mutationers skadelige effekter kan tydeligt ses i de levende væsner, der er illustreret. Mutationer ødelægger eller dræber. Mutationer kan ikke forbedre levende ting, kun skade dem.

Selv hvis vi formoder, at den ”fiktive første celle”, som darwinisternes påstår repræsenterer livets begyndelse, og som ikke kan være dannet ved tilfælde, faktisk opstod spontant, så ville selv det mindste skridt i den opdigtede evolutionære proces, som ville kræves for at give ophav til et menneske med sine komplekse strukturer, kræve en forbløffende mængde information for at blive produceret og utallige mutationer for at finde sted. ”Alle” disse mange mutationer skal være fordelagtige for livsformen eller bringe noget ”nyt” med sig. En eneste fejl i denne fiktivt udviklende livsform vil gøre, at hele systemet går galt og falder sammen. 99% af mutationer er skadelige, mens kun én procent er neutrale. Det går derfor imod både fornuft og videnskab at foreslå, at hver eneste af disse mutationer, som skulle finde sted ifølge evolutionsteorien, kan være fordelagtige.

Det er derfor umuligt, at et helt nyt organ eller en ny egenskab, som ikke eksisterede før, opstår ved tilfælde som resultat af mutationer. Mutationer har ingen evne til at give nye informationer til en livsform, som ikke allerede ejer dem, eller til at omdanne den til en helt anden organisme. Ideen om mutation repræsenterer den største manifestation af darwinismens løgne og mangel på logik, fordi evolutionsteorien er baseret på disse opdigtede ”fordelagtige mutationer”, som faktisk ikke eksisterer.

Mutationer er Symmetriens Fjende

Den matematiske proportionalitet i en solsikkes blade, et sneglehus, en grankogle eller vores fingres længde er en af de enestående skønheder og velsignelser, som Allah har skabt. Dette er den forbløffende harmoni, som forskere kender som ”den gyldne ratio”. Egenskaberne ved denne sekvens, opdaget af Leonardo Fibonacci, middelalderens mest eminente matematiker, er, at hvert nummer er summen af de to foregående. Fibonacci sekvensen lyder: 0, 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144, 233, 377, 610, 987, 1597, 2584, ... Divideret med tallet før, giver tallene i sekvensen meget lignende resultater. Faktisk er tallet efter det 13. tal altid identisk. Dette er tallet, som kendes som den ”gyldne ratio”, 1,618. Som et Allahs mirakler kan denne vidunderlige ratio ses i mange af naturens entiteter. Den gyldne ratio kan findes i DNA-spiralen i vores celler, i galaksernes form i rummet, i snekrystaller, mikroorganismer, i horn og tænder og i sneglehuse. Men det mest slående eksempel af alle er i menneskekroppe, hvor: Ansigtets længde – ansigtets bredde, Mellemrummet mellem læberne og punktet mellem øjenbrynene – næsens længde, Ansigtets længde – mellemrummet mellem kæbens spids og punktet mellem øjenbrynene, Mundens længde – næsens bredde, Næsens bredde – afstanden mellem næseborene, Afstanden mellem pupillerne – afstanden mellem øjenbrynene, Afstanden mellem fingerspidsen og albuen – afstanden mellem håndleddet og albuen, Afstanden fra skulderhøjde til toppen af hovedet – hovedets længde, Afstanden mellem navlen og toppen af hovedet – afstanden fra skulderhøjde til toppen af hovedet, Afstanden mellem navlen og knæene – afstanden mellem knæene og fodens spids, Alle er eksempler på perfekte, gyldne ratioer. Vores Herre afslører i Koranen, at ”… For alle ting har Allah bestemt et mål.” (Surah Al-Talaq, 3).Den ”gyldne ratio” er således et af de sublime beviser på Allahs skabelse. (For mere detalje, se http://www.harunyahya.com/presentation/goldenratio/index.html) Den perfekte symmetri og den gyldne ratio, som kan ses i levende ting, vælter alene alle de darwinistiske påstade om evolution. Det er fordi, mutationer, som darwinister tilegner en angivelig ”evolutionær kraft”, er symmetriens fjender. Ifølge darwinisternes påstande, så skulle der ikke være nogen gylden ratio i levende ting, når tilfældige mutationer sker. Der skulle være total ubalance og uorden, fordi mutationer er uordnede fænomener. Mutationer kan ikke producere en arm, som ikke eksisterede før, en hånd, der passer i proportionerne, eller fingre i overensstemmelse med en matematisk ratio. Endvidere kan de ikke producere endnu en arm i samme længde på modsatte side i perfekt symmetri, en anden hånd i samme størrelse og med samme symmetri, og andre fingre, som passer den samme matematiske ratio. Tilfældige mutationer kan ikke på forhånd bestemme og producere et perfekt kompleks øje, og så endnu et seende øje på præcis den modsatte side af ansigtet i perfekt harmoni, i samme størrelse og farve, og med præcis samme funktion. Tilfældige mutationer kan ikke, som darwinister påstår, producere et øre på højre side af hovedet og så øjeblikkeligt efter producere et andet øre på venstre side, som besidder samme symmetri og form, som hører på samme måde og har alle de samme egenskaber. Ligeledes kan de ikke danne delikate strukturer såsom ambolten, hammeren og stigbøjlen (de bittesmå knogler inde i øret) på en perfekt måde og skænke dem de samme funktioner og samme symmetri.

For at levende ting skulle overleve, så skulle tilfældige mutationer ligeledes give ophav til hjerteklapper, som er ens på samme side med samme symmetri og funktion. Ellers kunne det væsen ikke leve. Og den proportion og symmetri skulle opstå på samme måde i alle kroppens organer, fordi alle livsformer i dag, og alle i fortiden, alle udviser samme perfekte symmetri. Ingen livsformer bliver dannet med ét øre, der vender på hovedet, en anderledes lunge eller ét øje i panden og ét på næsen. Da liv ikke udviser nogen sådan ubalance, så prøver darwinister at begå et massebedrag med deres påstande om, at mutationer skaber evolution. Meget sjældent møder vi et monstrøst væsen med ét øre, der vender på hovedet, eller ét øje i panden. Det er slutresultatet af mutationer. Mutationer svarer til at skyde på en ordnet struktur med et maskingevær. Der er ingen tvivl om, at skud mod en sund krop vil ødelægge den fuldstændig. Det faktum, at én mutation ikke nødvendigvis har nogen effekt, eller at en eksisterende infektion i kroppen kan ødelægges og dermed kureres ved at skyde på den med et maskingevær, ændrer ikke noget. Organismen vil alligevel blive ødelagt af de 99 andre kugler, der rammer den. Det er mutationer, som er ansvarlige for disse mærkeligt udseende livsformer, som nogle gange tiltrækker mediernes og videnskabelige kredses interesse. Mutationer skader de levende organismers gener, ødelægger deres perfekte symmetri og gør, at de ikke er i stand til at overleve. Men det, man ikke må glemme her, er, at mutationer alle finder sted under Allahs kontrol. Allah skaber sådanne eksempler for at kunne demonstrere perfektionen ved Sin skabelse og for at vise Sin kreative kunstfærdighed.

Den Uendelige Mængde Tid, der Skal Bruges For Hypotetisk Fordelagtige Mutationer

Selv hvis vi siger, at fordelagtige mutationer kunne finde sted, så er ideen om mutationer stadig i uoverensstemmelse med evolutionsteorien. I en artikel med titlen ”Neodarwinismens utilstrækkelighed som videnskabelig teori” viste Professor Murray Eden fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) fakultet for elektroteknologi, at hvis det krævede mere end seks mutationer for at tilvejebringe en adaptiv ændring, så ville dette kun ske ved tilfælde én gang på en milliard år – mens det, hvis der var to dusin gener involveret, ville kræve 10.000.000.000 år, hvilket er meget mere end Jordens alder. 15 Selv hvis vi forestiller os, at mutationer var effektive og fordelagtige i komplekse organer, og at strukturer kræver, at mere end én mutation skal ske på samme tid, så siger matematikere stadig, at tiden er et akut dilemma for darwinister. Selv en professor i palæontologi, George G. Simpson, en af de mest forstokkede darwinister, siger tydeligt, at det ville tage en uendelig mængde tid for, at fem mutationer skulle ske på samme tid.16 En uendelig mængde tid betyder nul sandsynlighed. Og det er en sandsynlighed, som gælder for alle de strukturer og organer, som findes i levende ting. Der er altså ingen mulighed for, at den gloværdige variation af liv, vi ser i vores hverdag, kunne skabes ved mutationer.

Evolutionisten George G. Simpson har udført andre udregninger om den pågældende påstand om mutationer. Han indrømmede, at et positivt udfald fra mutationer i et samfund af 100 millioner individer, som hypotetisk kunne generere en ny generation hver dag, kun ville finde sted én gang hver 274 milliarder år. Det tal er mange gange større end Jordens alder, som estimeres til at være 4,5 milliarder år.17 Disse er selvfølgelig alle beregninger, som formoder, at mutationer har en positiv effekt på de generationer, som skabte dem, og på efterfølgende generationer. Men ingen sådan formodning gælder i den virkelige verden.

1. Mutationer 2. DNA-spiral Levende DNA er en meget kompleks struktur. Enhver tilfældig intervention kan kun skade den struktur. Og det giver ophav til syge, forkrøblede og døde organismer.

Hvorfor er Kroppen, Som Angiveligt Udvikles, Beskyttet Mod Mutationer?

Alle evolutionistiske forskere ved, at sandsynligheden for, at en replikationsfejl sker i en levende organismes DNA uden årsag, er meget lov. Forskning har vist, at der findes beskyttende elementer i cellen, som hindrer genetiske fejl i at ske. Information i DNA kan ikke kopieres uden tilstedeværelsen af visse enzymer, som kontrollerer hinanden for fejl. Disse inkluderer dobbelt filterenzymer, som sikrer, at den rigtige aminosyrer binder til det rigtige tRNA. Et filter afviser aminosyrer, som er for store, og det andet de, som er for små. Dette er et meget følsomt og rationelt system. Der er også enzymer, som laver endelige kontroller for enhver fejl i dette intelligente system. Forskere har konkluderet, at de ikke kunne forestille sig en bedre cellulær kontrol og beskyttelsessystem til vedligeholde integriteten af DNA.44

Pierre Paul Grassé, som tilbragte 30 år som professor i evolution ved Sorbonne, skrev dette om emnet:

Sandsynligheden for, at støv båret af vinden reproducerer Dürers “Melancholia” er mindre uendeligt lille end sandsynligheden for, at kopifejl i DNA molekylet fører til øjets dannelse.45

Darwinister ignorerer dette mirakuløse system i DNA, og de undgår at tale om emnet og skulle finde en forklaring på det. Men de konstruerer et scenarie om livets historie, som bygger på replikationsfejl, som har næsten nul sandsynlighed for at ske. Dette viser igen meningsløsheden af darwinistisk logik.

Efter den realisering, at Darwins ide om naturlig selektion bestemt ikke udgjorde en redegørelse for evolution, samt at fremkomsten af genetikkens love gav et dødbringende slag til darwinismen, indså man, at påstanden om ”mutationers evolutionære effekt”, som havde været neodarwinismens hovedvåben, ikke var andet end et bedrag. Det er fuldstændig latterligt at påstå, at en mekanisme som mutation, som skader, ødelægger og dræber den levende organismer samt kan skade alle senere generationer, kan give ophav til helt nye levende ting. Men folkemasser var opslugt af denne løgn i årevis. Darwinistiske forskere ved selvfølgelig, at mutationer ikke har nogen sådan mirakuløs kraft. Selv Richard Dawkins, en af nutidens mest fremtrædende darwinister, indrømmer, at ”de fleste mutationer er skadelige, så nogle uønskede bivirkninger er ganske sandsynlige.”46 Grunden til, at darwinister stadig foreslår denne miskrediterede påstand som en evolutionsmekanisme, er deres hengivenheden til darwinismens overtroiske religion.